Af KIM TOPHOLM ANDERSEN statsamtsfuldmægtig,bestyrelsesmedlem i foreningen af statsamtsjurister
I statsamterne bliver vi ofte skudt i skoene, at vi er partiske. Vi mener selv, at det er vores fremmeste opgave at tilgodese det enkelte barns interesser
BARNETS TARV
Information har på det seneste bragt nogle overvejende kritiske læserindlæg om det, at børn inddrages, når stats-amterne behandler sager om forældremyndighed og/eller samvær.
Foreningen af Statsamtsjurister er glade for, at disse vigtige spørgsmål, der optager os meget, også har interesse i den brede offentlighed.
Debatindlæg er - naturligt - ofte båret af et stærkt engagement hos den skrivende. Det kan nogen gange føre til, at indlægget - set fra en 'objektiv' vinkel, kan forekomme enøjet og usagligt.
Lawrence Heymans indlæg i Information den 12.-13. december efterlod i høj grad dette indtryk hos os.
Foranlediget heraf, må det understreges, at vi som embedsmænd føler os forpligtigede til at efterleve gældende lov. Hvis administrationen kun efterlevede de love, den selv synes, den vil efterleve, kunne vores demokrati ganske enkelt ikke fungere. Vi er også som samfund forpligtet af internationale aftaler - herunder FN-konventionen om barnets rettigheder. Denne konvention indeholder bl.a. - i artikel 12 - denne aftale: "Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder."
Udvikling i regler
Denne internationale forpligtelse har medført en udvikling i de regler, der gælder for hvornår forvaltningsmyndigheder skal vide noget om, hvad børnene selv mener om en sag, der angår dem.
For statsamternes vedkommende er det sådan, at børn kan komme i kontakt med os enten ved at de selv henvender sig med et problem, eller - mere almindeligt - ved at deres forældre har en sag i statsamtet.
Forældrenes sag kan dreje sig om forældremyndighed, om samvær, om barnets navn eller om at barnet ønskes adopteret.
Bortset fra situationer hvor et dødsfald har efterladt et barn uden en forældremyndighedsindehaver eller hvor en forældremyndighedsindehaver midlertidigt er forhindret i at udøve sin forældremyndighed, kan statsamterne ikke bestemme, hvem der skal have forældremyndigheden over et barn. Den kompetence tilkommer enten forældrene selv eller en domstol, hvis forældrene ikke kan blive enige. Statsamtets rolle er i disse situationer mest rådgivende.
Statsamterne skal derimod træffe afgørelse i tvister mellem forældre om barnets samvær med den af dem, der ikke bor sammen med barnet til daglig, om barnets navn og om adoption. Sager om forældremyndighed og samvær er langt de hyppigste, og det er særligt disse sager det følgende er møntet på.
Ingen, der har kendskab til de konflikter, et opbrud i en familie kan medføre, vil ær-ligt kunne hævde, at der kan gives entydige svar på, hvordan alle konflikterne skal eller kan løses. I statsamterne lægges der stor vægt på, at konfliktramte familier får et bredt tilbud om hjælp, fordi der både er behov for at få truffet nogle beslutninger, der vedrører den nærmeste tid, og for at få taget hul på en ny fremtid, hvor familien kommer til at se helt anderledes ud end før.
Kompleks situation
Statsamterne vægter tvær-fagligheden i vores virke højt, netop fordi vi skal agere i en ofte meget kompleks situation. Den lovgivning, vi skal administrere i disse situationer, henhører under justitsministeriets ansvarsområde.
Der er langt henad vejen lagt nogle politisk vedtagne rammer for den måde, vi skal agere på, når vi inddrages i konflikterne. Herunder er det bestemt, at vi skal kende barnets holdning og tage hensyn til den ved vores beslutninger.
Grænserne for, hvor gamle børn skal være, før vi skal kende deres holdning, er i udvikling, sådan at det nu gælder for børn ned til syv-otte års alderen alt afhængig af, hvilke spørgsmål, det drejer sig om. Tidligere gjaldt der som hovedregel en 12-års grænse.
Alle, der har indflydelse på et andet menneskes liv, får derved lagt et stort ansvar over på sig. Det gælder både i det professionelle og i det private liv.
Dette ansvar medfører en pligt til at tage vare på det andet menneske, at respektere det, lytte til det og tage det alvorligt. Når det andet menneske tilmed er et barn, bliver ansvaret så meget desto større.
Det er vores overbevisning, at de ansatte i statsamterne løfter det ansvar så godt som nogen kan, under de vilkår der er givet. Vi mener, at det er meget vigtigt, at barnet får mulighed for at tale med en udenforstående, når familien brydes op. Ofte vil barnets forældre nemlig selv være for fyldte af stærke følelser til at de aktuelt i tilstrækkeligt omfang også kan rumme barnets følelser og behov i situationen.
Desuden vil der tit være nogen spørgsmål, som barnet har svært ved at tale med netop sine forældre om i sådan en situation.
Børne-rådgivning
Dette behov hos barnet for at få en udenforstående at tale med kan imødekommes ved, at barnet får samtaler ved den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne efter loven skal tilbyde både forældre og børn.
Det er vigtigt at understrege, at den børnesagkyndige rådgivning er helt fortrolig. Det har gennem nogen tid været diskuteret, om den børnesagkyndige rådgivning bør være obligatorisk, når der er tvist om forældremyndighed og/eller samvær. Der er ingen tvivl om, at den diskussion vil fortsætte. Vi mener også, at det grundlæggende er godt og rigtigt, at barnet får mulighed for at give sin mening til kende over for den myndighed, der skal træffe en afgørelse om noget, der er meget vigtigt for barnet.
Der er på den anden side ingen tvivl om, at netop inddragelsen af barnet på denne måde må give anledning til meget grundige overvejelser om, hvordan det bør foregå, hvor aldersgrænsen bør ligge og i hvilke mere konkrete situationer det af hensyn til barnet helt bør undlades.
Det er efter vores opfattelse helt afgørende, at barnet netop ikke stilles i en situation, hvor det kan opleve sig selv som udspurgt og udnyttet i andres (for eksempel myndighedens) interesse, eller som den, der skal bestemme hvad der skal ske. Det er vigtigt, at barnets kontakt til os er et tilbud til barnet, hvor barnet kan komme til orde og tale om de ting, der optager det.
I statsamterne bliver vi ofte skudt i skoene, at vi er partiske (fædrene synes at vi tager mødrenes parti - og omvendt).
Vi mener selv, at det er vores fremmeste opgave at tilgodese børnenes interesser så vidt det overhovedet er muligt.
