Læsetid: 9 min.

Staten skal rockes

1. december 1998

Rocken og resten af den rytmiske musik har ikke brug for krisehjælp, men statsanerkendelse, sagde TV-2's sanger og sangskriver i går på Christiansborg-konference om ny spillestedslovgivning

KOMMENTAR
Kammerater!
Ærede tilhørere. Var det ikke for spillestederne, havde vi som orkester ikke været hvor vi er i dag. F.eks. kunne jeg være blevet læge. Hvem er det, der har stuegang i dag...? Åh, jeg tror, det er Dr. Brandt, han er lidt skrap... !
Mine damer og herrer. Jeg er ikke taler, der er endda dem, der mener, jeg heller ikke er sanger. Alligevel har jeg valgt at lade mig stille her op på talerstolen i dag, fordi det er vigtigt, som noget af det sidste fornuftige vi foretager os i det her årtusind, at få den rytmiske musik på Dankortet, undskyld landkortet over i første omgang Danmark, men hvem ved Europa, verden som sådan?

Aldrig fået noget
Jeg står her som repræsentant for den generation inden for det rytmiske miljø, som aldrig har fået noget. Sådan særligt. Aldrig. Bortset lige fra 12 års skolegang spændt op med syv bevidsthedsudvidende år på universitetet, hvor nogle af os fik opbygget en pæn studiegæld, mens vi zappede rundt på fakulteterne, fordi vi i solidaritet med arbejderklassen ikke ville tage arbejdet fra dem. Vi har aldrig fået noget, bortset fra et socialt sikkerhedsnet som gør, at jeg (og en stor del af de andre musikere i Århus på det tidspunkt i 70'erne) erhvervede sig adskillige nyttige kurser i bl.a. bygge og anlæg - jeg kan således, hvis det sku' være, fremvise et diplom, som godtgør at jeg i krigstilfæde har lov til at praktisere som kloakmester - men ellers har jeg aldrig fået noget, bortset lige fra alle de år, hvor jeg som dreng gik til spejder, spillede trompet på aftenskole, udøvede idræt, musik og drama (mest drama) under fritidsloven, bortset fra, at lægen altid kom, når jeg var syg, og indlagde mig, når armen sagde nej, bortset fra nogle dygtige, veluddannede og dejlige mennesker, som passer mine unger, mens far er ude at trykke sig selv af, som vi siger. En skole, som lærer mine børn at læse, (ganske vist lidt langsommere end i Finland - de er på den anden side osse hurtigere til kniven) bortset fra biblioteker, kirker, museer, svømmehaller, medborgerhuse, idrætsanlæg, væresteder, kulturhuse, bygninger, veje, broer - bortset fra en velfærdslignende situation, som gør, at mange menneskers største problem for tiden er at finde anvendelige artikler i alle de alt for mange julekataloger. Artikler, som vi kan købe og gi' i håb om at tænde noget, der minder om begejstring i øjnene på hinanden og nutidens snotforkælede, forvænte, forvirrede, overstimulerede, ombejlede og dejlige møgunger.
Bortset fra det tilhører jeg en generation, som aldrig har fået noget. Men nu er tiden inde. Det er pay-back time. Nu må vi give noget af det, vi aldrig har fået, tilbage!

Hvad skal det koste
Jeg kan godt se, at mine ord har bevæget kulturministeren. Måske sidder hun og tænker, hvor meget skal det mon koste? Her vil jeg da gerne træde til med et hurtigt overslag. Hvad med en spillesteds-lovgivning som den, der ligger her på bordet i dag ? Så er vi næsten even...
Nu kan jeg osse se en hel masse repræsentanter for den rytmiske musik sidde og tænke: Det kan da godt være, han ikke er nogen stor sanger, men han taler da meget godt. Men hvis sag er det i grunden, han taler ?
Jeg kommer ikke her i dag med hatten i hånden og be'r om penge. Jeg ser ikke mig selv som repræsentant for en rytmisk musik, der står ude i regnen og banker på for at komme ind i varmen til den finere kultur. Vi er ikke ude i 'en lille pige med svovlstikker'-agtig situation.
Den rytmiske musik er på trods af alle odds, og alt det der ikke er gjort for at understøtte den, kommet for at blive. Osse selv om mange gennem tiderne har arbejdet aktivt for teorien om at det der med jazz, rock, pop og protest, det går over. De blir nok klogere, de unge mennesker... Men det gør de bare ikke. De blir ældre, gør de, men lytter stadig til den nye musik indenfor genrerne, mens nye unge med stor måben hører den musik, de gamle spillede dengang, de var unge og så videre...
Det er ikke tilfældigt, at Leif Davidsen i sin nye danmarkskrønike bruger den rytmiske musik til at sætte billeder på inde i vores hoveder. Hvor mange links er der ikke fra Gasolin til stemninger, dufte, begivenheder, steder, drømmelængsler. Perioder af forskellige slags liv rulles op, når Sebastian sætter musik til Janteloven, eller lader en hel generation genopdage styrken, som ligger i et fælleskab: I kan ikke slå os ihjel.
Man hører sangen, ser tiden som den var og som den tager sig ud nu, på afstand, i overbærenhedens lys. Og hvem sidder ikke ved siden af C.V. Jørgensen, når han placerer sig på en bombe i et S-tog og drømmer sig tilbage, til dengang i de ligeglade tressere, hvor blomster var symbol på det samme som bomber er i dag.

Hvor kommer hadet fra
Hvem er ikke med i den hujende flok af ubarmhjertige unger, når Allan Olsen giver beretningen om taberens søn. Er vi ikke flere som rammes af nervøse trækninger, når MCClemens hudfletter sin samtid, hvor kommer alt det had fra? Eller når Nikolai Peyk hustler sig igennem Danmark med fokus den trendsatte selvoptagethed. Hvem vil ikke i et svagt øjeblik være nødt til at give ibens ret, når de sammenligner sex med Ølstykke i november, tåget, klamt, lav sigt!
I en tid med soap og fingerede dokudramaer, quizzer og uforpligtende underholdning (i parentes bemærket, hurra for det ) er det vigtigt at have en Thomas Vinterberg gående løs, så nogen trods alt gør noget, når festen blir lige lovlig løssluppen, en Line Knutzon, når tiden skal sættes til vægs i teatret og en Niels Hausgaard, der kan vinkle sig ind på verden, når den er mindst og mest universel.
Det er altsammen billeder. Altsammen fortællinger. Det er altsammen liv. Vores liv. Det er op til os at forvalte det ansvar, som handler om at sikre fordybelsen rimelige arbejdsvilkår. Uanset hvilket udtryk den måtte vælge. Nu skal der nok sidde nogen derude og tænke, fint nok.
Men giv os nu nogle beretninger fra spillestedernes røgfyldte omklædningsrum. Kom nu Hr. Lærer, vi vil se lysbilleder, vi vil se, hvad der er i de filmspoler, du holder så tæt ind til kroppen. Løgnehistorier, velsagtens? Eftersynkroniserede klip fra en svunden tid med ubrydeligt kammeratskab og sammenhold, scener befolket af ildsjæle og fantaster, frivillige og ulønnede musik-elskere, samhørighed beyond enhver lovgivning?

Syge vendelboer
Ja, lige præcis. Det var vildt romantisk dengang i Hjørring da en flok syge (nogle vil hævde, at det er de alle sammen deroppe fra) vendelboer besluttede sig til at Vendsyssel skulle have et spillested.
Og de ville da osse godt prøve noget rock, om vi kunne spille fire gange tre kvarter, på døren, naturligvis, om vi kendte nogen i omegnen som vi kunne bo hos. Det kom vi til.
Arrangørerne, unge fra alle kanter af det lokale miljø, havde gang i en slags bofællesskab. Der flyttede vi ind. Og i mange år var Hjørring et sted, hvor alt, hvad der bevægede sig inden for den rytmiske musik kiggede forbi. Det allerførste job på et spillested var et, vi havde vundet i en international jazzbeat konkurrence.
Der var fire tilmeldte til konkurrencen og vi strøg ind på en flot 3. plads og præmien... det var at få lov til at give koncert på det legendariske Jazzhus Tagskægget.
Og der stod vi så en mandag i januar, hvor personalet alligevel havde statusopgørelse, og spillede på livet løs fra kl. 3 om morgenen til kl. 4 uden at genere nogen... der var sådan set ikke nogen at genere, overhovedet.
Men vi havde spillet på et rigtigt spillested. Ligesom vi gang på gang, på trods af at vi kom fra Århus og talte på en mærkelig måde, fik lov til at slæbe vores Hammondorgel og Altec Lansing kasser op på 4. sal i Musikcafe'n i København.

Vi fik lov at blive ved
Vi blev ved, fordi vi fik lov til at blive ved. Indtil der til sidst osse mødte et publikum op til koncerterne.
Vi fik chancen til at udvikle os, vokse med opgaverne, finde vores egne ben rundt omkring på spillestederne.
Sådan var vi mange bands, der i kraft af spillestederne fik muligheden for at uddanne sig og under betryggende former prøve grænser af. Vores egne, arrangørerne og ikke mindst tilskuernes. Ligesom bands i dag hænger sammen med spillestederne, publikum og tiden, når vores allesammens historie skal fortælles.
For nogle år siden, længe før man indførte pasningsgaranti, stod vi hjemme hos os i den situation, at vi godt ville have vores barn i vuggestue.
Det var selvfølgelig pløkumuligt, ventelister og alt muligt. Vi fik så det råd at møde op på pladsanvisningen og begynde at græde, henholdsvis klage, kræve, true og græde fordi alt angiveligt var ved at styrte sammen over hovederne på os.
Vi valgte i stedet, jeg indrømmer det var ren gamling, at møde op og fortælle historien, som den var. At vi havde gang i et liv, som alt i alt tegnede både spændende og omfangsrigt og i de planer for fremtiden, som vi havde lagt indgik altså en vuggestueplads!
Fire dage efter startede vi på blå stue.

Signalopfangelse
Nu skal man passe på med solstrålehistorier. Herhjemme i Danmark er det vel nærmest at sætte spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. Men alligevel var det for mig et vendepunkt i opfattelsen af hvad et moderne samfunds opgaver:
Først og fremmest selvfølgelig at tage sig af de svage og hjælpe hvor der er behov. Men derudover bør et samfund se det som sin pligt at opdage, hvor tingene sker, opfange signaler, nye tiltag, være opmærksom på områder, hvor normalstandarden ændres, flyttes fremad og videre.
Som for eksempel når dansk film pludselig rykker. Eller når dansk rytmisk musik koger derude, mere frodig, nysgerrig og mangfoldig end nogensinde. At skabe vilkår og vækstbetingelser. At være opmærksom på at kunstens rolle ikke er ændret, men i en tid, der af mange opfattes som kaotisk, er blevet endnu vigtigere: At fortælle os, hvor vi er og hvorfor. Som mennesker, som nation, som del af et verdenssamfund.
Kammerater, mine ærede tilhørere

Tidens sprog
Tillad mig at konkludere:
Den rytmiske musik har ikke brug for krisehjælp. Den har brug for anerkendelse. Statsanerkendelse.
Den er for længst anerkendt, taget til sig ude i befolkningen.Den kører i alle samfundslag, som en del af tidens sprog, som et katalog man kan slå op i for at orientere sig, som historiefortælleren, der placerer os i ensammenhæng og sikrer os et afsæt, et fællesskab, en identitet på vej ind i et svimlende nyt årtusinde.
Jeg synes, vi skal give staten chancen for at udføre den fornemme opgave, vi i fælleskab har pålagt den. At være medspiller på de begivenheder, som allerede foregår ude i det virkelige liv. Finder sted. Lige nu.
Det synes jeg godt man kunne tænke lidt over. Men helst ikke alt for længe.

Steffen Brandt er sanger og sangskriver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu