'Børn lyver ikke om sexmisbrug,' siger chefpsykolog. Nej, men børn fortæller ind imellem fiktive historier, som kan bringe andre og dem selv i vanskeligheder
OVERGREB
Det er prisværdigt, at Information i en artikel den 12. januar prøver at slå lidt koldt vand i blodet på læserne ved at pege på, at der ikke kan ses nogen stigning i antallet af sager om seksuelt misbrug af børn. Men artiklen lader det samtidig stå som en kendsgerning, at det børn selv siger om sådanne overgreb altid er sandt. "Børn lyver ikke", som chefpsykolog Kirsten Moesgaard citeres for at sige. I hvert fald kan en klinisk psykolog "med ret stor sikkerhed finde ud af, om det er barnet selv, der kommer med en beskyldning, eller om det er blevet påvirket af en voksen."
Hukommelsen påvirkes
Så enkelt er det desværre ikke. Børn op mod skolealderen kan udmærket finde på at lyve. Men som regel er de ikke så dygtige til det som voksne og derfor lettere at gennemskue. Værre er det, at børns hukommelse væsentlig lettere end voksnes påvirkes af ledende spørgsmål, antydninger og forventningspres fra andre. Det kan være påvirkninger fra voksne, men det kan også være påvirkninger fra andre børn, f.eks. i børnehaven hvor den skarpe konkurrence om opmærksomhed og accept let fører til kollektive fortællinger med en tvivlsom forbindelse til virkeligheden. En af hekse-jagtens mekanismer.
Når jeg siger at hukommelsen påvirkes, så mener jeg vel at mærke, at børnene selv tror på, hvad de fortæller. De lyver ikke. Det samme sker naturligvis for voksne. Det er der bl.a. mange eksempler på i amerikanske, engelske og hollandske retssager, som er blevet rejst fordi voksne mente, at de pludselig kunne huske incestuøse overgreb fra deres barndom. I praktisk taget alle tilfælde har de pågældende været under påvirkning af terapeuter eller terapeutiske grupper, som på forhånd anså deres psykiske problemer for at skyldes incest. I mere end 100 sager i USA har sagsøgerne endda klart husket, at de blev misbrugt af Satan-kulter med tortur, drab af fostre og spædbørn. Trods specialgrupper udsendt af FBI er der aldrig fundet beviser for sådan noget, som jo ellers ikke kan være så ligetil at skjule.
En særlig skræmmende ting ved disse sager er de mange tilfælde, hvor den, der har rejst anklagen, under sagen er blevet overbevist om, at hun (det er som regel kvinder) har 'husket' helt forkert. Men så er skaden sket, de anklagede (som regel forældre eller andre nærtstående) har været igennem foragt, ydmygelser, fordømmelser og isolering, familierelationer er uopretteligt smadret.
En risiko ved at håndhæve det princip, at børn altid taler sandt, er at børnene kan blive hvirvlet ind i en lignende proces - og ende med senere i livet at måtte bære den belastning at have givet anledning til ødelæggelse af andres tilværelse.
Godt at være skeptisk
Der er altså gode grunde til at være skeptisk over for voksnes hukommelse for seksuelle overgreb i barndommen. Og der er ingen gode grunde til at være mindre skeptisk over for børns vidneudsagn om seksuelle overgreb. Anklager om sådanne forbrydelser skal tages lige alvorligt, hvad enten de kommer fra børn eller voksne. Men de skal også undersøges og vurderes lige kritisk. Typisk er risikoen for bevidste løgne mindre fra børn, men risikoen for ydre påvirkninger er til gengæld større.
Retsvæsenet skal med
I enhver konkret sag må vidneudsagnenes pålidelighed imidlertid bedømmes af retsvæsenet. Det kan ikke overlades til kliniske psykologer, når der er tale om børnevidner, med større tryghed end for voksne vidner.
Kirsten Moesgaard citeres i artiklen desuden for, at hvert tiende barn er udsat for seksuelt misbrug, deraf to tredjedele så groft som analt samleje og oralsex. De tilsvarende udenlandske tal, hun henviser til, er skøn foretaget af klinikere (psykologer, psykiatere og andre) alene ud fra deres patienters oplysninger. Mere solide - og videnskabeligt skeptiske - undersøgelser kommer ikke over de to pct., som juristen Beth Grothe Nielsen angiver i samme artikel.
Det er bestemt også nok. Der er ingen grund til at overdrive.
