Kalder man PKK's modstandskamp terroristisk, kan man lige så godt kalde den danske modstand under besættelsen terror
TYRKIET
Ankomsten af Kurdistans Arbejder Parti, PKK's formand Abdullah Öcalan, til Italien har for alvor sat Kurdistan- konflikten på den europæiske dagsorden. Og det på et niveau, Tyrkiet ville have gjort alt for at undgå. Siden en udlevering til Tyrkiet nu er udelukket, koncentrerer medierne sig - med flittige, men knap så objektive indlæg og udtalelser fra visse kredse - om tre emner: terrorisme, retsforfølgelse og demokrati.
Hverken PKK eller dets formand er terrorister. Han kan derfor ikke retsforfølges. For hvad er terrorisme? Ifølge Politikens Nudansk Ordbog, Gyldendals fremmedordbog og Oxford Advanced Learner's Dictionary kommer ordet 'terror' fra latin og betyder "skræk, rædsel og voldshandlinger". Terrorisme er "anvendelse af vold, eller trusler om vold, f.eks. som politisk middel". Gyldendal skriver, at terrorisme er "system baseret på terror, rædselsherredømme". På godt dansk betyder terrorisme altså 'magtanvendelse' og som det fremgår, skelnes der ikke mellem typer af vold, de aktører der udøver volden, formålet med den, eller hvem volden er rettet imod.
Voldsmonopolet bevares
"Vold som politisk middel" er kun anført som eksempel og bærer da også præg af den moderne anvendelse af ordet terrorisme. Vi har nemlig at gøre med et moderne begreb. Et begreb, der knytter sig til den moderne stat, hvis vigtigste karakteristika er evnen til at skabe og opretholde et centraliseret voldsmonopol, evnen til at kunne terrorisere, over et givent territorium. Dette er simpelt hen grundlaget for statens eksistens. Enhver stat er ud fra denne definition "et system der bygger på terror" og følgelig terrorist.
Når individer, grupper, organisationer eller stater fører væbnet kamp, dvs. bruger vold mod hinanden, så har vi altså at gøre med to terrorister, der står og udøver terrorisme mod hinanden. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om man kalder denne handling for terrorisme, slagsmål, konflikt eller krig.
Når akademikere eller almindelige interesserede forklarer den amerikanske uafhængighedskrig, den franske revolution, kampen mod apartheid eller den danske modstandskamp under krigen, snakker de derfor ikke om terrorisme. De snakker om årsagssammenhængene i disse begivenheder, de samfundsmæssige og historiske forhold, der dannede grundlag.
Tyrkiet har et problem
Derfor kan man heller ikke med æren i behold forsøge at forklare Kurdistan-konflikten ved at kalde PKK en terrororganisation, fordi den fører væbnet modstandskamp mod den tyrkiske stat. At insistere på det er ikke andet end et slet skjult forsøg på at bortforklare Tyrkiets undertrykkelse af det kurdiske folk, og det er lige netop, hvad Tyrkiet og dens talsmænd rundt omkring i verden har gjort igennem de sidste femten år. Det hedder konsekvent, "Tyrkiet har ikke et kurdisk problem, men et terrorproblem".
Men virkeligheden er omvendt: Tyrkiet har "et kurdisk problem". Derfor er hverken PKK eller Öcalan terrorister, de er den ene part af Kurdistan-konflikten. Følgelig er ethvert forsøg på at retsforfølge PKK's leder under påstande om terrorisme ikke andet end at gå den tyrkiske stats ærinde.
Tyrkiet opfylder, trods et flerpartisystem og visse demokratiske institutioner, ikke de mest elementære principper for demokrati og retsstat. I modsætning til alle andre statsformer i historien, er den moderne stats voldsmonopol (læs terrorisme) legitim. Legitimiteten bygger på demokrati (folkestyre). Magtens tredeling skal sikre borgerne mod overgreb og magtmisbrug fra statens side. Lovene er nedskrevet, almene og gælder for alle. Den moderne stat er derfor en retsstat der bygger på demokrati, der med min gamle historielærers lettere firkantede ord er "flertalsstyre med respekt for mindretallets rettigheder. Ikke flertallets diktatur over mindretallet".
Ellers er staten og dens magt illegitim. I Tyrkiet er princippet om lighed for loven, afhængig af den tyrkiske identitet. Ifølge paragraf to i den tyrkiske grundlov er "enhver der lever indenfor den tyrkiske republiks grænser tyrker". Dvs. at man er lige for loven som tyrker. Enhver påberåbelse af en ikke-tyrkisk national identitet er brud på grundloven. De findes ikke, og noget, der ikke findes, kan ikke have eller gøre krav på rettigheder.
En unitær nationalstat
Den opmærksomme læser vil ihukomme sætningen: "Tyrkiet har ikke et kurdisk problem". På trods af dets multinationale sammensætning er Tyrkiet grundlagt som en unitær nationalstat efter princippet "et folk, et sprog, et flag", hvorfor det i sin 75 års levetid tilsammen har haft 30 års borgerkrig med kurderne (1925-40, og 1984-98). Hertil kan føjes udryddelsen af halvanden million armeniere og sporadiske sammenstød med kurderne i 1918-23.
På grund af fornægtelsen, undertrykkelsen og forfølgelsen af andre etniske grupper og nationaliteter er den tyrkiske stats autoritet over for disse illegitim og bygger på den rå magt. Kemalismens princip om en chauvinistisk tyrkisk nationalisme er en grundlæggende forhindring for en demokratisk udvikling i Tyrkiet.
Etatismen, et andet kemalistisk princip, inspireret af Mussolinis korporatisme, er en anden forhindring. Det ekstremt centralistiske system forhindrer enhver nytænkning, reformering eller demokratisering af Tyrkiet. Selv bureaukrater af den laveste rangorden udsendes fra Ankara. Borgmestre og andre folkevalgte personer i landet er underlagt guvernører udsendt fra hovedstaden. Dermed er enhver mulighed for en demokratisk udvikling af staten og samfundet fra neden, en decentralisering af magten ligeledes udelukket. Etatismen bryder derfor grundlæggende med princippet om magtens tredeling.
Kemalismen, den tyrkiske stats ideologi, har omklamret staten og samfundet, og den tillader ingen andre end sine talsmænd at udøve politisk virksomhed i Tyrkiet, hvilket sætter princippet om frie valg ude af spil. Det forklarer forbudene mod og overgrebene på såvel det kurdiske HEP, det nuværende HADEP (hvis formand igen blev arresteret så sent som i sidste uge), som på det religiøse Velfærdsparti.
Tyrkisk demokrativariant
Militæret, 'Det nationale sikkerhedsråd', 'statens sikkerhedsdomstole' og superguvernøren i Kurdistan, hvor den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt er samlet i hænderne på én person er andre eksempler på 'tyrkisk demokrati'. Parlamentet, regeringen og domstolene er hverken over eller ved siden af disse. Selv om de er "grundlovsmæssige institutioner" som det yndefuldt gentages, er der tale om en grundlov indført af militærjuntaen i 1982.
Det er ikke andet end udbredelse af skamløs propaganda, når nogle hævder, at Tyrkiet er demokratisk, at det kurdiske folk har haft mulighed for demokratisk forfølgelse af deres rettigheder, når den tyrkiske stat ikke engang anerkender deres eksistens.
Tyrkiets eneste redning er anerkendelse af statens multinationale karakter og en decentralisering (og tredeling) af magten, der kan bane vejen for en ægte demokratisk udvikling i landet. Og dét kan kun lade sig gøre gennem en omstrukturering og omorganisering af den unitære statsform.
