Læsetid: 2 min.

Masser af union

2. januar 1999

Kan Socialdemokratiet forklare, hvordan de vil overholde løftet om 'mindre union'?

EU
Socialdemokratiets næstformand Lene Jensen forsøger i Information den 23. december at sælge EU og det nyligt overståede topmøde i Wien som en sejr for socialdemokraterne. Men forsøget mislykkedes, hendes kommentar fremkalder i stedet en række nye spørgsmål. For noget tyder på, at Poul Nyrup Rasmussen et halvt år efter sin berømte sætning om, at der i fremtiden kommer mindre Union - har underskrevet køreplanen for mere Union i Wien.

Alt bliver berørt
Topmødet åbnede ladeporten for harmonisering af skattepolitik i EU. Foreløbig holdes indkomstskatterne ude, men mon ikke det ændrer sig i løbet af nogle år. Momsen blev derimod berørt. Kommissionen har nu fået mulighed for at tillade eksperimenter med lave momssatser. Hvorfor skal EU diktere harmonisering på dette område?
Udenrigs- og sikkerhedspolitik blev styrket og EU skal nu også have sin egen forsvarspolitik med en "troværdig operationel kapacitet". Hvorfor skal EU lave et militær, når vi i forvejen har et velfungerende NATO?
Nyrup udtrykte på mødet tilfredshed med overgangen til den fælles mønt og ønsket om en "samordning" af landenes økonomiske politik, uden at nævne det danske forbehold. Er det danske forbehold på vej væk?
Lene Jensen nævner beskæftigelsen og nærhedsprincippet, som det hele blev pakket ind i. Men en nærlæsning af topmødekonklusionerne viser, at det primære på topmødet var at styrke ØMU'en. Der var ikke vilje til andet, end en skamrosning af ØMU'en som middel mod arbejdsløshed! Topmødet flyttede heller ikke mere lovgivning tilbage til de nationale parlamenter, der blev ikke taget skridt til at undersøge, om alle EUs love nu også er nødvendig på fælles niveau. Der kom en sætning om at man burde holde flere orienterende drøftelser i Rådet "uden at Kommissionens initiativret dog på nogen måde undergraves". Kort sagt en cementering af et EU, vi allerede kender, og som ganske mange synes er for fjernt og som bestemmer for meget.
Østudvidelsen blev desværre skubbet helt i baggrunden til fordel for de mange nye planer om mere Union. Det kan kun undre, at topmødet havde så travlt med at lancere en skappere harmonisering. Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten viste, at der er betydelig skepsis mod den hast, EU udvikler sig. Hvorfor satte topmødet ikke fokus på den skepsis. Hvorfor vil EU absolut harmonisere i en sådan fart, at der ikke er tid til tænkepauser?
Det næste halve år overtager Tyskland formandsskabet i EU. Der er al mulig grund til at frygte, at den nye tyske regering vil vise handlekraft og magt, og derfor starter en række initiativer for mere Union, som vi hverken mentalt eller politisk er rede til i Danmark. Også i det lys var det et skidt topmøde i Wien, for det gav netop grønt lys til, at det tyske formandsskab kan lancere den store plan om mere Union, som diplomaterne sikkert allerede har klar i skuffen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu