En ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd modstiller - ufrivilligt? - 'normale' danskere og 'etniske kriminelle'. Kan man det?
Vold er vold, kriminalitet er kriminalitet, og kan derfor aldrig undskyldes. Det bør være forudsætningen for enhver debat om emnet. Jeg skal derfor ikke begive mig ud i forklaringer om kriminaliteten blandt de etniske minoriteter, sådan som det er kutymen i de fleste indlæg om emnet.
Nej, jeg vil hellere diskutere, om det overhovedet giver mening at snakke om kriminalitet i forhold til en broget sammensat gruppe, som kun har én ting til fælles: At de ikke har samme etniske baggrund som danskere. Det giver kun mening at tale om kriminalitet i forhold til en afgrænset gruppe, hvis der gælder særlige egenskaber, der gør at netop denne gruppe er mere kriminel end andre. Derfor er det vigtigt at diskutere, hvad det er for en gruppe, vi taler om, hvad dens særlige egenskaber er, og om man overhovedet kan tale om én gruppe med særlige egenskaber.
Debatten drejer sig om det, der i den offentlige debat hedder 'indvandrerkriminalitet'. Allerede her er der grund til at studse. Hvad sker der, når vi sætter 'indvandrer' foran ordet kriminalitet? Kriminalitet bliver noget andet og mere end ren og skær kriminalitet. Så er det ikke længere kun kriminaliteten men også baggrunden for den, vi diskuterer. Jeg vil gerne illustrere min pointe med et typisk eksempel fra medierne.
Christian Nissen, generaldirektør i Danmarks Radio diskuterer mediernes behandling af etniske minoriteter i sit indlæg i Udlændingestyrelsens Nyhedsbrev om Danmarks Udlændinge i februar i år. Han skriver: "15 sekunders TV-Avis med fire unge indvandrere på en mørk gade, der banker to danskere, står stærkere i seernes oplevelse end fem temadebatter, hvor alle de rigtige meninger og alle de nødvendige nuancer bringes frem og afvejes mod hinanden."
Nissen har nok fuldstændig ret i, hvor stor indflydelse nyhedsmediernes og især tv-nyhedernes præsentation af en begivenhed har på befolkningens oplevelse af samfundsgrupper, især hvis de ikke har daglig kontakt med dem. Derfor er det endnu vigtigere at se på, hvad der præsenteres som fakta i tv, som i høj grad bygger på vores antagelser om tingenes væren og sammenhæng. Men disse antagelser formuleres sjældent eksplicit, og fremtræder derfor ofte som en indiskutabel, tidløs sandhed. Bag Christian Nissens argument er der altså en dybereliggende antagelse om etniske minoriteters placering i samfundet:
"Slagsmålet på den mørke gade er en nyhed, mens skildringen af de mange tusinde velfungerende indvandrere aldrig kommer med i en nyhedsudsendelse, hvis vi bruger de gængse og velbegrundede nyhedskriterier ... Hvis vi forskønner virkeligheden ved at nedtone 'indvandrervold' og i stedet bringer udsendelser og indslag med positiv slagside, vil det alvorligt rokke ved DR-nyheders almindelige troværdighed."
Til sidst spørger Nissen om man så skal justere på nyhedskriterierne og bevidst opveje voldsbillederne hver gang med positive billeder af indvandrere.
Ud fra almindelig sund fornuft kan spørgsmålet kun besvares på én måde: Nej, selvfølgelig skal man ikke forskønne virkeligheden. Man skal vise den, som den nu engang er, og diskutere, hvordan man kan løse problemet.
Men, findes der i virkeligheden en 'indvandrervold', der så skal opvejes af positive billeder af indvandrere? Man kan f.eks. med rette spørge, om det bliver til en nyhed i TV-Avisen hver gang seks unge kommer op at slås? Sagt på en anden måde: Hvorfor er det en nyhed, når fire unge indvandrere banker to danskere på en mørk gade? Er det fordi slagsmålet i sig selv har en nyhedsværdi, eller får slagsmålet nyhedsværdi, netop fordi det er indvandrerunge der banker danske unge?
Et beslægtet, men måske meget mere væsentligt spørgsmål er: Hvad er 'indvandrervold' andet end ren og skær vold, der så skal nedtones eller fremhæves? Eller der så skal gøres noget ved?
Er 'indvandrervold' noget, som kun er et problem for 'os danskere', og som 'vi' tager afstand fra, eller er den også et problem for indvandrere?
Hvis volden og kriminaliteten også er et problem for indvandrere, giver det da overhovedet mening at tale om det som indvandrervold eller indvandrerkriminalitet?
Når kriminaliteten beskrives som andet og mere end kriminalitet og tilknyttes en bestemt gruppe, betyder det, at vi allerede er i gang med at forklare årsagerne til kriminaliteten med udgangspunkt i selve gruppen.
Der er mange forklaringsmodeller for, hvorfor etniske minoriteter er mere kriminelle end etniske danskere.
Der er de sociale/økonomiske forklaringer, der tager udgangspunkt i de etniske minoriteters kulturelle baggrund samt diskriminationsforklaringen som støttes af selektionsforklaringen. Alle disse forklaringsmodeller er der gjort rede for i en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd.
Jeg skal ikke gøre mig klog, hverken i forhold til statistikkerne, altså hvordan man laver de statistikker, der siger, at etniske minoriteter er mere kriminelle end danskere, eller i forhold til selve forklaringsmodellerne. Jeg vil gå ud fra, at det tal, der står i rapporten, er rigtigt, og at forklaringsmodellerne er sandsynlige, hvis man accepterer udgangspunktet, at vi kan tale om kriminalitet blandt etniske minoriteter.
Ifølge rapporten er kriminaliteten markant højere blandt de unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, både blandt de 15-19 årige og 20-29 årige, end blandt jævnaldrende danske unge. Men ifølge de samme statistikker var kriminaliteten mindre i 1983 blandt de 20-29 årige mænd, mens den stadigvæk var højere i 15-19 årsalderen. Kriminaliteten er altså lavere blandt ældre, og endnu mindre blandt kvinder med minoritetsbaggrund. Tidligere statistikker viste, at kriminaliteten var lavere blandt minoriteterne som helhed.
Tal siger jo ikke ret meget i sig selv, med mindre man fortolker det. Den mest udbredte, også den mest nærliggende fortolkning af de nye tal, er, at unge med minoritetsbaggrund er mere kriminelle.
Men er det deres etniske baggrund, der er udslagsgivende for kriminaliteten? Hvad er det for nogle fælles forhold, der betegner gruppen, og som vi i givet fald skal indrette indsats efter? Kan man overhovedet tale om etniske minoriteter som en særlig gruppe med iboende egenskaber eller karakteristika, som er gældende for hele gruppen?
Selvfølgelig ikke! For det første har de ikke en fælles etnicitet eller kultur. For det andet har vi en alt for statisk og fundamentalistisk forståelse af etnicitet og kultur i Danmark. Det vil sige, at vi betragter etnicitet og kultur som fastlåste, absolutte størrelser, der bestemmer hvert enkelt skridt i menneskets liv. Men mennesket er et komplekst væsen, der er i stand til at fortolke kulturelle normer, traditioner og påbud ind i nye sammenhænge, der opstår. Ellers ville vi aldrig kunne forstå, hvorfor mennesker, der set med vores øjne kommer fra præcis den samme kulturelle, religiøse og sociale baggrund, har forskellige og ofte modstridende vurderinger af rigtigt og forkert. Vi ville heller ikke kunne forstå, hvorfor de handler forskelligt i de samme situationer.
Man kan derfor heller ikke forklare den højere kriminalitet med udgangspunkt i minoriteternes etniske, sociale eller kulturelle baggrund. Måske er det på tide, at vi flytter fokus fra minoriteterne selv til de sammenhænge, de indgår i. De særlige forhold, der gælder netop for denne gruppe, er deres udsatte, marginaliserede position i samfundet. Det skyldes deres alder, deres anderledeshed, deres synlighed og deres køn (unge mænd).
Disse forhold betyder, at vi i højere grad bør tale om tiltag, der også retter sig mod det omgivende samfund, der både marginaliserer og opretholder marginaliseringen ved at fokusere på gruppen. En sådan tilgang vil give os en bedre forståelse af, hvilke forhold der gør, at der er flere personer blandt udsatte grupper, der er mere kriminelle, uden at vi derved skal undskylde handlinger som vi - og endnu vigtigere - og de etniske minoriteter selv i almindelighed finder forkert.
Selv om forklaringsmodellerne i det Kriminalpræventive Råds rapport er mangfoldige, kommer rapporten med forslag til foranstaltninger, der alligevel tager udgangspunkt i de unges etniske baggrund.
Et af forslagene går f.eks. ud på at skabe dialog mellem parterne som et led i kriminalitetsforebyggelsen. Men at tale om to parter forudsætter lige præcis, at der findes to klart afgrænsede og veldefinerede grupper, som står overfor hinanden. Men indebærer en sådan sammenstilling ikke automatisk, at etniske minoriteter opfattes som de kriminelle, der truer det danske samfund, mens danskerne kommer til at stå for normen?
I stedet foreslår jeg en grundlæggende anden måde at tænke på. Lad os tale om kriminalitet i forhold til en - forholdsvis lille - gruppe unge. Lad os finde ud af hvilke særlige forhold, der betegner denne gruppe.
Det vil give os en bedre forståelse af, hvad der gør, at netop disse unge er mere kriminelle i forhold til deres jævnaldrende, uden at vi på nogen måde kommer til at undskylde deres handlinger, som 'vi' og i lige så høj grad også 'de etniske minoriteter' selv tager afstand fra.
*Kjeld Holm er formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling og biskop i Århus Stift
Apropos - At være politisk ukorrekt
Det er efterhånden blevet sådan, at man gør en dyd af ikke at være politisk korrekt. Om det er der - mindst - tre ting at sige.
For det første bruges beskyldningen efterhånden til effektivt at standse enhver debat om f.eks. vores måde at debattere etniske minoriteter på. Holdningen er: Jeg må gerne sige alt, hvad jeg har lyst til om minoriter, om det så er nedsættende, diskriminerende eller direkte racistisk, og det skal ingen andre kritisere.
For det andet går beskyldningen om politisk korrekthed efter manden m/k i stedet for efter synspunktet. Smart - og langt nemmere end at modargumentere.
For det tredje ligger der bag beskyldningen om politisk korrekthed en snu retorisk strategi. Begrebet hentyder til at man lukker øjnene for de 'virkelige' problemer i sin egen lallede, pseudo-liberale, naivt humanistiske verden og lader andre slås med problemerne. Således udnævnes ens egen beskrivelse af en problematik til den skinbarlige virkelighed, mens andres synspunkter kaldes subjektive, hellige eller - endog - kulturrelativistiske.
Hvorfor skulle det for eksempel være politisk korrekthed at pege på, at etniske minoriteter i særdeleshed på tv kun optræder i forbindelse med problemer og kriminalitet, og ellers stort set er fraværende som almindelige mennesker i den øvrige programflade? Hvorfor er det mere korrekt (dog ikke politisk korrekt) at lade være med at afspejle samfundet, sådan som de offentlige tv-medier ellers har pligt til? Er det mere politisk korrekt at sige, at man bør bryde de faste mønstre, vi tænker i, end at tænke i faste mønstre?
Min pointe er, at det ikke handler om politisk korrekthed, men om vores forestillinger om verden. Hvis vi har en fastlåst forståelse af, hvad kultur og traditioner betyder for mennesker, kommer vi nemt til at tro, at alt, hvad etniske minoriteter gør, også kriminaliteten, har med deres kultur og traditioner at gøre.
'Indvandrerkriminalitet' er et interessant eksempel. For hvordan skal vi så forstå kriminalitet af samme type blandt danskere? Tyr vi også her til forklaringer, der har med de kriminelles danske etniske baggrund at gøre? Nej, vel?
Kjeld Holm
