Læsetid: 4 min.

Frihed for sult og sygdom er også en menneskeret

Debat
5. januar 1999

Nogle af os mente engang, at Kina gjorde mere for menneskerettigheder end Indien. Det krævede - indrømmet - en del terror-fortrængning. Men problemstillingen var reel

MENNESKERET
Jeg har aldrig rigtig orket at gå ind i debatten om venstrefløjens synder i 60'erne og 70'erne. Jeg har ikke følt, jeg havde noget at sone, og bodsgang tiltaler mig ikke. Selv om jeg en enkelt gang har haft ørerne i maskinen, har jeg heller ikke følt trang til de voldsomme modangreb. Det er da godt nok, at få kastet kritisk lys på hvad som helst. Og alt var ikke lige klogt eller besindigt.

Nu har jeg så alligevel fået lyst til at slå et sving ind i debatten om, hvem der støtter hvad, og om de store værdier: Kampen mod sult og fattigdom og kampen for demokrati og frihed. For argumentet mod venstrefløjen har jo været, at de naive venstreorienterede pseudo-revolutionære var parate til at støtte kampen for ideologiske samfundsforandringer med udemokratiske midler. Nogle gange sagde de sågar ja til både vold og terror.

Det, der får mig på banen, er en lidt bizar artikel, som af alle steder stod i Weekendavisen fornylig, som kommentar til Pinochet-debatten. Artiklen hedder Missions-
huset og er skrevet af Ulrik Høy. I sine fremragende opkomlings-optegnelser mener Lasse Ellegaard, at Ulrik Høy nok er dybt reaktionær, men egentlig en slags hæders-mand. Og Høys kommentar er da også sådan en slags tilsyneladende snusfornuftig reaktionær gang vurderen for og imod i forhold til Pinochet og alle hans gerninger. Det, Ulrik Høy når frem til, er en konklusion, hvori han med et 'desværre' konstaterer, at i disse tider fortoner "virkelighedens realiteter...sig bag det hellige mantra: Menneskerettigheder."

I gamle dage, da nogle af os var unge, var der noget, der blev kaldt 'den missionerende venstrefløj'. Det var dem, der havde set åbenbaringen, og som med alle midler var parate til at missionere for deres mål. Målet var der ikke noget i vejen med (måske), men frihed, demokrati og menneskerettigheder skulle ikke få lov til at stå i vejen for dette mål.
Ulrik Høys missionshus er et andet. Det han taler om er, at menneskerettighederne er blevet et sakrosankt begreb, "der overskygger de omstændigheder, der bragte Pinochet til magten". Høy mener nok, at terroren skal nævnes i bedømmelsen af Pinochet. Så meget giver han dog demokraterne, men grundlæggende synes han, det er beklageligt, at "der er gået missionshus i historien" om Pinochet, og at menneskerettighedsmissionærerne overser Allendes kaos og Pinochets evne til at skabe orden.

Egentlig er det jo flot, at han har opdaget, at der er folk på venstrefløjen, der siger 'Hellere økonomisk kaos under Allende, end mord og terror under Pinochet'. Men det er vigtigt for forståelsen, at Høy ikke mener det som en ros, men som kritik.
Jeg kan huske andre menneskerettighedsdebatter, som jeg stadig synes er relevante. I ulandsdebatten blev Kina og Indien ofte stillet overfor hinanden, og vi var mange, der mente, at Kina måske gjorde mere for menneskers rettigheder end Indien. Hvis Kina med sin autoritære mobilisering kunne løfte milllioner og atter af millioner ud af fattigdom, var det måske bedre end Indien, der med sin demokrati- og frihedsoverflade lod (og lader) millioner leve som livegne slaver og lader feudalherrer bestemme, hvad kasteløse skal stemme.
Det var en vurdering præget af en vis naivitet, og med det, vi ved i dag, kan jeg også se, at der var en del terror-fortrængning. Men problemstillingen var reel nok. Vesten har aldrig ønsket at tale om de menneskerettigheder, der handler om retten til frihed for sult og sygdom, og til at kæmpe mod udbytning, og endnu i dag nægter man at koble menneskerettighedsbegrebet til den voldsomt voksende ulighed i verden.
En debat om forholdet mellem de forskellige menneskerettigheder er derfor relevant, og det er vigtigt at søge at tvinge vestlige økonomi-systemer til at forstå og huske, at det er et menneskerettighedsbrud, hvis man i et rigt samfund lader mennesker leve i ekstrem fattigdom.

Det er også vigtigt at diskutere, hvad der sker med menneskerettighederne i det, vi i dag betragter som det befriede Østeuropa.
Det, Ulrik Høy går ind i, er imidlertid ikke en debat om forholdet mellem forskellige menneskerettigheder, men en kritik af at menneskerettigheder får lov til at overskygge, hvad han opfatter som virkelighedens realiteter. Som om realiteterne ikke havde med menneskers rettigheder at gøre.
Hvis ikke det var fordi, det var gammelt og lidt perspektivløst, kunne det være fristende at genoplive 1970'ernes pinligt korrekte beskrivelser af, hvordan den vestlige verden støttede blodige diktaturer, der gik ind for lov og orden i stedet for frihed og ret. Det var et led i kampen mod kommunismen, og der passer Pinochet perfekt ind. Men heldigvis var der også en meget kritisk venstrefløj, som ville have socialisme på grundlag af demokrati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her