Læsetid: 4 min.

Kolbøttens balance-kunstnere

5. januar 1999

Sikke de dog kan slå knude på sig selv - Asger Baunsbak Jensen, Frank Poulsen, Erik Hoffmeyer og selvfølgelig Peter Wivel

POLITIK
Det er blevet moderne at udføre kolbøtter. Mikkel Plum praler af en vældig kolbøtte, han har klaret efter sin revolutionsromantiske ungdom som klunser på Fyn. Peter Wivel har udskiftet afghanerpelsen med chefredaktørens nålestribede. Weekendavisens redaktion er rene ækvilibrister i disciplinen, og bladet må være den naturlige ramme for de nationale kolbøttemesterskaber. Det har vel-testede baner og oplagte talenter.
Det er blevet en hel mani. Alle kræver, at alle skal træne i kolbøtter. Her i bladet følte f.eks. Claus Bryld sig kaldet til at anmode Ole Lange om at udføre et mindre knæk i ryggen, ved at opfordre ham til se kritisk på sin egen fortid.
Nuvel! Halvtosser og fusentaster har der altid været - også på venstrefløjen - og også dengang var de ofte a pain in the ass.Kolbøttekravet har hidtil været stillet til mennesker, der i halvfjerdserne var medlemmer af et eller andet parti til venstre for Socialdemokratiet. Lige så stille har manien dog bredt sig til mennesker, som jeg i halvfjerdserne formodede var medlem af partier til højre for Socialdemokratiet.
Det sker upåagtet. Ingen lægger mærke til det, og ingen har endnu beskrevet fænomenet. På dette blad har man haft fænomenet helt tæt på, uden tilsyneladende at se nogen udførelse af kolbøtter. Det må være kunstartens sande mestre - dem der kan udøve kunsten pralende, støjende og i fuld offentlighed, uden at nogen alligevel ser selve bøtten. Hvem er disse mestre?

Kreativ formulering
På det sidste er tidligere dommer i Sø- og Handelsretten og tidligere kontorchef i Justitsministeriet Frank Poulsen flere gange blevet interviewet her i bladet i forbindelse med PET-sagen. Jeg læser med stor fornøjelse hans kritiske synspunkter og hans afstandtagen til dele af tjenestens virksomhed. Tid-ligere læste jeg også med stor interesse hans indlæg om nødvendigheden af at komme økonomiske kriminalitet til livs - i særdeleshed 'selskabstømmeraktiviteterne' - og hans kritik af kollegernes trang til bi-indtægter. Ganske fornuftigt - men sikke dog en kolbøtte.
Han forklarer selv i et af de seneste interviews, hvordan det lykkedes ham, ved kreativ tænkning og vinkelskriveri, at få formuleret forbudet mod registrering af lovlig politisk virksomhed således, at registreringen kunne fort-sætte. Han praler faktisk af det. Jeg antager, at jeg kan takke Frank Poulsen, hvis jeg - hvad jeg formoder - dengang var registreret som 'farlig person' og sikkert stadigvæk - ved hjælp af en klonet Poulsen - er registreret i et eller andet åndssvagt register, som først bliver afsløret om 20 år. Tænk hvis hr. Plum havde været mindre romantisk - det kunne havde kostet mig knoppen. Nu - mange år efter - bekræfter Frank Poulsen, at han dengang var a pain in the ass. Nu viser det sig, at han også var 'skabssamfundskritiker' - fornuftig at vente med at springe ud til pensionen var i hus, men hvad gør klonen?

Hoffmeyer springer ud
Han er ikke den eneste sande kolbøtteækvilibrist. Hvis man skal læse en solid, velovervejet og behersket kritik af den stærke hyldest til markedsmekanismens lyksaligheder, hvor skal man så vende sig hen? Ja, pokker mig om ikke det kan leveres af den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Jeg læser med stor interesse hans kritik af markedsøkonomiens irrationaliteter - men sikke dog en kolbøtte. Da han var i embede var han altid god for solide advarsler mod fagbevægelsens krav om ordentlige løn og arbejdsvilkår, når en overenskomstforhandling skulle indledes. Dengang var han a pain in the ass. Nu viser det sig, at han også var 'skabssamfundskritiker' - fornuftig at vente med at springe ud til pensionen var i hus, men hvad med klonen?
Hver gang Det Radikale Venstre slækker på idealerne eller slækker på ansvaret for de svage, er der et kendt medlem af partiet, der omgående og kompromisløst svinger den moralske pegefinger. Ud fra en ægte humanistisk platform råber han vagt i gevær. Han formulerer sig i højtidelige vendinger, og jeg er næsten altid fuldstændig enig med ham - men sikke dog en kolbøtte.
I halvfjerdserne blev der ført en 'indoktrineringsdebat' som advarede mod de røde lejesvendes påvirkning af de uskyldige unge mennesker i folkeskolen. Dengang var det en højtstående embedsmand i undervisningsministeriet, der - assisteret af Erhard Jakobsen - støbte kuglerne og gjorde livet surt for mine elskelige og rare lærere i folkeskolen. Ja, det var såmænd Asger Baunsbak Jensen, der sidenhen er skiftet til præst i folkekirken og er sprunget ud som samfundskritiker og humanist.
Mon manien vil fortsætte? Tør vi vove at håbe på, at også Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen vil slå et par forrygende kolbøtter vedrørende fremmedhad og apartheid? Sker det, vil jeg sgu forsøge mig med et par flik-flak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu