Læsetid 9 min.

Mordet på mennesket

22. januar 1999

Findes virkeligheden overhovedet længere? Eller har docu-soaps og andet godt fra nutidens medie-virkelighed gjort os til modeller, der bare leger, vi er mennesker?

DET VIRTUELLE RUM
Et blodspor peger i retning af et mord på virkeligheden. Blodsporet udgøres af de såkaldte Docu-soaps som vælter ind over os. De foregiver at vise den 'rene' virkelighed, den nøgne sandhed, men det eneste interessante, de fortæller os om virkeligheden, er, at den nu åbenbart udspiller sig live foran kameraet.
Hvis Docu-soaps er virkelighed, så er kameraets tilstedeværelse universel, og ikke begrænset til den badestrand, kollegiegang, tropiske ø eller heldige familie, som toner frem på skærmen. Med andre ord. Virkeligheden er blevet myrdet, død og forsvundet, fordi vi ikke længere bare er, ikke længere bare eksisterer som noget umiddelbart og naturligt givet, som en uskyldig mælkebøtte i vejkanten, men altid opfører os som om et kamera var rettet mod os. Vi er ikke længere os selv, men en model af os selv. Minutiøst konstrueret, iscenesat, til glæde for det allestedsnærværende usynlige kamera.
'Virkeligheden' skjuler sin gennemsyrede tegneserieagtige karakter ved at opstille falske alibier som forhindrer os i at gennemskue, at forskellen mellem virkelighed og fiktion ikke længere eksisterer. Vi vandrer gennem Legolands sjove rekonstruktion af Skagen og tænker instinktivt: Eftersom dette er fiktion, så må Skagen uden for Lego-land være virkelighed.
Men vi bliver groft taget ved næsen. Modellerne af Skagen i Legoland repræsenterer nemlig det virkelige Skagen, fordi de i deres glitrende kunstighed ikke lægger skjul på, hvad de er - nemlig ren fiktion. Skagen uden for Legoland udgør derimod en stor illusion, fordi det narrer os til at tro, at det er virkeligt, mens det i virkeligheden er en stor forlystelsespark, et gigantisk Legoland, hvis eneste formål er at glæde turisterne. Lagde man det 'virkelige' Skagen i forlængelse af Legolands model af Skagen ville kun de allermest skarpsindige opdage overgangen fra det ene til det andet.
Overalt kan man i dag observere hvordan de 'kvaliteter', som tidligere var afgrænset til fiktionens verden, invaderer virkeligheden som var det en aggressiv kræftcelle. Virkeligheden bliver til en model når den så at sige inficeres af denne kræftsygdom. Således kan man nu med en vis forbløffelse konstatere, at den hysterisk begejstrede model fra vaskepulverreklamerne er trådt ud af tv-skærmen og vandrer frit omkring i vores 'virkelighed'. Ikke overraskende rammes hun ofte af hjemve og vender tilbage til skærmen, hendes oprindelige hjem, for at fortælle os om mobiltelefoner og andre spændende ting.

Vi tror at tv-reklamerne (ligesom Docu-soaps) anvender virkelige personer. Det er jo også hvad instruktørerne ynder at fortælle os. Men der er intet ægte over personerne i Docu-soaps, Sonofon-, Codan- eller Kel-
loggs-reklamer. De er alle modeller, iscenesættelser, og naturligt i besiddelse af de evner, der kræves for at gøre sig godt på tv-skærmen.
Årsagen til at vi ind imellem finder deres væsen påtaget, er udelukkende at vi distancerer os fra dem. Vi konstruerer en løgn, et falsk alibi, der gør det lettere for os at hævde vores egen uskyld, renhed eller ægthed. Men vi er selvfølgelig ikke et klap bedre. Ægtheden når rent faktisk nulpunktet i de personer, der bevidst iscenesætter sig selv som den ægte vare.
Derfor kan man også med rette kalde ideologier som
Dogme95 for højdepunktet af filmisk illusion. Godt nok profilerer de sig som det stik modsatte, nemlig som en såkaldt 'redningsaktion'. Men hvad er mere uægte end film, som gennemtvinger ægthed ved at opstille strenge puritanske principper i form af et 'kyskhedsløfte', der sætter voldsomme grænser for teknologiske fiksfakserier? Dogme-filmene tager bogstaveligt talt røven på os, fordi de med deres håndholdte kamera og kornede billeder efterlader os med troen på en uplettet, rå og barsk virkelighed. Men den er for længst forsvundet og erstattet af en 'virkelighed' besat af iscenesættelser, modeller, teknologi og manipulationer. Det er de styggeste Hollywood-produktioner - ikke Dogme-filmene - som leverer det mest troværdige billede af vores nutid.
Nu fik jeg nævnt Dogme95, og den nye danske pornofilm fra von Triers Zentropa, Constance, fortjener et par ord med på vejen. Især når en journalist fra et større dansk dagblad, i sin anmeldelse, konstaterer, at "det obligatoriske cum shot som finder sted på de kvindelige medvirkendes sagesløse maver" udgør "en særpræget form for orgasme, men en fast ingrediens i genren". Det må have forbigået hans opmærksomhed at silikonebryster, penisforlængelser og "særpræget" seksuel opførsel for længst har spredt sig fra genren, altså pornofilmen, til vores 'virkelighed'.
Forskellen på virkelighed og fiktion er nedbrudt til fiktionens fordel. Vi er alle blevet pornostjerner, perfekte imitationer...

Folk, som anser anklagen om menneskets død som latterlig og overdramatiseret, bør overveje følgende: Når Jørn Duus, Henrik Dahl og andre orakler med stor præcision kan fastslå, hvem en person er - i hans fravær, bare ved at lugte til hans sko, skyldes det, at menneskets konkrete nærvær er blevet inderlig ligegyldig. Og paradoksalt nok morer vi os fascineret, når oraklet rammer plet, selvom han derved hudløst udstiller vores overflødighed og død.
Ingen steder er dette mere tydeligt end i det politiske system, hvor den menneskelige stemme er tavs. Vi giver ikke længere udtryk for vores politiske mening.
Som en erstatning for vores tabte stemme, scannes vi af trendy konsulenter på meningsmålingsbureauerne, som registrerer vores ekko fra dødsriget og mirakuløst genopliver vores stemme i meningsmålinger, som var den the real thing.
Hvis man spørger konsulenterne på bureauerne eller valgforskerne på universiteterne, så er der øjensynligt kun ét problem forbundet med meningsmålinger: De er så forbandet upræcise. Derfor bruger man også meget tid i fine kontorer på at udvikle nye teknikker og skrive tykke bøger med indviklede matematiske argumenter i et forsøg på at forbedre målingerne.
Forskernes drøm er målinger, der ikke påvirker meninger, spørgsmål, der aftvinger ærlige svar, selvom de slynges i hovedet på os midt i aftenkaffen. Men problemet er ikke, at denne drøm er en illusion, men snarere løgnen om, at menneskelige meninger og holdninger eksisterer uafhængigt af målingerne.
Ville mening eksistere, hvis det ikke var for meningsmålingen? Svaret er naturligvis nej. Mening er, hvad Den Lille Havfrue er for den japanske turist. Uden det obligatoriske fotografi (måling) er det meningsløst at snakke om Havfruens eksistens. Spørg en japaner om hun har set Den Lille Havfrue og hun vil straks fremvise sit fotoalbum. Eksemplet er endda en smule uheldigt fordi man stadig kan skelne mellem mening og måling, havfrue og fotografi, hvilket ikke er tilfældet, når det drejer sig om vores politiske holdninger.
Det er muligt, at A/S Meningsmålingsbureauerne føler en slags filantropisk stolthed over at viderebringe menneskelige stemmer, der ellers ville forblive tavse. Det er dog svært at se det prisværdige i en virksomhed, som frarøver mennesket sin stemme, og derefter genrejser den som et genfærd af mening.

For at lokke genfærdet frem i lyset benyttes eksorcist-agtige metoder i stil med dem, vi kender fra TV3's Robinson Ekspedi-tionen. Som var det et psykologisk eksperiment, placeres de udvalgte af os - respondenterne - i kontrollerede omgivelser i form af et telefon-interview der synes omtrent så umuligt at undslippe som en tropisk ø omringet af et oprørt hav. Respondenternes dybeste hemmeligheder dissekeres på kryds og tværs gennem en byge af spørgsmål som tester os, leger med os og lokker os i fælder. Den mindste bevægelse registreres, ikke på kameraets linse, men i computerens hukommelse.
Konsulenterne og valgforskerne kaster sig over tallene med samme barnlige entusiasme, som når vi andre leger amatørpsykologer hen over gårsdagens episode af 'Robinson'. Vi konkluderer, at 'Hanne' er det usleste afskum på jorden. Eksperimentet - Robinson Ekspeditionen - blot-lagde hendes sande natur. Men 'Hanne' er bare et navn. Det er modellen Hanne, arketypen Hanne, med de og de universelle (ubehagelige) egenskaber, som blev afsløret prime time for åben skærm. Hun er den onde, 'Hassan' er den gode. I Robinson 2 vil vi se de samme modeller med andre navne.
På samme måde drager bureauerne konklusioner om menneskers politiske holdninger. Tror vi.
Men respondenterne har intet med mennesker at gøre. De er modeller, arketyper, med politiske holdninger, som afdækkes gennem krydsforhør, talknuseri og fortolkning.
Samtlige menneskelige modeller forsøges kortlagt i bureauernes eksperimenter. Skulle det lykkes kan vi alle efterfølgende slå op i tabellen, det store manuskript, og læse nøjagtig hvilke politiske holdninger, vores rolle indebærer (uden nogensinde at have givet udtryk for dem).
Mennesker i live vil lede forgæves efter manuskriptet over deres politiske holdninger. Som et forsøgsdyr med en genetisk defekt delegeres de til skraldespanden 'Andre'. Kategorien, der summer af liv, fordi dens indhold effektivt har modstået den kræftsygdom, der forvandler mennesket til en livløs model.
Indimellem udsættes bureauerne selv for en test i form af folketingsvalg eller folkeafstemning. Her går det som regel grueligt galt.
Det er ikke kun i Danmark, at konsulenternes og valgforskernes inkompetence jævnligt udstilles. I den amerikanske avis Washington Post's traditionelle 'Crystal Ball' konkurrence, hvor det denne gang gjaldt om at forudsige resultatet af det amerikanske midvejsvalg, fejede en tiende klasse fra Montgomery Blair High samtlige professionelle valgforskere af banen.
Derfor er det også fantastisk frydefuldt, når genfærdet af virkelighedens vælgere tager grusom hævn over konsulenterne og valgforskerne, som naivt troede, at det var omkostningsfrit at genoplive menneskelige meninger, der for længst var afgået ved døden.

Det er dog helt misfor-stået at se denne - indrømmet befriende - situation som tegn på at mennesket alligevel er i live. Folkeafstemninger har intet med menneskelig mening at gøre. De er blot et anderledes, mere omfattende, men samtidig også mere primitivt eksperiment, som forsøger at måle en menneskelig mening, der ikke længere udtrykker sig selv. Den må tvinges frem, uddrives fra de dødes rækker.
Den franske tænker, Jean Baudrillard, har bemærket det ironiske i at demokratiets fineste princip - individets frie valg - har transformeret sig til det stik modsatte i form af stemmepligt (hvis ikke ligefrem en juridisk pligt, som i nogle lande, så i det mindste en streng moralsk pligt).
Allerede i dag kanaliseres vores stemmer videre til politikerne, uden at vi nogensinde har talt. I nær fremtid vil konsulenterne og valgforskerne danne et fuldstændig lukket system med politikerne.
Vi vil endelig blive fri for at traske ned til valglokalerne og dér udfylde åbenlyst meningsløse stemmesedler.
Samtidig slipper vi også for de trælse situationer, hvor vi sendes tilbage til stemmeboksen til en ny folkeafstemning, fordi vi ikke spillede vores rolle på tilfredsstillende vis...

Søren Pedersen studerer filosofi ved University of War-wick, Storbritannien.

APROPOS
Stem med dit købekort
Marketingfolk har for længst indset det værdiløse i at spørge folk om deres mening. Det tager for lang tid, og inden oplysningerne er behandlet, er de håbløst forældet - som et genfærd forsvinder de mellem fingrene på dig i selvsamme øjeblik du tror, at du endelig har indfanget dem.
Med en cocktail af advancerede teknologier forankret i købekortet er marketingfolkene til enhver tid i besiddelse af en nøjagtig og aktuel forbrugerprofil. SuperBrugsen introducerede sit købekort nogle år tilbage, men der er stadig lang vej til sofistikerede systemer som f.eks. Tesco Clubcard i England. Et imponerende system, opbygget på sølle fire år, med en database indeholdende oplysninger om ca. 10 millioner forbrugere (en sjettedel af befolkningen. Sammen med det andet store købekort - Sainsbury's Award Card - er næsten en tredjedel af Englands befolkning registreret i sådanne systemer).
Købekortenes røntgenblik gennemtrænger næsten samtlige af forbrugerens interesseområder. Varer, finansiering, forsikring, benzin, rejser - you name it! - og kombineret med udbredt brug af tilgodesedler er de også altid klar over nøjagtig, hvilke aviser og blade forbrugeren læser.
Nogle få ændringer og tilføjelser og disse systemer ville uden tvivl være i stand til at give et præcist billede - også af forbrugerens politiske præferencer.
Ydmygelserne vil ikke stoppe, før konsulenterne og valgforskerne søger inspira-tion hos deres kolleger i marketingbranchen, som har indkasseret menneskets maksimale livsforsikring. De har dannet et lukket system med deres klienter, hvor informa-tioner om forbrugerne udveksles på kryds og tværs. Et system hvor menneskets stemme aldrig høres, og hvor der ikke spildes værdifuld tid på nostalgiske overvejelser omkring menneskets reintroduktion, dets genoplivning, som en del af systemet.

Søren Pedersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu