Kronik

Nåh, det er jo bare for børn

23. januar 1999

I hele læsedebatten har ingen spurgt til, hvad børn egentlig læser. Hvorfor? Og hvorfor har ingen skældt børnebogs-forfatterne ud for ikke at få børn til at læse mere og bedre? En forfatter undrer sig

Hvert år udkommer der i dette mikroskopiske sprogområde omkring 1.300 (ettusindetrehundrede!) titler for børn og unge. Til sammenligning kommer der årligt omkring 1.000 romaner og novellesamlinger indenfor det skønlitterære område for voksne. Hos Gyldendal omsætter B&U afdelingen og den skønlitterære afdeling for omtrent lige store beløb. Hvis man måler på de penge, der bliver givet ud, hvilket trods alt ikke er et ukendt parameter, så burde interessen for børnelitteraturen altså være særdeles levende i dette land.
Det er den tilsyneladende bare ikke. Litteratur for børn og unge er ikke godt stof. Børn læser ikke mange aviser. Det er et held for dem, for hvis de gjorde, kunne de let få den opfattelse, at de måske selv slet ikke var til, var et forskningsobjekt eller en eller anden genstand, de rigtige mennesker anskaffede sig, hvis de fik øje på omridset af kedsomhed i livshorisonten.

Jeg har ikke tal på, hvor mange af de 1.300 titler, der bliver anmeldt i dagspressen, men det er nede i de helt små brøkdele. Når det endelig sker, er det såmænd ofte seriøst og relevant, men man kan nogen gange få en fornemmelse af, at det er en slags pligtstof. Med mindre en rigtig voksenforfatter - og en af de kendte forstås - pludselig går ud af sit gode skind og laver en børnebog. Det kan ende på forsiden!
Hvad angår tv og radio ser jeg i denne sammenhæng bort fra de, nogen gange fremragende, B&U udsendelser. Dette drejer sig jo ikke om, hvad der udgives og sendes for børn, men om voksenmediers interesse for børnekultur. Når børn omtales i de voksnes sendeflade, er det oftest noget med
socialministeren, voksnes feriedage eller noget om læseprøver. Børnelitteratur omtales på niveau med langrend i Lesotho. Tv, og her mener jeg alle de stationer, jeg, som ikke har parabol, kan modtage, har jo længe brilleret ved i det hele taget at negligere litteraturens eksistens. Der går rygter om, at det hemmelige DR2 er begyndt at sende et ugentligt bogmagasin, men de programomtaler, der er sivet ud, giver dog intet håb om, at man vil ofre børnelitteratur nogen opmærksomhed. Programmet hedder jo også Bestseller.
Medierne vil for så vidt gerne beskæftige sig med børn som objekter, men kun nødigt med egentlig børnekultur. Man beskæftiger sig meget med de rammer, vi skaber til børnene, men hvad er det egentlig ungerne beskæftiger sig med inden i de rammer de voksne afsætter. Man beskæftiger sig med Spice Girls, når de bliver en dollarmaskine, der rækker ind i voksenverdenen og endda ser pæne ud, men alt det, som forbliver en egentlig børnekultur er stadig temmelig uset.
Der findes heldigvis undtagelser. Jeg har for nylig set en film på tv, hvor nogle børn fortalte om sig selv og deres drømme og tanker. Det var vel at mærke ikke film for børn, og min niårige søn var heller ikke synderlig interesseret, men den handlede om børneliv, om børns fantasi og virkelighed. På smuk og enkel vis blev man som voksen ført ind i et univers, der engang var ens eget, og jeg tror, at man skulle have ualmindelige fortrængningsevner, hvis ikke man blev mindet om et og andet.

På positivsiden kan man selvfølgelig heller ikke komme uden om børnelitteraturfestivalen 'Den gode historie', der i to uger i 1998 satte fokus på emnet. Ganske vist var langt de fleste arrangementer selvfølgelig for børn, men festivalen fik de voksnes opmærksomhed. Det var dejligt, men måske lidt ligesom når der er landsindsamling til Røde Kors. Stor ståhej i et mediesekund og derefter tilbage i glemslen.
Nu kan man sikkert let få det indtryk, at skribenten bare er en frustreret børnebogsforfatter, der synes, at han ikke får opmærksomhed nok. Børnelitteratur er jo for børn, og hvis børnene læser det, bør han vel være tilfreds med det. Hvis de ikke gør det, må han enten skrive nogle bedre bøger eller nøjes med at være skolelærer. Hvad er det han vil have? Hvorfor skulle nogen aviser beskæftige sig synderligt med litteratur, som ingen af deres læsere forventes at læse?
Jamen udover frustrationen, så undres jeg. For eksempel:
Når nu det er så vigtigt at vide, hvor godt eller dårligt børn i Danmark læser i forhold til dem på Jamaica, hvorfor er det så så inderlig lige meget, hvad de læser? Hvordan kan det være at i hele debatten om læseprøver og danske børns læsefærdigheder, er der ingen, der har sat børnenes evne til at læse i forbindelse med, hvad det er, de læser? Jeg ser det som et udtryk for den forestilling, at barndommen blot er træning til voksenliv. Lær at læse, så du kan læse aviser, lille ven!

Da de betænkelige læseundersøgelser kom frem, blev folkeskolen skældt ud, som den bliver, hver gang en ny undersøgelse peger på et eller andet samfundsproblem, men hvorfor er der ingen, der har skældt børnebogsforfatterne ud:
*Elendige forfattere! Hvorfor skriver I ikke noget, der kan få vores børn til at læse bedre og mere? Hvis I skrev noget ordentligt, så sad de vel ikke og gloede på tossekasse hele dagen. Se så at komme i gang!
Tårerne ville springe fra vore øjne som islandske geysere ved sådan en opsang, men det ville være glædestårer. Glæde over at blive set, afkrævet noget og blive taget alvorligt. Så ville vi sikkert forsvare os, hævde at det gør nogen af os sandelig også, men
bibliotekerne køber for lidt, og hvad vi ellers kunne finde på.
Men ak, vi har ikke andre end hinanden at skændes med. Resten af verden er ikke interesseret i, hvad der står i vores bøger, kun hvor hurtigt børnene kan læse dem.
Ok, jeg ved godt, at det handler om en frygt for, at dem på Jamaica skal blive så kloge, at de kommer til at tjene lige så mange penge som os, men det er ikke hele forklaringen.
Tilsyneladende lider de fleste medier under en naiv og voksenchauvinistisk forestilling om, at børnebøger ikke er noget, som rigtige fornuftige voksne mennesker med respekt for sig selv, kan interesserere sig for. Og da det som bekendt er sådan nogen, der bestemmer hvad, der kommer i medierne, så forbliver børnebøger usynlige. Måske mener de, at eftersom børnebøger ikke er 'voksent stof' så burde de passende omtales og anmeldes af børn i Anders And eller bag på corn flakes pakker. Og i virkeligheden er det vist også lidt latterligt at voksne mennesker skriver sådan noget. Lad dog børnene selv om det i deres egen lille verden.

Skulle børnebogsforfattere således gå rundt med komplekser over at være usete og mindre værd, så føjede den nye aftale om biblioteksafgiften spot til skade. Aftalen er nu således, at når posen med bibliotekspenge skal fordeles, så udløser såkaldt voksen skønlitteratur 1,35 point hver gang børnelitteratur udløser 1,0 point. Altså er voksenbøger 35 pct. mere værd end børnebøger.
For så vidt kan jeg gå med til, at der er noget økonomisk skævvridning, der skulle rettes op på, men det var bare en tordnende forkert måde at gøre det på, fordi man på den måde sender et helt forkert signal. De fine skønlitterære voksenforfattere er mere værd end børnebogsforfattere. Voksne er mere værd end børn. Hvis man spørger alle involverede, om det er det, de mener, så vil de med stor sikkerhed slå syv kors for sig. (Undtagen enkelte platnakker, der endda vrøvler om, at børnebøger ikke kan være kunst, men glem dem.) Selvfølgelig mener de ikke det, nej nej. Selvfølgelig er børnebøger principielt lige så meget værd som dem for voksne.
Men aftalen siger bare lige det modsatte og dermed det modsatte af, hvad vi har brug for. (Og i øvrigt har jeg endnu ikke fundet ud af, hvordan man vil skelne.)

Når jeg nu har skældt ud til højre og venstre, vil det vist være god tone, at gribe lidt i egen barm. Et af problemerne ved at forholde sig til børnelitteratur er nemlig, at der udgives for meget. 1.300 titler om året er for mange, især når en del af dem i bedste fald er ligegyldige. Der findes næppe den forfatter eller forlægger, der vil erkende at det netop er hans bog, der ikke skulle være udgivet, men for nu at klatte i egen rede, så synes jeg, at selvkritikken nogen gange er for lille i branchen. Det er vel primært forlagene, der burde være mere selektive, for i den sidste ende er det store antal udgivelser til skade for alle.
Det betyder nemlig, at oplagene bliver meget små og priserne tilsvarende høje, og når prisen er høj, kan man kun sælge til bibliotekerne. Børnebøger sælges stort set ikke til private. En typisk nyudkommet dansk billedbog koster omkring 150 kroner. En ungdomsroman nemt over 200, som en hvilken som helst voksenroman. Det er der kun meget få almindelige mennesker, der vil give for en børnebog, selvom den er nok så god. Det er kun bibliotekerne, for de er nødt til det, men deres købekraft er blevet beskåret så drastisk, at hvor man i de glade firsere havde 100 kr at købe bøger for, der har man nu små 30 kr tilbage.
Så hvorfor skulle Information eller andre seriøse medier beskæftige sig med udgivelser, der for det første ikke umiddelbart er henvendt til deres læsere og for det andet kun udgives med henblik på et bibliotekssalg, der oven i købet er stærkt vigende? Desværre kan selv jeg se, at det er et godt spørgsmål.
Men der er alligevel gode grunde til det. Dels fordi en stor del af de voksne formodes at have børn. Det er klart. Men måske endnu mere, fordi alle voksne har været børn, og det er så usundt at glemme det. Jeg efterlyser derfor en elementær forståelse i medieverdenen for, at litteratur for børn og unge har en værdi i sig selv.

På samme måde som det er nødvendigt, at voksne tager barndommen alvorligt for dens egen skyld og ikke betragter den som et forstadie, en udviklingsperiode til det rigtige voksenliv, på samme måde er børnebøger ikke noget, man skriver for at øve sig i at skrive til voksne. Det er noget, nogen voksne skriver, fordi det er den måde, vi vælger at udtrykke os på. Vi har noget på hjerte, og det kommer ud som historier eller billeder til børn. Ligesom andre, der lader det, de har på hjerte, få udtryk og form, så vil vi forfærdelig gerne ses.
Imidlertid er det som om, børnelitteraturen er usynlig. Og hvis man har noget på hjerte, kan man altså ikke lide at være usynlig.
Vi vil fortælle børn noget, og vi synes, at det er så vigtigt, hvad vi fortæller børn, at de voksne skulle interessere sig for det. Både for deres egen og for deres børns skyld. I givet fald ville mange af dem opdage, at det, vi fortæller børnene også har værdi for voksne.

Sally Altschuler født 1953, er forfatter til blandt andet den dobbelt prisbelønnede roman Jordens Salt (1993), Psykocyber (1994) og Manilagaleonen (1996). Fredag den 29. januar 1999 udkommer ungdomsromanen Den anden kind på Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu