Kronik

Åh Europa

Debat
9. januar 1999

Der ligger ikke i historiens baglomme et overset politisk system, der blander frihed og ansvar på forsvarlig måde. Derfor skal vi hver eneste dag pinedød spørge os selv, hvordan vi kan gøre det elendige demokrati en lille smule bedre

Jeg bor i Frankrig og har det godt - ikke mindst fordi jeg er europæer. Ellers tror jeg nok, det franske system i løbet af snart tredive år ville have fået krammet på mig.
Frankrig er jo et land, hvor modsætningen mellem de erklærede demokratiske idealer og de deprimerende dementier af samme ganske vist ikke står på menukortene, men alligevel er hverdagens stærke kost.
Men den vestlige verdens moderne demokrati er da en frugt af den store franske revolution, rundspredt i den ganske verden som et ægtefødt barn af fransk ånd og kultur?
Desto gladere bliver man, når 'fransk' Nykaledonien endelig får selvstyre, og et verdensmesterskab i fodbold overbeviser visse franskmænd om, at det er smukt og effektivt at blande hudfarverne - og desto mere græmmes man over Frankrigs hæslige, overbelagte fængsler, mod-livet i visse forstæder, den politiske diskrimination af kvinderne, Frontens kvælertag på kulturlivet, den galoperende korruption ...
Når man samtidig konstaterer, at et gammelt, europæisk kulturland som Frankrig faktisk må opgive at fremkalde bare en vis social ansvarsfølelse hos sine 60 millioner indbyggere: Hundelortene på fortovet, skattesvindel og den morderiske vildskab på vejene er i den forbindelse ikke noget at tale om.
Lad os tage et væsentligere, aktuelt eksempel.
Regeringen Jospins forslag til finanslov har primært drejet sig om at få Frankrig solidt forberedt til den fælles monetære politik i Euroland. Samtidig ville regeringen gerne rydde lidt op i den jungle af utidssvarende love, regler og anordninger, der hedder fransk skattelovgivning.
Nu kunne man tænke sig, at medierne havde grebet fat om Lionel Jospins påstand, nemlig at finansloven 98/99 er en balancegang mellem det frie initiativ og social retfærdighed, en slags socialdemokratisk politik om man vil. Herudfra kunne man have diskuteret, hvad dette ville betyde i dagens Frankrig.
Man kunne også have set på, i hvilken grad lovudkastet nu også var 'europæisk', og om dette i så fald er godt for Frankrig - og for Europa.
Men ingen af disse spørgsmål træder frem i debatten - hvis det ord overhovedet kan bruges her.
I stedet regnede man som gale på, hvem der får en gevinst eller mister noget, her og nu, i francs og centimer.
De enkelte erhvervskategorier, de sørgelige rester af fagforeningerne, arbejdsgivernes organisation eller de borgere som kameraet møder på fortovet bliver udfrittet i oplysningens navn. Langt de fleste anlagde personlige eller snævert faglige betragtninger, ingen så længere end deres egen næsetip. Almeninteressen er en plet på månen, holdningerne yderst kontante. Muligvis en forklaring på, at franskmændene altid må eksplodere i revolution for at få gennemført et par halvfornuftige reformer.

Hvis demokratiet ikke længere kender sit eget indhold, behøver vi ikke spekulere over, hvad det sige at være europæer.
Europa som kulturel, social og økonomisk enhed, ja, som civilisation, har nemlig ikke noget andet mål end at forbedre demokratiet fra dag til dag. For eksempel - men ikke alene - i et land som Frankrig. Det er derfor også nødvendigt at lytte til folk som den franske sociolog Alain Touraine og den amerikanske filosof Michael Walzers kritiske analyse af demokratiet med den europæiske idé liggende omme i baghovedet.
De to er blandt de mange, der i disse år signalerer, at de demokratiske institutioner har det skidt både i Europa og dets politiske forlængelse, USA.
Det er 'den demokratiske kultur' der skranter.
Både Touraine og Walzer peger på, at de politiske partier, fagorganisationerne, lokalforeningerne, skolen og universitetet, eller familierne, ikke længere opdrager os til samfundsbevidste borgere.
Vi ved ikke engang, hvad det vil sige at tage vores del af ansvaret for helheden og ikke systematisk udelukke muligheden for, at det også kan være vores skyld, hvis det hele går ad h til.
Medierne har overtaget og denatureret debatten, vælgerne er blevet til jamrende, samfundspassive flokdyr, politik ligner til forveksling et indslag på en landlig sommerfestival.
Michael Walzer kæder denne udvikling sammen med diverse mindretalsgruppers bestræbelser på at få deres identitet anerkendt. Han er bange for, at 'multikulturalismen' i virkeligheden kan vise sig at være et ensrettende og separatistisk fænomen - og nævner som eksempel afro-centrismen i USA.
Samfundet kan gå i opløsning af det, advarer Walzer, både socialt og politisk. Den enkelte borger bliver marginaliseret og mere eller mindre hysteriske identitære grupper lægger beslag på den offentlige energi.
Et forfriskende - og sikkert diskutabelt - synspunkt for den der har vænnet sig til at se på sproglige og kulturelle mindretalsgrupper med uforanderlig sympati.
Touraine, der debatterede med amerikaneren på et Unesco-møde i Paris om demokratiets tilstand, er ikke enig med ham på det punkt. Den franske sociolog mener, at den demokratiske kultur nu skal samle sig om det mindst tænkelige mindretal, nemlig individet, med dets pligter og rettigheder. Gør den ikke det, vil den ikke ret længe forblive hverken demokratisk eller kultur.
I vores samfund, hvor ingen 'endegyldig sandhed' længere kan præsenteres på overbevisende måde for andre end tåber, kan man kun satse på den enkeltes modenhed. Det er risikabelt, og det ved den franske sociolog godt, men der er ingen anden mulighed.
Er 'hin enkelte' ikke en sum af universet, af al historie, alle muligheder?
Men i modsætning til de absolutte sortseere fremsætter hverken Walzer eller Touraine mystiske spådomme om, hvad der kommer efter demokratiet.
Det ville også være det samme som at feje hospitalsgangen i stedet for at helbrede patienten inde på sengen.
Hvor mange gange har den demokratiske styreform, Europas eneste adgang til fremtiden, ikke været på gravens rand?
Den har i løbet af sin cirka to hundrede år gamle eksistens kantet sig gennem en politisk, en social og nu en kulturel revolution, og er i øvrigt efter historiens målestok knap nok nået til skelsår og
alder.

Men demokratiet begynder som bekendt foran vores egen dør - vel også bag den! Igen ligesom Europa.
I min provencalske landsby vil byrådet ikke røre ved et alvorligt forureningsproblem. Man er bange for at udløse åben konflikt mellem et par landbrugere, der forgifter jorden ved at desinficere den med methylbromid (CH3 Br) og resten af befolkningen, der tager dødningehovederne på plastikdrivhusene alvorligt og får ondt i maven bare ved at gå forbi.
Det er ikke rådhusets opgave at informere folk om den slags, lød det på sidste byrådsmøde.
Som simpel europæisk borger, vælger og offer for de giftige dampe, fast bosiddende i kommunen, havde jeg blot spurgt, om rådhuset ikke kunne informere beboerne, eventuelt i form af en lille artikel i borgmesterens håndstrikkede organ, så vi allesammen kunne få at vide, hvad Ch3Br egentlig er for noget, og om det virkelig er nødvendigt at omdanne plastikdrivhusene til utætte gaskamre to gange om året. Få meter foran vores splinternye småbørnsskole.

Sådan en lillebitte sag er vigtig, og den har naturligvis sin euro-demokratiske dimension. Jeg skrev til både Dominique Voynet, fransk miljøminister, og Ritt Bjerregaard, miljøkommissær i EU, og har nu modtaget deres svar om methylbromid, gasartens ozonnedbrydende effekt, Montrealprotokollen om disse materier samt udsigten til et snarligt forbud i samtlige EU- lande - og ikke kun i Danmark og Holland - mod anvendelsen af CH3 Br.
Det er for resten interessant at notere, at Dominique Voynet i den franske decentraliserings navn, samtidig ret pilatus-agtigt, nøjes med at svare, at præfekten i vores departement (amt), Vaucluse, nok skal se nærmere på det lokale problem, mens Ritt Bjerregaard virkelig går i dybden og redegør detaljeret for Kommissionens arbejde på området.
Begge svarene indgår nu i et dossier om anvendelsen af gasarten methylbromid i drivhusproduktion af grønsager, som nu bliver deponeret både på borgmesterkontoret og på det lille udlånsbibliotek - på hylden med Provences idyller.
Hvis et jagtgevær ikke går af det forkerte øjeblik i den forkerte retning, vil jeg således kunne opleve mig selv som euro-demokrat et sted i Frankrig og forhåbentlig have medvirket til bedre demokratiske tider rent lokalt.
Det var faktisk som en sådan europæisk borger, at jeg følte mig under et debatmøde forleden i Marseille med den tyske statsborger Daniel Cohn-Bendit, 'røde Dany' fra maj 68, der er spidskandidat eller lokomotiv for de franske grønne, Les Verts, ved valget til Europaparlamentet i juni 99.
Det er hans vej, hans kendskab til konkret politik efter otte år i Frankfurts byråd med immigration som speciale, hans tanker om en europæisk suverænitet, sammenhængen mellem kommunen, nationen og Europa, hans 'drømmeri med åbne øjne' - og hans uforandrede, sprudlende humor og mangel på respekt for normer og konventioner, jeg ønsker for det demokratiske Europa.

Der er brug for alle gode kræfter til at reparere på demokratiet, få det til at fødes på ny, leve uden kunstigt åndedræt, fordi det er vores måde at være menneske på.
Demokratiet er en dagligt tilbagevendende folkeafstemning, aldrig fuldendt.
Hver eneste dag skal vi pinedød spørge os selv, hvad vi kan gøre for at få det elendige demokrati til at blive en lille smule bedre, en anelse mere overbevisende, sandere.
Selve dette daglige forsøg er demokratiets væsen.
Det er netop ved at være så skrøbeligt og ufuldendt, at det ligner os så irriterende meget, ja, at det er os selv!
I teaterkredse kender man den stående debat om Shakespeare - er den gamle snegl stadig vores samtidige?
Nøjagtig det samme spørgsmål bør vi stille vedrørende demokratiet - og Europa.
Vores europæiske temperatur skal jo ikke bestemmes af den eller den særbeslutning i det Bruxelles, vi kender i dag, men af vores fundamentale tiltro til en velbygget europæisk struktur som basis for det politiske liv i bredeste forstand: for demokratiet.
Uden at spilde vores tid og energi på at forestille os, om der i historiens baglomme skulle ligge et hidtil overset politisk system der blander frihed og ansvar på en forsvarlig måde.
Vi ved godt, at det gør der ikke.
Det er som europæer, jeg er demokrat, og som demokrat, jeg kan være med til at fremmane andet end geografiske billeder ved at sige: Europa.
Mit demokratiske sindelag overlever i en europæisk sammenhæng - selv i Frankrig.

*Jacques Berg er forfatter og journalist, bosat i Frankrig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her