Læsetid: 4 min.

Lomborg, Seidenfaden og Wivel vrøvler videre

30. januar 1999

Lomborgs ordgrød er infantil, men der er chefredaktører og medlemmer af Venstres folketings-gruppe, som ikke kan gennemskue manøv-rerne. Det er farligt

KLODEN
Marie Antoinettes råd til det sultne parisiske proletariat var som bekendt, at hvis de ikke havde brød at give deres børn, så kunne de give dem kager. For den arrogance mistede hun hovedet - og hovedløst gentager Bjørn Lomborg ræsonnementet (igen og igen, senest i Politiken den 18. januar). Logikken er, at afskaffer vi pesticiderne, så bliver grøntsagerne dyrere, og så spiser vi færre af dem (det står at læse i Grønspættebog for nyliberale) og mere kød, må man tro, og det er usundt. Derfor vil mellem 500-1.000 mennesker dø af kræft, om året - såvidt Lomborg.
Men sådan er verden ikke, af flere grunde. For det første går der f.eks 10 kg grønt til at lave 1 kg ko. Så hvis grønt stiger 10 øre kiloet, så stiger ko 1 kr kiloet, og vi vil spise mere grønt! Det pudsige er imidlertid, at vi vil også spise mere grønt selv om kødprisen ikke skulle stige, blot den er væ-sentlig højere end grøntsagerne, og det er den, pesticider eller ej. Den prisforskel betyder nemlig at man spiser mere grønt, når prisen på grønt stiger. Man skifter ikke til kager, når brødet bliver dyrere.

Antoinette-Grønborgs logik
I økonomisk teori hedder fænomenet "Giffen-paradokset" - så kan de som gider, selv slå efter. Skolelærere som er fristet af Lomborgs logik bør dog gide. Gider man alligevel ikke, kan man spørge fru Nielsen på Valby Lang-gade: Goddag Fru Nielsen, nu stiger kartoflerne. Hvad betyder det for Deres budget? Hvad svarer fru Nielsen? Hun svarer ikke, at så må vi jo spise bøffer i stedet. Fru Nielsen ved godt, at når kartoflerne stiger, så står den på flere kartofler (pasta, grønt og brød) og mindre kød - men hun har jo heller ikke studeret statskundskab.
Marie Antoinettes bemærkning er i dag ikon for den privilegeredes dumhed, lad Lomborgs grøntsager blive det samme.
Hvad miljøpessimisme og tal angår, så har Lomborgs projekt sine styrker og sine svagheder. F.eks. forkaster Lomborg forsigtighedsprincippet ved ren konsekvensmageri. Vi anvender ikke forsigtighedsprincippet i skolelovgivningen, siger han, derfor skal vi heller ikke anvende det på miljøområdet! En form for digital 'morlille kan ikke flyve' - ja/nej logik, som gør latteren, i Holbergs servering og anvendt med takt, til et seriøst argument - og sidste håb? Men hvorfor vælger Lomborg nu skoleloven, hvor forsigtighedsprincippet slet ikke giver mening, og ikke retsplejeloven, hvor vi finder forsigtighedsprincippet indskrevet (tvivl skal komme den mistænkte til gode)? Ja, hvorfor mon, det skylder lektoren i statskundskab os et svar på (gerne med reference). Indtil det kommer, må vi holde fast ved, at når tyngdeloven og skatteloven er forskellige, så er det, fordi de to områder er forskellige. På samme måde med retsplejeloven og skoleloven. Når vi har et forsigtighedsprincip i den ene, men ikke i den anden, så er det fordi de to love beskæftiger sig med forskellige ting.

Børn og fundamentalister
Det er sådanne forskelle børn og fundamentalister har så svært ved at se: "Det er forbudt at stjæle, så kommer man i fængsel - det er forbudt at gå skråt over gaden, så skal man også i fængsel" er barnets logik. Barnet hæfter sig ved repetitionen, 'forbudt', og kobler det med sanktionen 'fængsel'. Den voksne forvalter refleksivt forskellen på de to typer af forseelse. Det hedder skønsomhed og betyder at vi kaster brønden til, også på en søndag, og det er civilisa-tionens kendemærke.
Lomborgs konsekvensmageri er i teknisk forstand infantil, men rejser et problem. Der er medlemmer af Venstres folketingsgruppe som ikke kan gennemskue manøvrerne, og det samme kunne gælde nogle af de lærere, som nu bruger Lomborgs skrifter. Det giver skoleelever som måtte falde for ræsonnementets enkelthed et problem. Hvis de unge mennesker ukritisk gør Lomborgs rationalitet til deres, så dumper de til eksamen. Rimeligt nok. De skulle jo nødigt forlade skolen i en ringere stand end de ankom.
Lomborgs kvantitative prioriteringer knytter sig til en normløs managementskultur som er farlig. Derfor er det kritikken af Lomborgs rationalitet som er det vigtige, og det er i bund og grund en kulturkritik.

De tre chefredaktører
Her kunne det være interesant om chefredaktørerne på landets tre største aviser ville stille op, de tre som i synkron pluralisme har bygget Lomborg op. Selv har de beskyttet sig bag, at miljø ikke lige er deres område. Nej såvist, men den kulturradikale Seidenfaden på Politiken, og oplysningsfilosof Peter Wivel på Berlingske Tidende er rigeligt klædt på til denne vinkling, så nu må de komme deres protege til undsætning, eller det modsatte. Nyligen har f.eks. Wivel begået en helsides, hvor Rousseaus etik konfronteres med Diderots videnskabelige maskinetænkning. Fremragende, men patetisk når man erindrer sig samme Wivels totale knæfald for Lomborgs amputeret-videnskabelige pedanteri. Wivels humanisme er trygt deponeret i 1700-tallet, i dag gælder det pengene, Diderot og den økonomiske materialisme. Den etisk baserede kritik af Diderotisten Lomborg magter Wivel tydeligvis ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu