Kronik

Den store sorte stemme

Debat
14. december 1998

Er han mon glemt i dag, Paul Robeson med fløjlsstemmen? - Vi mindes Robeson, der i år ville være fyldt 100 år, som en stor sanger, en modig forkæmper for sortes rettigheder og en vidunderlig fortolker af klassiske Negro Spirituals

Den sorte amerikanske baritonsanger Paul Robeson var i 1920'rne og 30'rne en international anerkendt og elsket sanger. I dag er han ikke almindelig kendt, nævner man derimod sangen: "Ol' Man River", ser man tit et genkendelsesglimt i folks øjne.
Sangen om den store Mississippi-flod er i særlig grad forbundet med Robeson. Han har dog sunget et væld af andre dejlige sange, og har man en gang hørt hans pragtfulde stemme, så fuld af indlevet følelse, glemmer man den aldrig.
I år er det 100 år siden, Paul Robeson blev født i byen Princeton i staten New Jersey. Han var yngste søn af byens negerpræst, og opdragelsen som præstesøn satte sit præg på den intelligente dreng, der med sig fra hjemmet fik en sans for retfærdighed, der prægede ham livet igennem.
England gjorde flittigt brug af ham som skuespiller og sanger. Han blev hurtigt berømt pga. roller i "All God's Chillun Got Wings", "Emperor Jones" samt "Black Boy". Højdepunktet som skuespiller kom med titelrollen i Shakespeares Othello. - Et andet højdepunkt blev hans sang "Ol Man River" i Show Boat.
Robeson deltog i koncertturnéer i USA, Sydamerika og Canada, og fra 1926 i Europa. Han sang i København i 1935, -39 og -49.

Hele sit liv var Robeson optaget af de amerikanske sortes ve og vel. Hans hjertesag var at skaffe ligeberettigelse og bedre kår for, hvad han kaldte "sit folk", USA's sorte, og han var aldrig bange for at tale sit folks sag. Ofte talte han med store bogstaver, når han hævdede, at USA's sorte ikke blev retfærdigt behandlet. Også Louis Armstrong brugte stærke ord om denne uret, men Robeson kostede det dyrt, da det politiske klima i USA efter krigen undergik en drastisk forvandling. Sovjet var blevet hovedfjenden, og McCarthy fik held til at starte en heksejagt mod kommunister og folk, man mistænkte for at være det.
På sine rejser til Europas hovedstæder havde Robeson bl.a. besøgt Moskva, hvor han blev modtaget med stor begejstring. Han kvitterede med at tale positivt både om kommunismen og om russerne. Det passede ikke myndighederne i Washington, som anså ham for kommunist, og en kommissionsdomstol dømte ham skyldig i uamerikansk virksomhed. Han blev beskyldt for "at deltage i international sammensværgelse". Paul Robeson nægtede kategorisk, at han på noget tidspunkt havde været med i en sådan sammensværgelse, Robeson havde ej heller begået noget ulovligt. Alligevel blev hans pas inddraget og måtte ikke forlade USA. Først i 1958 fik han igen lov til at rejse udenlands. På alle måder søgte myndighederne at be-grænse hans virke, og i mere end 10 år var han lagt på is i sit hjemland, ja nærmest tiet ihjel.
Af og til kom det frem i medierne, at Robeson blev uretfærdigt behandlet. Ud af mange tilkendegivelser skal der her citeres en enkelt. En Virginia-avis skrev i juni 1956: "Paul Robeson er en stor kunstner og et overordentlig sympatisk menneske. Hans egen succes har ikke forblindet ham overfor de uretfærdigheder, der tilføjes hans race... At nægte ham retten til at rejse, at synge og tale, som han vil, at sætte ham i gabestokken af en Congressional Committee og lade mindre mænd plage ham, er mere skadeligt for Amerikas prestige udenlands end nogen udtalelse han nogensinde er kommet med."
Paul Robesons far var født og opvokset som slave. Som 15-årig flygtede han ad den farlige rute nordpå, og gennem hårdt arbejde og studier var han blevet prædikant og præst for en sort menighed i Princeton. Pastor Robeson var højt respekteret og altid interesseret i sin races velfærd. Ethvert forsøg på at blande sig i deres ret imødegik han omgående. Han tog sig meget af sin søn, og Paul elskede og respekterede sin far højt.

Paul mistede sin mor mens han var dreng. Hun havde været lærer, og gjort et stort arbejde blandt de fattige og svage sorte familier. Paul mærkede dog ikke savnet så stærkt, da han i alle de sortes hjem blev modtaget som et familiemedlem.
Det rige Princeton var hvidt. De sorte var der for at gøre arbejdet. Som tjenere og kokke i de velhavendes hjem, som arbejdere i de nærliggende farme og på fabrikker. De var henvist til de dårligst betalte jobs. Skønt der er sket en betydelig forbedring af de sortes kår i USA, - bl.a. på grund af folk som Robeson - er deres muligheder og vilkår stadig betydelig ringere end den hvide mands.
Med sig fra hjemmet fik præstesønnen en kærlighed til at lære og en uopholdelig søgen efter sandhed. Pastor Robeson havde blankt afvist Washingtons linie, at sorte uddannelse skulle være begrænset til det fysiske, og Paul følte sig ikke underlegen i forhold til sine hvide kammerater.
Paul Robeson gik i de højere skoleklasser i Sommerville og fik tætte venskaber også til hvide klassekammerater. I slutåret på Sommerville skole deltog han i en konkurrence om et fire-års stipendium på Rutgers College. Der blev stillet store krav, men Paul vandt stipendiet. Han var særdeles velbegavet, foruden at være en fin atlet, og før han blev sanger og skuespiller, nåede han både at studere jura på Columbia Universitet og at blive kendt som en dygtig fodboldspiller.
I sin bog Here I Stand skriver Robeson bl.a.:
"I de tidlige dage af min karriere som skuespiller delte jeg, hvad der var den fremherskende holdning blandt negre, at en films form og indhold var af mindre betydning. Det, der betød meget, var muligheden - som kom så sjældent til vort folk - for at deltage på scenen eller i film. At blive tilbudt en stjernerolle var noget enestående for en negerskuespiller. - Da jeg under krigen fik chancen at vise mig for amerikansk offentlighed i en stor Shakespeare-produktion (15 år efter at jeg først havde spillet Othello i London), blev jeg meget glad for at erfare, at jeg havde ydet negrene og verden god tjeneste ved at vise, at negre er i stand til stor og udholdende fortolkning."
Men det er som sanger, at Paul Robeson vil blive husket og æret, enten det er åndelige sange fra The Deep South, folkesange fra Skotland eller fra andre dele af verden.
"Jeg hørte mit folk synge, - og min sjæl blev fyldt med deres harmonier". Sådan reflekterede Paul Robeson i 1958 om det, der havde betydet mest for ham. Han startede i kirkekor, ligesom bl.a. Marian Anderson og Mahalia Jackson. Det var i høj grad neger-kirken, som udviklede hans naturlige talent.
Da den østrigske musik-kritiker Sigried Geyer ca. 10 år før krigen hørte Paul Robeson synge, skrev han bla.:
"Da manden begyndte at synge én af disse Negro Spirituals fyldt med den dybeste melankoli - langsomt og fuldt, kom de første ord ... - og hallen blev pludselig tyst og stille. Vi lyttede til toner af en sjælden hørt renhed. Og det, der fulgte... Det var en stemme, hvor den motiverende kraft var sjælen." - En lignende positiv kritik kom fra andre lande, blot gentaget med andre ord. En fremstående ven udtalte: "Din sang er en tros-erklæring. Du synger, som om den almægtige Gud har sendt dig ind i verden, for i sang at føre sag for den jævne mand. Du er i sandhed folkets kunstner."
Paul Robesons måde at synge på ændrede sig ikke, han nægtede simpelthen at synge sange - ligegyldig hvor populære - der ikke stemte overens med hans følelser. Spurgt om sig selv udtalte Robeson, at de sange han sang, var mere udtryksfulde for hans følelser end noget, han kunne fortælle om sig selv.

Gennem de år han var 'lagt på is' i Amerika, vedblev han at studere musik fra alverdens folkeslag. I sin bog skrev han: "Jeg fandt enorm tilfredsstillelse ved at udforske oprindelsen og forbindelserne mellem forskellige landes folkemusik..."
I maj 1958 var Robeson med i sin første Carnegie Hall-koncert i 11 år, og han overbeviste kritikere og tilhørere, at hans stemme stadig besad sin kraft og skønhed. Kort efter - på det europæiske fastland - blev Robeson hyldet alle vegne med overvældende begejstring. I 1961 pådrog han sig en langvarig sygdom, og levede herefter et tilbagetrukket liv. Paul Robeson døde i 1976, 78 år gammel.
Hvorfor hører man aldrig Paul Robeson i Danmarks Radio?
Der havde ellers været en god anledning nu, i 100-året for hans fødsel, til at høre hans dejlige udtryksfulde baryton/ bas.

APROPOS

Robeson rehabiliteret
Sangeren og skuespilleren Paul Robesons minde blev fornylig hædret med en galla i det berømte ballroom på Waldorf Astoria-hotellet i New York. Anledningen var 100-årsdagen for hans fødsel. Billetterne kostede 1.000 (tusind) dollars stykket, og selveste præsident Clinton sendte beskeden: "The nation is stronger because of Robeson's vision."
Det kunne i høj grad ligne en rehabilitering af baryton-sangeren Paul Robeson (1898-1976), der stadig står som en både mytisk og kontroversiel figur i USA's nyere kulturelle historie. Herom kan De læse i dagens Historisk Set af Svend Grundtvig.
Som én af de første sorte overhovedet opnåede Robeson faktisk stjernestatus, men han nøjedes ikke at være én af 1920'rnes og 30'rnes store fortolkere af bla. Shakespeares skuespil Othello, bla. over for den britiske Dame Peggy Ashcroft.
Robeson var også ivrig borgerretsforkæmper, især for sortes rettigheder. I 1950'erne begik han tilmed den - efter tidens forhold - kostbare fadæse at støtte Sovjetunionen under Den kolde Krig. Det kostede ham store vanskeligheder i arbejdet, og hans pas blev inddraget i otte år på grund af hans venstreorienterede holdninger.
Som eksempel på en stor kunstner med sine meningers mod har Robesen været et eksempel for yngre generationer af udøvende afroamerikanske kunstnere - ikke mindst, fordi hans repertoire også omfattede USA's 'sorte' folkelige musiktradition, Negro Spirituals. Sange, som også har spillet en væsentlig rolle for en anden sort pioner, koreografen Alvin Ailey, hvis hovedværk Revelations danses til Negro Spirituals.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her