Kronik

'Når violinen spiller så synger hjertet...'

11. januar 1999

Hvis jeg betragter Chagalls billeder og læser Isaac Bashevis Singers romaner, kan jeg næsten høre klezmermusikkens jødiske sound i baggrunden

I de senere år har jødisk folkemusik, især den del, der hedder klezmermusik - som er en form for jødisk jazz/ blues - oplevet en vis renæssance både i Europa og USA.
Klezmer Music Revival, som det kaldes i USA, og som startede derovre for ca. tyve år siden, har allerede medført etablering af mange klezmerbands, fortrinsvis bestående af unge jøder, hvis interesse og forkærlighed for jødisk folkemusik er en naturlig forlængelse af deres kulturelle arv, som er dybt forankret i østeuropæisk jødedom. Deres forfædre stammede nemlig som regel fra Østeuropa.
En klezmer er en spillemand, som helst skal mestre at spille på flere instrumenter, og som behersker flere musikgenrer. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at klezmermusikken har forskellige musikgenrer som inspirationskilde: østeuropæisk, balkansk samt orientalsk folkemusik.
Det som først og fremmest kendetegner klezmermusikken og jødisk folkemusik i det hele taget, er intensiteten, som på den ene side kommer til udtryk enten i utæmmet glæde eller i bundløs fortvivlelse. Her er der ingen plads til lunkne følelser. Ofte er disse følelser flettet ind i hinanden på en uløselig måde, som dermed understreger, at glæde og sorg, fortvivlelse og begejstring hænger sammen og ikke kan skilles ad. Denne cocktail af stærke følelser genfinder vi også i andre former for jødisk kunst, f.eks. i litteratur og malerkunst.

Når jeg betragter Chagalls billeder og læser Isaac Bashevis Singers romaner, er det, som om jeg næsten kan høre klezmermusikken spille i baggrunden. De går alle op i en højere enhed og bliver til universel kunst, alle mennesker kan forholde sig til og identificere sig med. Mange ikke-jøder er store fans af klezmermusikken.
Den verdensberømte komponist, Shostakovitch, var en stor beundrer af klezmermusikken og har bl.a. udtalt følgende: "Jødisk folkemusik har gjort et overordentligt stort indtryk på mig. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til den. Den har mange ansigter. Den kan udtrykke glæde og sorg på samme tid. Den smiler gennem tårer. Denne kvalitet er efter min mening vigtig for al slags musik."
Også andre komponister som ikke selv havde nogen tilknytning til jødedommen, har i tidens løb følt sig inspireret af klezmermusikken, f.eks. Ravel. Han sagde, at han følte sig tiltrukket af de eksotiske, længselsfulde toner, som er karakteristiske for klezmermusikken.
Men det er ikke kun i selve melodierne, at disse dimensioner kommer til udtryk. Også teksterne bærer de samme elementer af sorg og glæde, melankoli og eufori. Her er det naturligvis en fordel at kunne jiddisch, men i de senere år er mange af de oprindelige tekster blevet oversat til engelsk, så man godt kan forstå, hvad sangene handler om. Teksterne kan være fulde af nostalgi og vemod som f.eks. sangen Kinder-yorn:

Kinder-yorn, zise kinder-yorn
Eibik blaybt ir vakh in mayn zikorn
Ven ikh trakht fun ayer tsayt
Vert mir azoy bang un leyd
Oy, vi shnel bin ikh shoyn alt gevorn
Mine kære barndomsår
Så klart står I prentet i min erindring
Når jeg tænker tilbage på min barndom
går det op for mig, hvor hurtigt tiden den går
Det får mig til at blive bedrøvet

De første klezmerbands blev etableret for ca. 200 år siden i Østeuropa. Dengang udgjorde jøderne en stor minoritetsgruppe, som hovedsagelig boede ude i provinsbyerne - på jiddisch kaldet shtetl - og de fleste var håndværkere og småhandlende.
De oprindelige klezmerim var professionelle spillemænd, som gik fra by til by og tilbød at spille ved bryllupper og andre festlige sammenkomster, som hele byen (shtetl) plejede at deltage i. Det var ikke usædvanligt, at festlighederne varede i op til flere dage. Man dansede og sang til de livlige, inciterende toner, som klezmerim fremtryllede på deres instrumenter. Som regel bestod de af violin, klarinet, harmonika og fløjte. Når musikken var bedst, kunne den til tider antage euforiske højder. Man kunne ikke få nok af musikken - lod sig beruse af den og ønskede, at den blev ved og ved.
Mange shtetl-beboere var så fattige, at de ikke havde råd til at engagere flere end et par klezmerim til at spille, når en festlig begivenhed skulle fejres. Derfor var det vigtigt, at de kunne spille på så mange instrumenter som muligt. Mod et beskedent honorar samt bespisning og logi, kunne man få dem til at spille og synge næsten uafbrudt flere dage i træk,
En af de glade klezmersange, som er en fuldemandsvise, lyder således:

Un mir zainen ale brider
Oy, oy, ale brider
Un mir zingen freilekhe lider
Oy, oy, oy
For vi er alle brødre
Vi er glade og fulde af liv
Og vi synger og vi danser
Oy, oy, oy

Min far, som var født og opvokset i en shtetl, fortalte mig utallige gange om, hvordan livet formede sig til daglig for beboerne. Sult, kulde og sygdom var deres faste ledsagere, men som min far sagde: "...vi sang alligevel..." Og han fortalte videre: "Når en jøde var så uheldig at falde og brække en arm eller et ben, takkede han Gud..."
"Hvorfor dog det?" spurgte jeg.
"Jo... fordi han kunne have været så uheldig at have brækket begge arme og ben..."
Det er vel det, man kalder jødisk logik!

I dag er der mange, som har tendens til at romantisere denne gamle livsform, men der var ikke ret meget romantik over den, snarere tværtimod.
Foruden fattigdom og sygdom, var der konflikter med goyim (ikke-jøder), som dannede grobund for forfølgelser og had. Den kendte musical Spillemand på en tagryg, som udspiller sig i den lille ukrainske by, Anatevka, viser shtetl-kultur på godt og ondt og ender ret så tragisk med en pogrom, som tvinger jøderne på flugt.
Denne verden er for længst død og borte, men musikken har overlevet og dyrkes i dag med fornyet kraft og lidenskab.
Også i Danmark er der kommet flere klezmerbands, som f.eks. Channe Nussbaum & Spielniks.
De er oprindeligt rockmusikere, men har med succes gjort denne genre til en vigtig del af deres kunstneriske repertoire og optræder som klezmerband både herhjemme og i udlandet for et begejstret publikum.
Den renæssance, klezmermusikken har fået i de senere år, er det bedste bevis på, at den vil blive ved med at leve og finde vej til folks hjerter, for som et gammelt jødisk ordsprog siger: "Når violinen spiller, så synger hjertet..."

Kilde: Pearls of yiddish songs. Published in 1988, The Workmen's Publisher, New York.

*Sofia Kuperman er forfatter

Apropos - Klezmer og jiddisch

Klezmer-musikken, som Sofia Kuperman skriver om i dagens Historisk Set, har ikke sit eget opslag i Danmarks Nationalleksikon. Til gengæld er det sprog, klezmer synges på til ikke-instrumentalnumre, gerne jiddisch. Om dette jødiske folkesprog oplyser leksikonet, at det opstod i Tyskland i 800-tallet ved kontakt mellem tysk, hebraisk og i mindre grad aramæisk. Sproget er stadig præget af tysk, men siden 1400-tallet, da tyngdepunktet for den europæisk-jødiske kultur kom til at ligge i Østeuropa, dog også af slavisk. Jiddisch taltes før Anden Verdenskrig af ca. 11 millioner mennesker, umiddelbart efter krigen af ca. fem millioner og i slutningen af 90'erne af ca. tre millioner, især i den ældre generation og blandt de ortodokse jøder i Israel.
Såvidt leksikonet, som også har henledt min opmærksomhed på f.eks. de hebraiske flertalsendelser på -im i kronikkens stavning af klezmerim. For goyim eller ikke-jøder blev jiddisch måske for alvor berømt, da den jiddisch-amerikanske forfatter Isaac Bashevis Singer (født i Polen i 1904) fik Nobelprisen i 1978 - han talte nødigt andet end dette sprog, som han også skrev sine populære bøger på.
I Israel er landets officielle sprog - foruden arabisk - hebraisk, ikke jiddisch. Fortrængningen af jiddisch til fordel for et nyhebraisk 'kunstsprog' fra ca. 1880 havde bl.a. den nu afdøde israelske politiker Golda Meir (ministerpræsident 1969-75) svært ved at forlige sig med, ifølge sin erindringsbog My Life. For Meir, der var russisk jøde, indvandret som otteårig til USA og som 23-årig i 1921 endelig til det daværende Palæstina, var jiddisch ganske enkelt sproget, som det faldt naturligt at tale. Jiddisch har eget skriftsprog, fra højre mod venstre som på hebraisk. I 1908 fik jiddisch status som et nationalt sprog på sprogkonferencen i Ukraine. I dag forskes der i jiddisch sprog bl.a. på Yivo Insitute of Jewish Research i New York.
I Information 5. januar anmeldte Karen Mohr Sokkelund en dobbelt-cd med amerikansk og østeuropæisk klezmer Reve et Passion - The Soul of Klezmer (fås gennem Verdenshjørnet, MS). Også Channe Nussbaum & Spielniks er pladeaktuelle med Jidische Mame, Danica DCD 8199.mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu