Læsetid: 2 min.

Rives i næsen med forbilleder

Debat
23. december 1998

Nu risikerer forfatterne, at Skyum måler dem op med deres forbilleder. Det er for elitært

ANMELDT
På den nyligt overståede bog-messe i Forum kom forfatteren Stig Dalager i en samtale med undertegnede på Gyldendals Tranescene for skade at udtale et par sætninger, som Informations anmelder Erik Skyum Nielsen derefter i sin anmeldelse af Dalagers seneste bog Tilfældige forbindelser bruger som krudtsalve mod ham. Som i de bedste Grimm-eventyr kan man ikke vide sig sikker på ikke at blive straffet for at åbne munden.
På bogmessen citerede jeg i mit interview med Dalager Jyllands-Postens anmeldelse af Tilfældige forbindelser - for vurderingen, at han med denne bog fremstår som en 'etisk forfatter' - og bad om en kommentar. Dalager sagde, at han på en måde godt forstod, hvad Jyllands-Postens anmelder talte om, eftersom de fleste af samlingens fortællinger kredser om temaet 'ansvar og ansvarsforflygtigelse', men at han snarere med denne bog via en bestemt historie - Kælder i Bagdad (der er en fortælling om en yngre irakisk læges flygtningeskæbne) - også havde haft et slags politisk ærinde, vel vidende at det for tiden er ganske umoderne og nærmest passé at tænke politik og kunst sammen. Og i den forbindelse nævnte Dalager, at han litterært set holdt fast ved sine 'forbilleder' Günter Grass og Heinrich Böll, der aldrig skelner eller skelnede knivskarpt mellem litteraturens litterære og politiske indhold.
I Skyums anmeldelse af Tilfældige forbindelser får Dalager nu læst og påskrevet, at han ikke 'ejer' Bölls 'skånselsløse klarsyn'.

Hvorfor jævnføringer
Hvad er meningen med den slags jævnføringer af danske forfattere med udenlandske litterære nobelpristagere eller udtalte forbilleder? Skal eksempelvis Tage Skou-Hansen, næste gang han udsender en prosabog, slås i hovedet med et af hans litterære forbilleder, nobelpristageren William Faulkner? Og nobelpristageren Eliot kan sikkert også finde anvendelse, når en og anden dansk lyriker udgiver sin næste digtsamling.
Bortset fra trivialiteten i foretagendet, hvor meget dansk skønlitteratur ville stå distancen i en sådan kritisk-litterær elitekonkurrence og -dyrkelse.
En anden ting er, at det at have litterære forbilleder vel ikke nødvendigvis betyder, at forfatteren overhovedet gør forsøg på at efterligne dem, et litterært forbillede kan sagtens eksistere i periferien af en forfatters egen skrivemåde som inspiration eller kontrast.
Af samme grund bliver det dobbelt meningsløst og primitivt, når den litterære kritik vil excellere i mekaniske sammenligninger mellem forfattere og forfatterskaber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her