Kronik

Velfærdens noble etik

17. december 1998

Rigdom handler ikke kun om købekraft, men også om menneskelige udviklingsmuligheder. Det mener Amartya Sen, den ret ukendte ulandsøkonom, som overraskende fik årets Nobelpris i økonomi

ØKONOMI & POLITIK
Årets nobelpris i økonomi var intet mindre end en kæmpe overraskelse. Den blev nemlig givet til den stort set ukendte indiske velfærds- og ulandsøkonom Amartya Sen. Som ydermere er bedst kendt for sin kritik af den traditionelle velfærdsteoris næsten totale fravær af en etisk dimension og et begreb som retfærdighed.
Det er desuden tankevækkende, at Sen er ikke en venstreorienteret hedspore eller såkaldt alternativ økonom. Tværtimod har han fulgt den slagne vej med en doktorgrad i økonomi fra Cambridge universitetet i England, en afstikker som professor ved Harvard i USA og er nu vendt tilbage til Cambridge som master ved det prestigefyldte Trinity College.
Hans forskningsfelt er samspillet mellem økonomi og filosofi - eller rettere, hvorfor den etiske dimension stort set er fraværende i moderne velfærdsøkonomisk teori. I begrundelsen for tildelingen af nobelprisen nævner Det svenske Videnskabernes Akademi således, at Sen på en række væsentlige områder inden for velfærdsteorien har inddraget begrebet retfærdighed.
For det første nævnes spørgsmålet om, hvorledes der kan udformes beslutningsregler i et demokratisk samfund, der kan sikre de svageste befolkningsgruppers sociale rettigheder. De velkendte afstemningsregler, der giver et simpelt flertal den politiske magt, fører alt for let til, at selv store mindretal bliver majoriseret. Den fattigste del af befolkningens økonomiske og dermed politiske interesser er ikke sikret varetaget gennem flertalsafstemninger.

Demokratiske beslutninger kan herved komme til at fremstå som endog særdeles uretfærdige (unfair). De seneste ugers diskussion af efterlønnen og ændringerne heri er i så henseende et lærestykke.
Her har man kunnet se, hvordan den økonomiske teori, der lægges til grund for den politiske beslutning, mangler en etisk dimension, og hvordan resultatet af beslutningen netop derfor opleves som voldsomt uretfærdig af den svageste del af befolkningen. Uanset, at ingen vil bestride, at beslutningerne har fulgt de formelle demokratiske spilleregler til punkt og prikke. Hvis den nu hændervridende Poul Nyrup Rasmussen havde læst lidt mere i årets nobelpristagers bøger, så ville han næppe være blevet overrasket over, hvorfor der blev reageret så stærkt på ændringerne i efterlønnen.

Sens centrale bog bærer simpelthen titlen Kollektive beslutninger og social velfærd. En væsentlig pointe heri er, at enhver social reform skal vurderes efter, hvorledes den påvirker de grupper i samfundet, der i udgangssituationen har det socialt set dårligst. Sker dette mere eksplicit i det politiske beslutningsgrundlag, ville middelklassens flertalstyranni bedre kunne begrænses. Men sålænge dette ikke sker, vil der ved traditionelle flertalsbeslutninger fortsat blive leflet for den politiske midte, der domineres af den velbjærgede middelstand.
Som en konsekvens af sin forskning har Sen arbejdet intensivt med at udvikle og forbedre de statistiske opgørelser af velfærd og fattigdom. Det er netop sket med det klare sigte at give en mere nuanceret beskrivelse af, hvilke faktorer der øver indflydelse på de socialt set svageste gruppers velfærd - eller rettere mangel på velfærd. Her spiller indkomsten naturligvis fortsat en vigtig rolle - ikke mindst når blikket rettes mod u-landene.

Men Sen har været en af de stærkeste fortalere for at inddrage andre aspekter af samfundsøkonomien som værende af mindst lige så stor betydning, når nationalindkomsten skal omsættes til et velfærdsmål. Han har udviklet et begreb, han kalder 'capability', der vel bedst oversættes til muligheder eller måske snarere potentialer. Pointen er, at det netop ikke kun er indkomst og dermed personlig købekraft, der giver muligheder for at løfte sig ud af social armod. Her kan f.eks. et velfungerende offentligt sundheds- og uddannelsessystem give et langt større potentiale pr. krone end nok så megen kontanthjælp - ligesom en uantastelig alderdomsforsørgelse kan bidrage til at øge den sociale velfærd langt udover de kroner og øre, der direkte er forbundet med sådanne ordninger.

Det er netop Sens forskningsresultater på disse områder, der bl.a. ligger bag ved udarbejdelsen af FN' indeks over den menneskelige udvikling. Her inddrages sideløbende med nationalindkomsten tal for sundhedsudviklingen, uddannelse og fordelingen heraf.
Jo skævere goderne er fordelt, jo længere rykker landene ned på skalaen som udtryk for at et tilsyneladende rigt land kan mangle væsentlige elementer i udviklingen af landets velfærd.
For den travle læser har Sen samlet sine hovedsynspunkter i en lille tynd bog med titlen 'On Ethics and Economics'. Her sammenfatter han nogle af sine hoved-kritikpunkter mod den traditionelle økonomiske velfærdsteori, der i al, al for høj grad er baseret på en mekanistisk økonomiopfattelse, hvor rationalitet, egen-interesse og maksimering af nationalproduktet står i centrum; men hvor netop fordelingsaspektet og de kollektive værdier er uhyggeligt fraværende.

Alt for megen økonomisk teori arbejder helt ukritisk udfra den antagelse, at samfundet udelukkende er befolket med individer fra den såkaldt 'homo economicus'-race.
Racen kendes på det fælles-træk, at dens individer ønsker at maksimere deres egen, helt personlige og individuelle velstand.
Og ikke nok med det, ydermere er disse omvandrede monstre drevet frem af deres umættelige behov for et stadigt voksende forbrug.
I den traditionelle velfærdsteori er målet udelukkende at maksimere den personlige behovstilfredsstillede uden nogen hensyntagen til de fordelingsmæssige konsekvenser. Denne og kun denne form for adfærd betegnes som rationel - den etiske dimension er med andre ord irrationel. Med andre ord: Havde de konventionelle velfærdsøkonomer magt, som de har agt, ville de hurtigst muligt omdanne samfundet til et umådeligt stort supermarked, hvor alt kan handles - det ville simpelthen føre til den optimale produktions- og forbrugsstruktur.

Her er det, Sen må protestere. Han vedkender sig uden tøven arven fra den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith. Naturligvis ikke den vulgariserede udgave, som vi alt for ofte præsenteres for i dag, hvor Adam Smith angives at være fader til homo economicus, men dén Adam Smith, som var professor i moralfilosofi i Glasgow, og som foruden hovedværket Nationernes velstand skrev den mindst ligeså vigtige afhandling med titlen: Teorien om den Moralske Følelse. Heri beskriver Smith det åbenbare faktum, at den menneskelige adfærd ikke alene er, men også bør være ledet af mange andre hensyn end blot egeninteressen.
Det er såmænd i al stilfærdighed det, Sen har forsøgt at gentage med reference til de aktuelle økonomiske strukturer i i- og u-landene.
Set i det perspektiv er det derfor mit oprigtige håb, at årets nobelpristagen vil få samme indflydelse på den økonomiske tænkning, som Adam Smith fik for mere end 200 år siden, hvor det på en helt anden måde var naturligt at samtænke økonomi og etik.
Hvilket det også burde være i dag.

Jesper Jespersen er professor i samfundsøkonomi på RUC.

APROPOS
Afskaf Nobelprisen i Økonomi?
I modsætning til de oprindelige Nobelpriser i fysik, kemi, medicin (samt i litteratur og fred), er Nobelprisen i økonomi en opkomling. Den blev første gang uddelt i 1969, og den ene million dollar, som prisen udgør, stammer heller ikke fra Nobels Fond, men derimod fra Sveriges Riksbank.
Sigtet med prisen er dog den samme som de naturvidenskabelige, at den gives for en forskningsmæssig indsats, der kan nyttiggøres i menneskehedens tjeneste. At økonomi herved kom i selskab med naturvidenskaberne, var noget nær en adling. Det var bestemt heller ingen tilfældighed, at de første nobelpristagere i økonomi, nordmanden Ragnar Frisch og hollænderen Jan Tinbergen, fik prisen for udviklingen af økonomiske modeller, hvortil de benyttede de naturvidenskabelige redskabsfag: matematik og statistik.
Den vel mest kontroversielle nobelpris, der hidtil er blevet uddelt, var tildelingen i 1976, hvor monetaristen Milton Friedman fik prisen. Det kontroversielle lå ikke så meget i Friedmans teoretiske bidrag, men snarere i at han blev identificeret med en række andre Chicago-økonomer, der i 1970'erne var ansat som rådgivere for Pinochet-styret i Chile. Resultatet var en ophedet diskussion af, hvilken grad af objektivitet den økonomiske teori repræsenterer. Bla. sendte Gunnar Myrdal (1974-modtager) herefter sin pris retur.
Ejheller sidste års nobelpristagere Myron Scholes og Robert Merton, specialister i finansieringsteori, har deres priser længere. Det skyldes dog, at de har sat dem over styr ved mislykkede finansielle spekulationer...
Dette års nobelprismodtager besidder, som beskrevet i dagens Økonomi og politik, mange udmærkede kvaliteter med hensyn til at understrege betydningen af, at økonomi og etik ikke kan adskilles. Alligevel er det svært at frigøre sig fra den følelse, at økonomi som videnskab måske ikke længere fortjener Nobelprisen - afstanden til naturvidenskaberne er trods alt for stor.
Jesper Jespersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu