Kronik

Revolutionen æder først sine egne

21. december 1998

Ærgerligt, at PET-sagen blokerer for tiltrængte opgør med 1970'ernes autoritære tendenser, både på højre og venstre fløj. Det mener dagens kronikør i et personligt inspireret essay

En weekend i 1981 kom min dengang 15-årige søn hjem fra Rantzausminde Efterskole på sydfyn, og fortalte en historie, som fik mig til at støtte ham i hans ønske om øjeblikkelig udmeldelse. Det var ikke den første historie fra denne venstresocialistiske bastion, som havde fået hårene til at rejse sig på mit hoved. Og jeg var ret langhåret dengang.
De øvrige havde handlet om den form for forskudt magtudøvelse, som gik under navnet 'basisdemokrati' på venstrefløjen på det tidspunkt. Ved officielt at indføre kollektivt styre, gav lærergruppen på skolen - som jo var de reelle magthavere - sig selv helt nye muligheder for at tiltage sig en autoritet, som de aldrig kom til at stå til ansvar for. I stedet gjorde de eleverne til deres egne undertrykkere, og lukkede op for allehånde labyrintiske, psykologiske og seksuelle spil, som de kunne terrorisere hinanden med, mens lærerne lænede sig tilbage, foldede armene - og så til.
Hver gang en elev syntes, at andre havde opført sig 'småborgerligt', ved f.eks. at 'holde sig uden for fællesskabet', 'hævde den private ejendomsret"' eller - oh rædsel! - havde holdt nogen i hånden og måske endda kysset dem, uden at brede sin forelskelse ud til alle, kunne man ringe på klokken i "Hullet". Så stimlede alle sammen, uanset hvad de ellers lavede, og den eller de formastelige måtte stå skoleret for hele forsamlingen. Ofte i halve døgn. Mødet blev nemlig ved, indtil 'alle var enige', dvs. indtil synderen brød sammen og tilstod sine kontrarevolutionære tendenser.
Lærerne holdt sig i baggrunden, og nøjedes med indirekte manipulation. Selve henrettelsen kunne de roligt overlade til eleverne, som forlængst var blevet mestre i de rigtige meningers retorik.
Denne gang var der imidlertid tale om et så direkte svigt, at alle skællene faldt fra min søns øjne. Måske bør jeg ligefrem takke skolen for det. Han kom dertil som halvstalinist, grebet af tidens totalitære tanker, påvirket af atmosfæren på den 'røde' højskole, hvor vi boede, og jeg kæmpede min egen kamp mod de totalitære tendenser - og selvfølgelig af pubertetens sturm und drang. Ni måneder senere kom han hjem som overbevist anarkist - ligesom sin far. Og den slags får et faderhjerte til at svulme.

Historien handlede om hans værelseskammerat, som ikke havde haft nogen let barndom. Han havde derfor knyttet sig stærkt til en ny, kvindelig lærer. En mandag, efter at han havde været hjemme til sin halvsøsters konfirmation, betroede han denne voksne fortrolige, at han på sin morfars opfordring havde skålet i et glas hvidvin. Hvorefter lærerinden straks marcherede hjem og indkaldte til møde i "Hullet". Enhver indtagelse af alkohol var nemlig forbudt på skolen, også i hjemrejseweekends.
Forsamlingen af lærere og elever 'stemte' prompte drengen hjem. Min søn og enkelte andre kunne kun argumentere afmægtigt imod. Og så havde han fået nok!
Måske er det en lille historie i den store sammenhæng. Men den er til gengæld helt karakteristisk for den egentlige sygdom på venstrefløjen. Og i virkeligheden langt mere alvorlig, end de barnagtige, revolutionære voldsfloskler, som nu rives datidens revolutionære i næsen, i det stærkt forsinkede opgør med studentermarxismen. Nok var de store i kæften dengang. Men farlige for demokratiet var de sgu ikke, på trods af hvad den ellers så fornuftige retssikkerhedsklippe Birthe Rønn-Hornbech svinger sig op til af national forargelse fra Folketingets talerstol.

Al den revolutionære og voldsromantiske retorik, og alle de flotte teorier, som fældede flere skove, end eftertidens økologister har kunnet genplante, havde hverken nogen politisk krop bag sig eller noget egentligt magtpolitisk mål foran sig. Den havde, som vi siden har kunnet se, og som en del af os vidste allerede dengang, kun til formål at bringe de ungdommelige revolutionære i position til at overtage magtfulde og indbringende samfundsmæssige stillinger i det generationsskifte, som foregår i enhver generation. At kampen mellem generationerne fik så voldsomt et udtryk i netop den periode, skyldes særlige sociale og psykologiske forhold - klassesamfundets og familiens opløsning, masseuddannelserne, skiftet fra patriarkalske til matriarkalske magtformer etc.
Var de revolutionære marxister ikke farlige for samfundet, var de til gengæld farlige for sig selv, hinanden og resten af det ungdomsoprør, som havde været i gang længe før 1968, og som tog en helt anden retning. Dog ikke uden på sin egen måde at antage autoritære former såsom gurudyrkelse, økofascisme, feminisme osv. Også hippiebevægelsen havde fascistiske træk.
De magtkampe, som fandt sted internt i det marxistiske miljø på universiteterne, uddannelsesinstitutionerne og i kulturlivet, var blodige, nådesløse og omkostningsfulde. Især de steder, hvor der var mange førstegenerationsstuderende uden intellektuelle og politiske traditioner. F.eks. var det almindeligt kendt, at man - i overført betydning - skulle gå med skudsikker vest, når man færdedes i gangene på Ålborg Universitetscenter eller på RUC. Konvertitterne, de nyligt omvendte fra gode venstre- eller socialdemokratiske bonde- og arbejderfamilier, var de værste.
Hvad de sloges om og med? Tja, først og fremmest deres egne dæmoner og dårlige samvittighed. Dernæst om at blive den førende han- eller hunhund i territoriet. Og endelig, som sagt, om at få sig bragt i position til at indtage de ledende stillinger i det nye, altomfattende mellemlag, der var ved at vokse frem i kølvandet på den 2. industrielle revolution.

De personlige dæmoner var, som i enhver generation, de familiemæssige og samfundsmæssige autoriteter, der som sædvanlig hindrede ungdommens livs- og libidoudfoldelse. Oprøret mod patriarkatet, med andre ord. Freuds klassiske historie om sønnerne, der slår faderen ihjel, og af lutter skyldfølelse (og gudfader, hvor var vi arrogante over for forældregenerationen!), opretter et endnu mere despotisk styre.
At oprøret fik en så ondskabsfuld drejning, og sønnedyret blev så nådeløst despotisk, skyldtes, at det i virkeligheden løb åbne døre ind. Den patriarkalske magt havde forlængst abdiceret og var erstattet af et matriarkat, hvis magtformer var langt mindre synlige, langt mere psykologiske og langt mere præget af skyld og skam.
F.eks. var det skyld og skam over at have svigtet sit klassemæssige tilhørsforhold, der fik den nye, akademiske arbejderklasseungdom til at hævde marxismen som den eneste, gyldige videnskabelige teori. Så kunne de bilde sig selv ind, at de studerede på arbejderklassens vegne. Selv om de bare var ved at uddanne sig til systemets ridefogeder. Hvad de fleste af dem også er blevet.

Skyld og skam i forhold til den moderlige magt var også det, der gjorde det muligt for rødstrømperne at etablere et endnu mere raffineret terrorregimente, hvis grundlæggende autoritære træk stort set ingen har turdet udfordre den dag i dag. Det skyldes måske, at både sønner og døtre paradoksalt nok ledte efter en faderfigur, der havde den styrke til at gå op mod den altdominerende moder, som deres egne fædre manglede. Det er hovedtemaet i en af periodens klareste og smukkeste oprørsfilm Rebel Without A Cause, og har siden været det underliggende tema i mange af 90'ernes mest spektakulære amerikanske actionfilm.
Egentligt er det ærgerligt, at PET-sagen er dukket op nu. At datidens samfund led af så paranoide vrangforestillinger, at man ligefrem tog drengerøvenes og dullernes (for nu at parafrasere den bedste bog om 70'er-marxismens hærgen, Poul Behrendts Bissen og Dullen) revolutionære floskler så alvorligt, at man ved at overtræde loven har foræret dem endnu en undskyldning for at undgå det selvopgør, som de burde have taget forlængst, hvis de vil gøre sig fortjent til nogen som helst form for respekt. Og så kunne det borgerlige Danmark passende tage et lige så dybtgående opgør med egne autoritære tendenser, i form af ukritisk støtte til USA's sponsorering af højrefascistiske diktaturer. F.eks. i Chile.

Det er også ærgerligt, at diskussionen udelukkende er kommet til at dreje sig om den historiske, politiske og ideologiske dimension. Hvem der sagde hvad, hvornår, og i hvilken sammenhæng. Det drejer fokus væk fra det virkeligt væsentlige. Nemlig hvordan vi fremover beskytter os mod det psykologiske potentiale for autoritær, fascistisk tænkning, hvad enten den er højre eller venstredrejet, som bliver fremprovokeret, når samfundet og dets institutioner undergår voldsomme ændringer.
Politisk farlige var de aldrig, studentermarxisterne. Men nogle dumme svin var de. Ikke mindst al den middelklasseyngel, alle de arkitektsønner og advokatdøtre, som sad der og ville fortælle os, der kendte til det af personlig erfaring, hvordan arbejderklassen havde det, og hvilket sprog, vi skulle bruge for at fortælle om det. Ikke underligt, at der er så meget opsparet vrede i den reaktion, som dukker op nu. It's payback time! Og det gør jo ikke hævnfølelsen mindre, at de fleste af datidens undertrykkere stadig er nogle dumme svin.

*Carsten Grolin er forfatter og kursusleder

Apropos - 1970'ernes liv

I dagens Historisk Set henviser Carsten Grolin bl.a. til Poul Behrendts portræt af oprørsgenerationen fra 1968, bogen Bissen og dullen (1984). Nedenstående citat fra bogen kan måske også give appetit på selv at konsultere de - ofte ganske (selv)kritiske - kilder, Behrendt benytter.
"I sammenligning med Røde Mølle viser det forrige superkollektiv sig at være for det rene tevand at regne. Røde Mølle grundlægges på ideen om den totale politik og udmønter sig i en kollektivitet, som overgår selv en moderlig sjæls vildeste fantasier. Timelange diskussioner kan rejse sig med næsten ubrydelige fronter omkring det altoverskyggende problem: for eller imod personlige tandbørster. Ophævelsen af den private ejendomsret omfatter ikke bare økonomi, boform og daglige gøremål, men også sovesteder, børn og seksualitet. Inden for disse revolutionære rammer har parforhold nogenlunde samme holdbarhed som et stykke sukker i en kop te: 'Specielt i fællessengen blev i begyndelsen det kollektive liv udfoldet. Det var på den ene side fantastisk hyggeligt at gå sammen i seng, høre musik inden man faldt i søvn - en naturlig fortsættelse og afslutning på en god aften. På den anden side kunne oplevelsen ad dette fællesskab lige så brat afbrydes efter lyset var slukket, når halvkvalte pul gav forkølet lyd et sted i sengen. De 'sovende rygge' spændtes i en udefinerlig vekslen mellem at 'lade som om man sov', 'få lyst til et lille rapt pul' og ønsket om slet ikke at lade sig afficere. Samtidig begyndte også de mange nye par mellem os, som allerede havde dannet sig ved den første fest vi holdt, at blive fysisk mærkbare gennem deres fravær i fællessengen.'
'Stabile forhold var ikke 'comme il faut' eller rettere sagt, det faldt helt ved siden af det liv, de andre førte. Socialiteten var i den grad sat af de skiftende parforhold - af de enkeltes op- og nedture i forhold til en ny partner, at man som gammelt etableret ægtepar kom til at stå udenfor som tilskuer. Den bekendthed med hinanden som opstod i pulene, var vi udenfor, samtidig med at vi heller ikke var inkluderet i de personer som man sexuelt kunne orientere sig imod.'"

De indskudte citater stammer fra (pseudonymet) Dorte Møllers bidrag til bogen 'Livsstykker'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu