Læsetid: 3 min.

Midt i en klynketid

Debat
22. januar 1999

Vi er alle ofre, mener historiker, der trækker mørk-lægningen ned for et nyt årtusinde

OFFERLAM
SOM DET MAGISKE årtusindskifte nærmer sig, vrimler det med bud på, hvad det nye barn af tiden vil føre til. Hvad blir det for en størrelse, hvor kommer det fra, hvor går det hen?
Under alle spørgsmål ulmer det ubesvarlige: Hvad skal der blive af menneskeheden?
Hvis vi går ud fra, at den hastigt dalende sæd med professor Skakkebæks hjælp stadig bevarer en sidste livsgnist i sig, hvor længe endnu kan mennesker så med god samvittighed sætte børn i verden og forvente, at de stadig får et tåleligt liv? Hundrede år? To hundrede? Perspektivet svimler, hvis man ser, hvor meget der er sket alene i det seneste århundrede og forsøger at fremskrive udviklingen med samme eksponentielle hast. Alligevel er det betydeligt lettere at gøre status i bakspejlet end ud gennem forruden.

FRA SIN udkigspost på RUC har historikeren Henrik Jensen gjort facit over de mentale mellemregninger i det indeværende sekel - "ofrets århundrede", som han kalder det i sin bog af samme navn. Jensen giver i Politiken et interessant signalement af et århundrede, der fik sit knæk i en skyttegrav under Første Verdenskrig og siden er hensunket i afmagt og klynk, 'gået bort i nedtrykt sindstilstand', som det hed i efterlysningerne i Pressens Radio-avis.
Verdenskrigen blev sat i værk af fædrene, men udkæmpet af sønnerne. Her mistede de troen på autoritet, på det gamle Europas dyder og en stadig fremadskridende civilisation, ja, endog på troen på troen: Her døde Gud, efterladende et tomrum til totalitære systemer og utopier. Barbariet nåede dybder vi ikke havde troet.
"Vi mistede troen på et forsyn," siger Henrik Jensen. "Og vi mistede troen på teknologien som de hjul, der maler fremskridtet. Fremskridtet var endt som historiens største massakre. Låget var af æsken, og det kom ikke på igen i 1918. Det var som et fald ned ad en trappe - til de totalitære regimer og atombomben. Som et symbol på menneskets evne til at destruere sig selv og verden, ligner atombomben næsten et bestilt arbejde."
Vi er alle ofre, mener Jensen, der ikke henregner sit dystre syn til fortiden, men trækker mørklægningen helt frem til vore dage.
Ikke just den slags peptalk man har brug for på en grå dag i januar.

MAN MÅ MEDGIVE Henrik Jensen, at dele af det offentlige liv til fulde lever op til hans forestillinger om det 20. århundrede. For lidt siden gik det ufatteligt godt for det konservative parti. Nu er konservatismen en rygende ruinhob, lagt i aske af pyromaner i lemmingernes egen kreds. I marts fik det regeringsbærende socialdemokrati en uventet valgsejr med udsigt til et hidtil uset manøvrerum. Nu må det klamre sig til halvdårlige undskyldninger og tigge de sidste vælgere om ikke at lukke og slukke.
Bjarne Riis er hverken ørn eller gud længere, men en forfulgt papkylling, som pressens gribbe vil jage sprøjten i, så vingerne falder af og han selv dejser om som sin egen bøddel og offer.
Idolerne skal ofres for at blive udødelige. Som Jesus skulle Lady Diana først ud-stødes for at blive korsfæstet, død og på tredjedagen genopstanden i alverdens ugeblade og tv-ikoner.
Tiden skriger på ofre, og pressen ofrer gerne sin egen rygmarv og et halvt plejehjem for at levere varen.
Der er salg i ofre af en særlig slags, og så langt kan man følge Jensen, men han går videre og hævder, at både personer og nationer spekulerer i offerstrategier, og at "ofret har fat i den lange ende".

DET UDDYBER han således:
"Kun ofret kan tale med en vis patos. Hvadenten ofret er en person eller en na-
tion, tales der fra en stærk position. Overgriberen kan kun gribe til undskyldninger eller selvironi."
Her bevæger den gode lektor sig over i fiktionen. Hvis det var rigtigt, at patos giver styrke, at "ofret har fat i den lange ende", ville forholdet mellem bødler og ofre, mellem de styrende og de styrede, mellem rige og fattige, se helt anderledes ud.
Det er rigtigt, at en mindre kynisk verden ville være mere lydhør over for de afmægtiges råb, men det er en drøm, der dagligt dementeres i storbyernes gyder, i Algeriet og Kosovo, i Burma og Columbia.
Hvis alle er ofre og ingen ansvarlig, er der ikke meget at komme efter i det nye årtusind. Vi må finde en drøm, der kan holde os vågne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her