Læsetid: 4 min.

Venedig - den flydende fortryllelse

Debat
15. december 1998

Hvordan kunne et så kommercielt folk grundlægge denne mystiske stad, spørger Mary McCarthy. Men det moderne menneske har ikke kun 'affortryllet' verden

LAGUNE
De rationelle stivnakker har, som Mary McCarthy skriver i sin ferme Venedig-bog, Venice Observed fra 1961, altid haft ders tvivl angående Venedig. De går lidt forvirrede rundt med skosnuderne tæt på det våde element og kommenterer gerne tørt, at den såmænd blot er en myte for lettroende poeter og bryllupsrejsende, skønt Venedig gør ét eller andet uhelbredeligt ved den, der tør lade sig forme.
Venedig er en by på stolper, for pokker, en flydende republik, og hvor tit ser man sådan én? Den er et vandland i ordets rette og enestående betydning, d.v.s. ikke en overdækket kunstighed, men en virkelig stad opført på havets overflade; en gruppe øer holdt sammen af gondoler, på-hængsmotorer og hundredevis af broer, som om det var det naturligste af alting, og her kunne vi for alvor lære noget i vort broforskrækkede, norrøne indelukke, som hylder ø-kulturen ud i det perverse og tror, at afstand og luft er civiliserende faktorer, selvom de i virkeligheden gør det modsatte ved et folk: Hindrer kontakt og lærdom.

Venedig derude for enden af en smal tange: En vild og komplet afvisning af naturens grænsedragning. Selvfølgelig kan man bygge en by på vandet, en bystat der vel at mærke holder i tusind år, længere end romerriget, længere end de græske bystater, længere end alting, et Tusindårsrige, Europas eneste nogensinde.
Venedig har ingen filosoffer, har ingen berømte statsmænd; men man har handel og dén overlever de på, praktisk og ikke så lidt udspekuleret. Butikkerne bugner af varer, som de altid har gjort; fiskeretter tilbydes overalt, for havet ligger lige for - eller rettere lige under - fødderne af dem, venetianerne, Europas købmænd par exellence, som gjorde selv korstogene og religionen til forretning. Gå ind i Domkirken og se. Mage til fattigfin udsmykning skal man lede længe efter: Guld i loftet, guld i sidekapellerne, guld som skaller af, uopfindsomt guld allevegne i et ellers skrabet kirkerum, hvis kulde står mål med en vekselerbutiks. Her bliver troen for alvor vejet i det berømte materiale. Der er ingen hellighed tilbage. Og mens man går henover kirkegulvet, synker man ned i det ujævne fundament, som var der en helt anden gud, der hævnede sig hemmeligt.

Efter gulddansen sejler man lige ind på Caffé Florian og bestiller et glas dyr hvidvin til hvert ben og når ikke at forfølge det indskud, at rock er bedre end ritualer, jazz bedre en jeremiader og sol bedre end salmer, inden Sophia Loren glider henover pladsen sammen med Woody Allen, og man er med i en film, der er set utallige gange før.
For det er så godt som umuligt at være original i Venedig, dyrket som den har været af turister og malere, handlende og digtere, libertinere og oligarker. Der skal med andre ord ikke nogen stor mystiker til for at se, at dette sted er mytisk, og ikke nogen stor drømmetyder til for at afkode de luftige bevidsthedstilstande, sjælen dykker ned i i denne by, om man så vil eller ej. Det er et fugtigt totalteater, det er Styx, det er Rubicon, det er landet, der flyder over af H2O, en sø af psykologi, der aldrig holder op med at fascinere os.

Men hvordan kunne et så rendyrket kommercielt folk grundlægge denne mystiske stad, spørger også Mary McCarthy. Men det er ingen modsætning. At det moderne menneske ganske skulle have 'affortryllet' verden er noget vås. Mens det sekularisede med den ene hånd, opfandt og fortryllede det med den anden. Nye myter afløste gamle, og Venedig er én af disse fantastiske opfindelser.
På grund af sin handel blev byen hængslet mellem Europa og Østen, og store rigdomme fandt vej til den flydende republik, indtil opdagelsen af nye handelsruter svækkede stedets position. Den livlige kommers var samtidig med til at holde feudalismen og eventuelle konger for døren, hvorefter byen måtte overleve gennem diplomatisk snilde og uden militær styrke. I stedet for politiske revolutioner eller kunstneriske landvindinger var Venedig stedet, hvor den statistiske videnskab blev grundlagt, ligesom det var her, glasspejlet først sattes i produktion og kvinder begyndte at gå med høje hæle. Noget, der udsprang af strategi snarere end idealer, af overlevelse snarere end forfinelse.
Som alle store venetianske fortællinger er Købmanden i Venedig og Othello ikke skrevet af en venetianer. Det har de simpelthen ikke haft tid til. Det havde Shakespeare til gengæld, og han koreograferede Venedigs grundlæggende drama eller postulat. Dette er meget kort sagt, at vi alle er pengeudlånere for vorherre, d.v.s. mere eller mindre sjæl- og skruppelløse, og i sidste ende til fals for hævnens sødme.

Nok rummer de to skuespil findes Bassanio og Antonio og Portia og Desdemona og Othello og Cassio og andre noble skikkelser. Men inderst inde er vi alle som Shylock - i vor gode ret, men uden barmhjertighed.
Vi er på den ene side ikke som den uskyldige og engleædle Desdemona, der belønner Othellos anstrengelser med en verden af suk, før han vildføres af jalousiens monster, eller omvendt som den morderiske Jago, der lyver fra først til sidst.
Vi dingler frem og tilbage som et pendul, man aldrig kan elske helt, men heller ikke kan hade, og for Shake-speare såvel som for den rejsende er Venedig et forsvar for Shylocks udskældte skikkelse og et evigt krav på det skålpund kød, han aldrig fik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her