Læsetid: 5 min.

Frihed til ikke at organisere sig

Debat
11. januar 1999

Klassetilhørsforhold er så godt som opløst og det siger ikke længere sig selv, at ufaglærte og faglærte arbejdere stemmer til venstre for midten. Vi er blevet vant til frihed - og valgfrihed. Men vor lov om foreningsfrihed halter bagefter

VALGFRIHED
Friheden til at organisere sig har længe været en ret ifølge den danske grundlov - nu mangler vi blot at udvide denne ret med friheden til ikke at organisere sig. Tiden er en anden. Fagbevægelsen er ikke længere repræsentant for én social klasse, der kæmper mod magthaverne. I dag er fagbevægelsen selv en del af systemet som partner på arbejdsmarkedet og omfatter forbund og fagforeninger, der er vidt forskellige.
Klassetilhørsforhold er så godt som opløst og de politiske tilhørsforhold er særdeles varierede - det siger ikke længere sig selv, at ufaglærte og faglærte arbejdere stemmer til venstre for midten. Vi er blevet vant til frihed - og valgfrihed. Men vor lov om foreningsfrihed halter bagefter - den giver nemlig mulighed for, at der stadig kan praktiseres eksklusivaftaler, der er og bliver udemokratiske.

Individets valg
Hermed tvinges det enkelte individ nemlig til at foretage et bestemt valg - måske endog mod sin overbevisning. Det er ifølge den danske lov om foreningsfrihed således stadigt muligt at blive afskediget, hvis man ikke er medlem af en bestemt forening. Hvis man ved sin ansættelse får at vide af arbejdsgiveren, at medlemsskab af en forening er en betingelse for at få jobbet, så er det lovligt at arbejdsgiveren afviser én, hvis man nægter at være medlem af en fagforening. Hvis man i forvejen er medlem af en fagforening, bliver ansat, og efterfølgende melder sig ud af fagforeningen, så kan arbejdsgiveren også fyre én.
I selskab med andre EU-lande har den danske regering en anden opfattelse. I 1989 tilsluttede den danske regering sig den Sociale Pagt på et EU-topmøde og hermed forpligtede EU-landene sig til at sikre den såkaldte negative foreningsfrihed i deres lande, altså retten til ikke at være organiseret.
Den danske regering siger altså én ting i selskab med de andre EU-lande og noget andet herhjemme - hvilket naturligvis er utroværdigt. Arbejdsministeren har tidligere understreget, at Den Sociale Pagt, der sikrer lønmodtagernes sociale rettigheder, ikke er retligt bindende for Danmark. Men menneskerettigheder er i centrum i disse år, herunder foreningsfrihed, og netop den Sociale Pagts bestemmelse om retten til ikke at organisere sig har netop betydning på det retslige område.
For godt fire år siden meldte en islandsk taxachauffør sig ind i en bestemt fagforening for at opnå hyrevogns-bevilling - medlemsskab af denne fagforening var nemlig en betingelse herfor. Efter et stykke tid meldte taxachaufføren sig ud af fagforeningen - og mistede sin bevilling. Det blev der en sag ud af, men den islandske højesteret fandt ikke, at kravet om obligatorisk medlemsskab af fagforeningen var i strid med den islandske lov om foreningsfrihed. Men sagen gik videre - og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt, at kravet om medlemsskabet var i strid med menneskerettigheds-konventionen.
Ved sin afgørelse lagde lagde domstolen netop vægt på vedtagelsen af den Sociale Pagt i EU, der skal sikre den negative foreningsfrihed.
Arbejdsministeren kan således ikke løbe fra, at det har betydning, hvad regeringen har skrevet under på i EU. Og Danmark er ifølge arbejdsmarkeds-jurister et af de eneste lande i EU, der ikke garanterer foreningsfriheden fuldt ud. Vi har tidligere tilpasset vor egen lovgivning om foreningsfrihed efter afgørelser hos Menneskerettighedsdomstolen.
I 1981 blev tre britiske jernbanefunktionærer afskediget fra British Rail efter deres ansættelse, fordi de nægtede at melde sig ind i en af tre fagforeninger, som British Rail havde indgået eksklusivaftale med. Funktionærerne fik ved Menneskerettigheds-domstolen medhold i, at afskedigelsen var i strid med menneskerettighedskonventionen om foreningsfrihed.

Retspolitisk fremskridt
Det førte til, at vor egen lov om foreningsfrihed blev ændret, så det nu er ulovligt at tvinge en lønmodtager ind i en fagforening, hvis han ikke forud for ansættelsen får at vide, at medlemsskab af fagforeningen er en betingelse for at beholde jobbet.
Det er efter min mening et retspolitisk fremskridt i vor lovgivning, men det beklagelige er, at det er fremtvunget af Menneskerettigheds-domstolen.
Det store spørgsmål er hvornår vi vil tilpasse vor lov om foreningsfrihed til afgørelserne hos Menneskerettigheds-domstolen - så det altså ikke længere er muligt for en arbejdsgiver at udelukke en ansøger fra et job, fordi vedkommende ikke ønsker at være organiseret.
I virkeligheden er der politisk flertal mod eksklusivaftaler, det kan bare ikke bruges i øjeblikket - Det Radikale Venstre har således på sit sidste landsmøde besluttet at arbejde for en afskaffelse af eksklusivaftalerne. Rigtig organisationsfrihed ville betyde, at det blev muligt for FDB's ansatte frit at vælge i hvilken fagforening, de ville være organiseret - eller til helt at fravælge faglig organisering. Idag bliver ansøgere til et job i FDB ved deres ansættelse gjort opmærksom på eksistensen af en eksklusivaftale. Og da de på forhånd er blevet orienteret om dette krav til organisering, kan FDB senere helt lovligt fyre de medarbejdere, der melder sig ud af f.eks. SiD efter deres ansættelse. Til gengæld er det ifølge arbejdsmarkeds-jurister ganske sandsynligt, at hvis en sådan fyring blev indbragt for den europæiske menneskerettighedsdomstol, ville den med stor sandsynlighed blive vundet af ofret for eksklusivaftalen.
I et sådant tilfælde ville det være svært for regeringen at opretholde en lovgivning, der forhindrer folk i at organisere sig som de vil. Og arbejdsgiverens ret til at nægte en lønmodtager job, fordi vedkommende ikke vil være medlem af en fagforening ville dermed være afskaffet.
Omkring 200.000 lønmodtagere arbejder under eksklusivaftaler - herunder 40.000 ansatte under Danske Vognmænd og Byggeriets Arbejdsgivere. Hertil kommer FDB og en række større virksomheder. Antallet af sager om foreningsfrihed er på 20-30 tilfælde om året - ikke nok til, at hverken regeringspartierne eller arbejdsministeren vurderer, at det er et problem.
For den enkelte, der får sin organisationsfrihed krænket er det et stort problem - og meget ofte med megen presseomtale af disse uværdige sager til følge. Man kunne jo også vende det om og spørge - hvis det ikke er så stort et
arbejdsmarkedspolitisk problem - hvorfor er det så et problem at afskaffe eksklusivaftalerne?
Socialdemokratiet og venstrefløjen er tilhænger af eksklusivaftaler og mener tillige, at disse eksklusivaftaler lever op til kravene i den europæiske Menneskerettighedskonvention... Det tyder på, at disse partier har svært ved at følge med tidens krav om mere frihed til den enkelte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her