Læsetid: 2 min.

Magtspil bag malerier

29. januar 1999

Husk Hinnum, at det var barnet, der turde sige, at kejseren ingen klæder havde på

SVAR
Susan Hinnum, du opfordrer mig i en klumme den 25. januar til at forlade computer-tasterne og "opsøge den aktuelle billedkunst", som om jeg skulle have skrevet min leder om 'Kunstens gru og håb' i Information den 12. januar fra en lukket isolationscelle. Det ville ganske rigtig have været for dumt.
Kunsten har været en af mine store private lidenskaber i mange år. Jeg har set så tilpas meget, at jeg ikke længes efter 'genkendelighed'. Mange 'internationale' museumsbesøg fra Los Angeles til Barcelona og København har i stigende grad gjort mig kritisk over for det, man ind imellem spises af med på kunstscenen.
Du bruger åbenbart 'barnetroen' som et nedsættende begreb - men glem ikke, at det dog var barnet, der turde sige, at kejseren ingen klæder havde på.

Penge til fortrop
I din postmoderne kunst-opfattelse mener du, at der ikke findes noget center for kunsten, og du hævder, at 'der ikke findes nogen fortrop'. Men er det rigtigt? Det officielle kunstindeks viser, at dine professorer på Det kgl. danske Kunstakademi, Claus Carstensen og Peter Bonde er totalt dominerende på de danske museer - langt foran kunstnere som Michael Kvium, Arne Haugen Sørensen og Per Kirkeby. I den forstand er der vel en slags fortrop? Og er det ikke under alle omstændigheder relevant - og tilladt - at spørge om museerne altid bruger deres penge klogt? F.eks. om de hastigt producerede værker af kunstens fortrop altid har tilstrækkelig kvalitet? Det er i hvert fald naivt, hvis man som postmodernist tror, at kunsten er frigjort fra magten, institutionernes diskurser og pengenes betydning.
Ikke alt i postmodernismen er skidt. Jeg er glad for, at den har demonteret Den Store Fremskridtstro - og i kunsten har gjort os skeptiske overfor stalinismens vulgære socialrealisme eller Hitlers massesuggestion af den hvidskurede ariske renhed.
Du påstår, at jeg med min leder stiller "krav om en elitær kunst", men det gør jeg ikke. Og jeg går heller ikke rundt med "en trang til orden, der spøger", som du ellers antyder. Du synes at mene, at vores postmoderne samtid er ordenfri. Men det er den ikke. Den opererer bare med en anden type orden: Den diskontinuerte, improviserede og indeterminerede struktur.
For mange er det ligefrem blevet et dogme, at virkeligheden bare er en serie af billeder på billeder, bedst udtrykt i videokunsten som halvfemsernes altdominerende kunstart. Men virkeligheden kan ikke reduceres til billeder. Ja, måske er det på høje tid, at vi hver især åbner øjet for andet end det selvreferende og aktivt engagerer os som mennesker, og som kunstnere, i verdens brændende politiske, sociale og menneskelige spørgsmål. Ja, og tør debattere kvalitet - for kunstens egen skyld.
Det opmuntrende i dit indlæg er, at du også mener, at billedkunsten i allerhøjeste grad handler om "livets store spørgsmål og moralske dilemmaer", og derfor glæder jeg mig til, at der fremover kommer flere diskussioner og analyser af, hvilke mål og værdier og hvilken moral og etik samtidens billedkunstværker udtrykker og afspejler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu