Læsetid: 3 min.

Anmelderens nødvendige indbildskhed

30. januar 1999

'Kære Hr. Anmelder. Jeg sidder her i husets mindste rum med Deres anmeldelse foran mig. Om lidt vil den være bag mig -'

Der hvor jeg kommer fra, er det god gammel skik at man skal ære den eller dem, der ærer en. Give igen med samme mønt, kan man sige. Jeg har aldrig før tænkt på, at det skulle kunne give problemer. Men hvordan ærer man egentlig det samlede Kritikerlaug? Hvis det skal være med samme mønt og indenfor bestillingens rammer? Ved at kritisere laugets medlemmer sønder og sammen, eller hvad?

Det er nok ikke helt det, der er meningen. Men eftersom jeg selv fusker lidt i kritikerfaget - og vel dermed allerede har kompromitteret mig med mindst en lillefinger - vil jeg alligevel tillade mig at fremdrage en lille historie, jeg som barn læste i månedsbladet Det Bedste. Det var et blad, man altid kunne få en stor stak af, når man havde influenza eller bare pjækkede fra skole, for selvom folk abonnerede på det, var der aldrig rigtig nogen, der læste det. Folk havde levemåde dengang, kan man måske sige. For ganske vist havde folk noget bedre at tage sig til end at læse, men et hjem helt uden læsestof, det var ikke noget rigtigt hjem.
Bag i bladet var der altid en række små, pudsige historier og anek-doter. Hvis man lærte dem udenad, og serverede dem på det rigtige tidspunkt, kunne Det Bedste garantere en succes i selskabslivet. Det sidste må komme an på en prøve, men tidspunktet forekommer mig som sagt velvalgt for den eneste af de små pudsigheder, jeg kan huske. Den handler om en amerikansk forfatter, der var blevet stærkt fortørnet på en anmelder, der havde tilladt sig at rakke hans bog ned. Det skulle hævnes. Derfor skrev han følgende, ganske korte brev til den formastelige kritiker: "Kære Hr. Anmelder. Jeg sidder her i husets mindste rum med Deres anmeldelse foran mig. Om lidt vil den være bag mig -".

Hvem forfatteren var - og kritikeren for den sags skyld - har jeg ingen anelse om. Og måske er det hele løgn. Men historien siger vel alligevel noget om det ikke så sjældent lidt anspændte forhold mellem forfattere og kritikere. Det er et forhold der ikke er, og vel heller ikke skal være, alt for fredeligt igen.

Men noget har vi trods alt til fælles. Måske er det for meget at sige, at det direkte forener os, men vi er fælles om et passende mål af indbildskhed. Jo, for selvfølgelig skal man være indbildsk for at tro, at man som forfatter er i stand til at tilføre den danske litteratur noget, der ikke var der i forvejen. Og helt på samme måde kræver det også en nødvendig indbildskhed at sætte sig til dommer over andres arbejde. Vi skal, fra hver sin ende af Bogen, mobilisere en tyrkertro på, at det vi foretager os er betydningsfuldt - for ikke at sige direkte livsnødvendigt. Og vi skal skynde os, så vi når det inden vores bøger sendes på udsalg og inden de strenge, men naturligvis retfærdige anmeldelser bliver brugt til at pakke fisk ind i.
Men vi plejer at nå det. Vi er faktisk ret gode til det der. I alt fald er det sjældent at høre en forfatter, eller en kritiker, beklage sig over kvaliteten af egne frembringelser. Den er, som vi jo ved, på få undtagelser nær aldeles fortræffelig!

Men det er trods alt ikke så tit, at en indbildsk forfatter bliver bekræftet i sin indbildskhed af en hel flok kritikere på en gang! Det er en meget mærkelig følelse. Man har det lidt ligesom kværulanten, der pludselig oplever, at alle giver ham ret! Man bliver usikker og tænker, at her må der da vist stikke noget under.
Derfor vil jeg skynde mig - inden I måske fortryder - at sige tusind tak for Kritikerprisen. Den er mere end velkommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu