Læsetid: 2 min.

Vi kan ikke leve af at dø

Debat
11. januar 1999

Vi må erkende, at vi alle er vasaller, der har taget parti imod Gud, men aldrig formår at forløse os endeligt. Jeg håber, at det postmoderne menneske på denne baggrund er 'better off alive than dead'

FILOSOFI
Tue Sørensen stillede følgende spørgsmål den 5. januar i Information: "Postmodernister har ingen løsning - hvorfor vil de så udbrede deres ideer? For at få os andre til at indse, at vi alle sammen er better off dead?"
Tue Sørensen tager således utvetydigt afstand fra postmodernismen. Alternativet til den 'fatale' postmodernisme finder Tue Sørensen i marxismens revolutionære praksis.
Det forekommer mig, at denne engelskstuderende århusianer ikke har erkendt, at Muren er faldet, og kommunismen har udtjent sin funktion som fiks-idé for menneskehedens frelse. Kommunismen var netop det sidste store forgæves forsøg på at installere en objektiv mening i den moderne verden, hvor traditionerne bukkede under for menneskets vilje til magt, som det hedder hos Nietzsche.
Men pointen i det sen-moderne samfund - det post-moderne samfund - er netop ikke, at meningen med livet nødvendigvis forsvinder - at vi alle er 'better off dead' - men derimod omvendt, at mennesket får en enestående mulighed for at træde ud af de store fortællingers historie, og føre en mere intens 'dialog med livet'.

Sisyfos-dilemma
Nietzsches overmenneske bliver ofte sat i forbindelse med det sen-moderne individ, der i selviscenesættelsens navn må skabe sit eget mikro-kosmos. Men i Nietzsches hovedværk Således talte Zarathustra bliver det klart, at det moderne højere menneske står i et Sisyfos-dilemma imellem at ville forkaste den forfalskede fortid og at måtte erkende samme fortids indvirken på det enkelte individ. Fortiden bliver således den sten, vi aldrig kan fjerne.
Meningsløsheden, hjemløsheden og ensomheden er nærværende følelser for det post-moderne individ, et symptom på den ikke tilstrækkeligt forløste fortid. Udfordringen bliver således ikke - 'for Guds skyld' - at falde tilbage til profane eller sakrale universal-forklaringer, men at besinde sig på historien og ikke bare forkaste den som uduelig og at acceptere, at vi altid vil være et produkt af vor fortid. Sideløbende med denne historiske besindelse må vi alle føre en intens 'dialog med livet', som netop kan genåbne det fortrængte metafysiske lønkammer - uden at det bliver et rent teologisk ærinde.
Vi må som Niels Lyhne i J.P. Jacobsens roman erkende, at vi alle er vasaller, der har taget parti imod Gud, men aldrig formår at forløse os endeligt. Jeg håber, at det postmoderne menneske på denne baggrund er 'better off alive than dead'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her