Læsetid: 3 min.

Læserdebat

Debat
18. januar 1999

Israelsen dog!

11. JAN. - Mens offentligheden og det meste af pressen var optaget af at åbne for den første luge i julekalenderen, lavede direktøren for postvæsenet, Helge Israelsen, et kup.
Han antog på sin lønningsliste en løjtnant fra hjemmeværnet og dennes kommandersergent, angiveligt i en 'samarbejdsaftale', hvor disse to i fremtiden ikke skal foretage sig andet end at hverve hjemmeværnsmedlemmer til et særligt post-kompagni.
Der er mange mennesker, som slet ikke kan indse behovet for et hjemmeværn i Danmark, og folkene forlader da også den synkende skude i et antal på over tusind om året, så man kan godt forstå hjemmeværnets glæde over, at nogen overhovedet gider beskæftige sig med dem.
Men så Israelsen dog: Hvad i alverden rager hjemmeværnet postvæsenet?

Geert Grønnegaard
Leragervej 8, 4174 Jystrup.

Og det var det

11. JAN. - Den anerkendte Ruslandsekspert Leon Nikulin giver i Inf. 11. jan. en endnu mere gruopvækkende beskrivelse af Rusland i 1999, end man ellers er vant til. Det russiske parlament vil genopstille statuen af lederen af det hemmelige politi, Dzerzhinsky. Det svarer ganske til, at tyskerne ville opstille en statue af Heinrich Himmler. Det store flertal af de folkevalgte i Rusland er altså komplet ligeglade med de millioner af uskyldige ofre for terroren. Dette bør få Vesten til ikke ligefrem at provokere russerne.
Til manges overraskelse reagerede Rusland med at hjemkalde sine ambassadører i England og USA efter disse landes bombeangreb mod Irak. Det svarer godt til Nikulins oplysning om, at russerne i de seneste måneder i højere og højere grad gør Vesten til syndebuk for russernes selvskabte plager. Det er dog ingenting imod, hvordan Rusland vil reagere ved et NATO-angreb mod Serbien, der har langvarige nære forbindelser med Rusland. I en frygtelig krise som Ruslands vil der let opstå en helt usammenhængende blanding af menneskeforagt og grov overtro, som det også var tilfældet i Zarens sidste år. Dette er specielt uheldsvangert netop i år. Sagen er desværre, at masser af russere tror klippefast på Nostradamus' profetier, og denne græsselige ulykkesprofet hævdede, at der i juli måned 1999 ville komme en rædselens konge fra himlen. Nu vil intet være lettere for russerne end at virkeliggøre denne profeti ved at sende en atomraket mod NATO som svar på NATO's angreb på Serbien. Selv store tilhængere af terrormord som de 255 russiske parlamentsmedlemmer, der vil genopstille statuen af Dzerzhinsky, ville under normale omstændigheder vige tilbage for en atomkrig. Men når de ligefrem kan pege på, at den er forudsagt og derfor uundgåelig, vil de føle ansvaret langt lettere.
Hvis NATO derfor absolut vil blande sig i Serbiens indre anliggender med bombeangreb, så vent for Guds skyld i det mindste til efter at juli måned er udløbet.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78A
2720 Vanløse

Morakkeren Lykketoft

11. JAN. - Mogens Lykketoft ved, at ledighed er roden til alt ondt, så han opfordrer os til at arbejde mere, selvom hylderne i alle de butikker, hvor jeg har min gang, bugner af varer. Han ved, hvad han snakker om, for han har i mange år haft to krævende fuldtidsjob: Folketingsmand og minister.
Rækkefølgen er ikke tilfældig, for som bekendt står ingen over eller ved siden af Folketinget. De hjemlige sysler kan være et problem at overkomme for de fleste med rigeligt udearbejde. Ikke for Mogens. Han er så heldig, at hans kone, Jytte, er hjemmegående - takket være statsministerens indsats.
Jytte har god tid til at holde lejligheden, og hun har hver morgen en nyvasket og strøget skjorte parat til sin arbejdsomme gemal og forsørger. Jeg håber Mogens ikke bliver hængende i Snaps-tinget, når dagens dont er gjort, men straks kører hjem til Østerbro og fortæller Jytte om dagens spændende oplevelser på Borgen og partiets chancer for at klare spærregrænsen ved det folketingsvalg, der nærmer sig med uhyggelig fart.

Niels Stubkjær
H. C. Lumbyes Gade 10
2100 København Ø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her