Læsetid: 5 min.

Vågn op I slaver af vækkeurets piskelyd

Debat
29. december 1998

Der må skabes grobund for at veksle mellem at give og at modtage - både fra samfundet
til det enkelte menneske og fra det enkelte menneske til samfundet

ARBEJDE
Vækkeurets disciplinerende piskelyd er den daglige på-mindelse om, at det enkelte menneskes frie vilje er underkastet den herskende samfundsmæssige rationalitet. Med få undtagelser - vagabonder, en del af boheme- og laissez faire-folket og rentenyderne - kan man i et moderne markedsøkonomisk samfund hverken undgå eller undvære at deltage i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den er jo en hovedforudsætning for, at vi kollektivt og individuelt dag efter dag kan reproducere vores fysiske og åndelige kræfter, så historien kan gå sin videre gang.
Derfor er jeg helt enig med Ejvind Larsen (Information den 11. december) i, at mennesker med de få undtagelser som bekræfter reglen, har et fundamentalt behov for at deltage i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Derfor skal de næsten selvpinerisk stille deres vækkeure fordi det, som Ejvind Larsen siger, angiveligt er "et elementært behov at få lov at yde noget til gengæld for det man får."
Dette forhold hænger sammen med Platons og Hegels samfundsfilosofiske ideer om menneskets fundamentale behov for anerkendelse. Platon mente, at hvert menneskes personlighed skulle indeholde et afgørende element han kaldte thymos (besjælethed) - roden til behovet for anerkendelse og selvværd. Omkring 2.200 år senere skrev Hegel: "Mennesket adskiller sig grundlæggende fra dyrene, fordi det foruden at begære f.eks. føde, drikke, ly for regnen og stormen, begærer andre menneskers begær, dvs. ønsker at være anerkendt".

Trang til anerkendelse
Social anerkendelse og anseelse kan nemlig dårligt tænkes at kunne blive opnået uden det gensidige yde-modtage forhold. Da mennesker ikke kan leve uden at udveksle deres arbejde eller produkter af deres arbejde med hinanden - dette er en almen antropologisk erkendelse - er det at gøre sig gældende i en udvekslingsproces netop et spørgsmål om at blive socialt anerkendt. At jeg får en anerkendelse ved, at mit navn står for noget arbejde/et produkt, som andre har behov for, og noget som jeg, helst, er kendt for at gøre godt - om jeg nu producerer plasticbrikker i min kælder, gør rent, udfører hjerteoperationer, er plejemor - er generelt et afgørende element af det moderne menneskes personlighed og identitet.
Den moderne samfundsmæssige rationalitet bygger på denne menneskelige trang til anerkendelse og behovet for selvværdsfølelse. Dog kan den måde, den samfundsmæssige arbejdsdeling fungerer på, indebære det, man kan kalde dannelse af sorte huller, hvor det enkelte menneske og de hele grupper, der havner derinde, ikke kan se noget lys forude, når det gælder realiseringen af thymos, med andre ord social anerkendelse og selvværdsbehovet.

'Naturlige behov'
De sorte huller er ikke naturskabte. De er produkter af skæve fordelinger. Som sociologen Erik Høgh udtalte engang i 1970'erne: Det hele handler om fordelingsspørgsmålet. Med andre ord drejer det sig om den samfundsmæssige prioritering - om politik. Bliver der lagt mere vægt på økonomiske indikatorer, det vil sige økonomisk vækst, bliver for eksempel virksomhedslukninger, personalereduktioner, krav om hurtig omskoling og fleksibilitet de afgørende argumenter, mens det primære menneskelige behov for anerkendelse og selvværd bliver sat til side.
En række "naturlige behov" får den højeste prioritet: For eksempel at teenagere hvert år kan forny deres garderobeskab med moderigtigt tøj, at middelklassen hver eneste sæson kan læse om nye bilmodeller, at Sony og Philips hvert år kommer med nye tv-apparater - man kunne blive ved.
Desværre kræver denne værdifordeling og prioritering sine menneskelige ofre. Hvis bare de materielle produktionsmål, som på mange måder væsentligt har bidraget til - og fortsat kan være med til - at højne kvaliteten af menneskets materielle eksistensvilkår, ikke medførte dannelser af de sorte huller! Og hvad Ejvind Larsen også i denne sammenhæng kommenterer, hvis blot denne produktion ikke mere eller mindre medfører alvorlige skred i vores naturgrundlag!
Det er tankevækkende i denne sammenhæng at læse Informations interview med den amerikanske sociolog Richard Sennet (4. december). Han peger blandt andet på følgende skrigende ujævne fordeling:
"Utrolig mange i USA lever under fattigdomsgrænsen, og mange er nødt til at have to eller tre arbejdspladser for at kunne overleve. Ni procent af alle par arbejder det, der svarer til tre gange fuld tid. De arbejder ofte 12 timer om dagen, og det har katastrofale konsekvenser for familien."
Man kan altså lønarbejdsmæssigt arbejde sit familieliv ihjel - en helt anden måde at havne i et socialt sort hul. Richard Sennet mener, at det markedsøkonomiske system glorificerer det, han kalder den fleksible kapitalismes ideologi. Diskuterer vi de konsekvenser, denne fleksibilitet og mobilitet kræver? Har de mennesker, der udsættes for disse krav (en del af middelklassen, men først og fremmest de, der tvangsudskrives til det andet og tredje arbejdsmarked), en chance for at slå sine sociale rødder? Er overdrevent projektmageri ikke en camouflering af samfundets manglende vilje til at bruge ressourcer på at give de berørte mennesker en arbejdsmæssig og social kontinuitet?
For det første fleksibilitetsdyrkelsen, for det andet marginaliseringen på arbejdsmarkedet, og de forsøg på at holde én inden for arbejdsmarkedets grænser, som ikke er andet end kunstigt åndedræt, og for det tredje det paradoks, at nogle mennesker af økonomiske og andre årsager knokler deres familieliv ihjel - disse tre ting er netop følger af for skæve fordelinger, som man politisk stort set melder pas på.

Individuel rationalitet
Det turde ikke undre, at nogle af de mennesker, der selv har været ofre for de skæve fordelingers følger, opbygger deres egen individuelle rationalitetstype. Det gør John Henriksen (hyppig bidragsyder til Information, red.). Hvorfor skal mit vækkeur piske mig til et eller andet aktiveringsjob, som ikke kan give mig et grundlag og et perspektiv for social anerkendelse, selvværdsfølelse, en anstændig indkomst? Og hvorfor skal jeg være med i et produktionsræs, når jeg ved, at den givne produktion samfundsmæssigt ikke er direkte nødvendig og på længere sigt kan bidrage til at ødelægge menneskets naturgrundlag?
Jeg mener derfor bestemt, at Ejvind Larsens spørgsmål om brydningen mellem samfundets rationalitet og det enkelte menneskes rationalitet har med konflikten mellem arbejde og natur at gøre, og det drejer sig såmænd om et ganske sammensat forhold, som dette indlæg blot kan tegne i grove træk.
Når Ejvind Larsen spørger, om konflikten mellem arbejde og natur har noget at gøre med to indbyrdes brydende rationalitetstyper, er inddragelsen af et bestemt aspekt af kærlighedsfænomenet afgø-rende. Kærlighed kan blandt andet betragtes som en tilstand af et dybt følt ønske om at veksle mellem at give og at modtage. Ejvind Larsens 100.000 frie ord om marginaliserings- og udstødelsesfænomenet indebærer netop en varm opfordring til, at der skabes grobund for at veksle mellem give og modtage - fra samfundet til det enkelte menneske, og fra det enkelte menneske til samfundet, uden at der lægges så megen vægt på mønternes klang, med andre ord den monetaristiske styringsmekanisme, som afgørende faktor i mellemmenneskelige forhold.
På den måde kan et samfund få mere af det reelle kærlighedselement i mellemmenneskelige relationer, mere af den sande solidaritet, den som Durkheim kaldte organisk solidaritet - dermed mente han menneskets deltagelse og integration i den samfundsmæssige arbejdsdeling, hvor alle mennesker er afhængige af hinanden og komplementerer hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her