Læsetid: 6 min.

Jesus som forbillede

Debat
12. januar 1999

Når skibet synker, er tiden ikke til l'art pour l'art

KUNST
Det er ikke tidssvarende i en postmodernistisk epoke at tro, at noget budskab er livsvigtigt eller presserende. Alt er lige værdifuldt. Intet er vigtigere end andet.
Det duer heller ikke at gå forud for det moderne, intenst bruge traditionen for at komme hinsides det moderne i forsøg på at skabe en ny folkelig kultur. Så kommer man til at blande folkelige, humanistiske og religiøse elementer til en grumset cocktail, svarende til traditionens. Det kan man ikke, alene af den grund, at det ikke er muligt at få øje på noget folk.

En ynkelig anmeldelse
Det bliver jeg belært om af filosoffen Ole Thyssen i en lige så lang som nedgørende anmeldelse af min nye bog om kunst og samfund mellem kærlighed og nihilisme, Et hug i brystet, der lige er udkommet. Anmeldelsen er en ynk. Uenigheden om grundlæggende spørgsmål mellem anmelder og forfatter gør Thyssen usaglig og får ham til at prøve at lukke mig inde i en ufarlig, banal bås: "Leo Tandrup har erklæret total krig mod den moderne kunst, som han betragter som livsfjendsk og gold".
Det er vås. Jeg har i bogen som i dens forgænger, Mefistos Mareridt, lavet nær-gående og positive værkanalyser af en række moderne kunstnere fra Delacroix over van Gogh, Matisse og Picasso til Arne Haugen Sørensen. Men jeg har i forbindelse med disse analyser gjort opmærksom på modernismens problem, at den for ofte, som i tilfældene Kandinsky, Richard Mortensen og Matisse har villet lavet billeder af billeder, l'art pour l'art, i stedet for billeder af virkeligheden. Mange kunstnere har som de tre vendt ryggen til verden for at skabe paradis på jord, svarende alt for godt til den moderne liberalismes tanke, at vi lever i det bedst mulige samfund, hvor alle meninger kan og bør komme til orde, bare de ikke anfægter den uhæmmede væksts alt for succesfulde evangelium.
I denne alvorlige situation kan man godt blive bange for, at menneskeslægten på jorden er i fare, at skibet er ved at gå under, og at det sker, fordi vores mangel på respekt for jordens natur har ødelagt vor egen natur og identitet. Gælder det i den situation så ikke om, at intellektuelle og kunstnere som Arne Haugen, Keld Moseholm, Jan Jensen, Harvey Martin, Jens Galschiøt o. m. a. satser på at gøre opmærksom på, at nu gælder det altså om at redde miljøet og menneskets værdighed og genoprette fællesskabet? Så er der ikke tid til fjumrende at "eksperimentere med rene former", som Thyssen er så glad for, i en minimalistisk eller nihilistisk, sig selv dyrkende individualisme.

Vorherrebevares tonefald
Thyssen påstår i vorherrebevares tonefald, at jeg i "ét hug" og "på samme måde som i kulturens tid vil genforene det sande, det gode og det skønne", selvom filosofien har brugt mange hundrede år på at adskille dem. Nej, det vil jeg ikke. Men jeg vil gerne genskabe bånd mellem de tre begreber, og hertil behøves traditionens formsprog som inspiration, selvfølgelig vel vidende, at gruen og ondskaben ikke kan og ikke skal fjernes. Men behøver vi at degradere os selv til arme djævle, der går i opløsning, fordi vi følger den moderne "tidssvarende", borgerskabsleflende, rationalistiske og helhedsopløsende filosofi fra Descartes og Kant, der går ud på at adskille disse begreber?
Kun én person har i vor kristne mytologi kunnet forene det sande, det skønne og det gode: Jesus-figuren, der hadede de fines overfladeliv. Er det derfor ikke rimeligt at bruge ham som forbillede, som Arne Haugen ligesom Giotto, Michelangelo og en række af kulturens kunstnere gør det, uden at blive beskyldt for selv at være ramt af et Messias-kompleks. Thyssen beskylder mig for at rase. Ja, i en kampsituation, hvor skibet er synkende, må man nødvendigvis rase mod dem, der er ligeglade og pænt bliver i deres lille lukkede atelier eller filosofiske elfenbenstårn. Her får dæmonerne i deres eget liv så lov at rase, uden det umiddelbart ses af, hvad de maler eller skriver. Men ved nærmere eftersyn afsløres det, at de producerer neutralt, uengageret. Og netop så dyrker man: Alt er lige gyldigt, det vil sige ligegyldigt. Anything goes.

Virkeligheden sovses til
I den situation kniber det gevaldigt, som for Thyssen, at læse indenad. For man sovser virkeligheden til, når eksistensen ikke er på spil. Så kan man spilde tiden med rene
formeksperimenter, eller med i bøger ustandseligt at henvise til filosoffer, der udtaler sig om kunst uden at have et nærmere forhold til kunst og liv. Så laver man ikke selv dybere og indgående kunst-analyser, for livet og indholdet i kunstværket rager én ikke.
Så kan man påstå hvad som helst om hvem som helst, uden risiko for at få virkelighedens lort på fingrene. Så bruger man en hel rulle papir, hver gang man er på toilettet. Og så er det en særlig befrielse at "være klar over", at folket 'bare' er blevet til pøbel og ikke eksisterer mere. Så rager dette folks åndelige velfærd én mindre end en afbidt neglestump. Så fatter man ikke, at man selv er skyldig i, at det folk bevæger sig i pøbelretning, fordi man giver det nihilistiske stene fremfor eksistentielt brød. Så forstår man ikke, at vort land er så lille og snævert, at vi må dyrke det i dybden, i det folkelige, hvis vi skal give andre nationer og folk i det europæiske fællesskab og i hele verden et livskraftigt modspil og samspil. Så ser man ikke med sympati på den slags bestræbelser, som jeg selv og en række moderne kunstnere står for. Så sender man spottens og vankundighedens he-loter imod os, folk som Thyssen, der får vore bøger og værker til nedrakning og altid har sikret sig en sten i hånden, inden de ved, hvad vi bringer til torvs.
Så er der virkelig tale om en kampsituation, uanset hvad Thyssen så hævder med sin sure sukkersnak om, at alle kunstformer bør leve med hinanden. Ganske vist har l'art pour l'art i enkelte perioder af historien kunnet virke som befriende ferie og et åndepust i en brutal verden. Men det synspunkt vejer ikke til i dag, hvor skibet synker, og hvor meget mere er på spil, end den private, personlige frihed til, med den frustrerede overklassedreng Baudelaire, at gøre, hvad man har lyst til og hvad der er til uinteresseret behag i sofakrogens narcissistiske lummervarme.

Den fordærvelige doktrin
Modernismens l'art pour l'art har haft sin tid, men der er ikke tid til den mere. I dag, hvor miljøet trues stærkt, og hvor identiteten er gået næsten tabt, fordi de vel-stående nationer dyrker den økonomiske vækst og holder de fattige lande nede, og fordi de rige, de smukke og de bedst uddannede i de vestlige lande tager afstand fra folket, er blotte formeksperimenter og l'art pour l'art den fordærveligste doktrin, som en selvoptaget, magtejende kritik og klike kan bringe i omløb.
Jeg ved, jeg har den kritiks og klikes foragt. Det er ikke mere end rimeligt, da jeg selv ikke ligefrem sympatiserer med den. Bare nogen ville have den ulejlighed at tage de millionstore bevillinger fra den og for en tid hejse den op i en lysstærk lygtepæl, så kan man se, hvor tom den er inden i. Klikens og kritikkens symbol er de to kalkulerende, fiffige, duknakkede og fladhovede skræddere i Keld Moseholms Kejseren uden klæder, der står uden for Brandts klædefabrik. Kejseren, han er den, der skal betale. Og han er uden hoved. Så man må håbe, at han ikke ligner de moderne, bevilgende politiske myndigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her