Læsetid: 4 min.

Nazismen var endnu værre

Debat
25. januar 1999

Historien om folkedrab i øst blev fortrængt, for den passede ikke ind i vores vestlige verdensbillede, da koldkrigen buldrede

HISTORIE
I november 1998 meddelte Undervisningsministeriet, at 95 procent af danskerne i alderen 15-18 år var overbeviste om, at nazitidens systematiske jødeudryddelser havde fundet sted. Et befrielsens suk gik gennem landet, for så var uvidenheden alligevel ikke så stor. Forfølgelsen af millioner jøder stod uanfægtet blandt dansk ungdom.
Men historien om den nazistiske forbrydelse mod jøderne har i betydeligt omfang skygget for en dybere historie-forståelse. Seks millioner jøder blev en slags ikon, og det kom til at dække for de kommunister og socialdemokrater, der ikke ville finde sig i at Hitler var udnævnt til rigskansler, og som derfor blev forfulgt fra begyndelsen. Allerede den 20. marts 1933 meddelte Heinrich Himmler, at Tysklands første koncentrationslejr skulle åbne to dage senere i Dachau.
De af vores forældre og bedsteforældre, der sagde, at 'det vidste vi ikke noget om', havde enten lukket øjne og ører, eller de løj. For aviserne refererede Himmler: Beskyttelsesarresten var nødvendig af hensyn til staten. Man havde således accepteret, at staten var vigtigere end menneskene. Hvor mange politiske modstandere nazisterne slog ihjel er aldrig talt sammen.

Berlin skulle renses
Før Olympiaden i Berlin 1936 skulle byen renses. Derfor blev den første racistisk definerede tvangslejr oprettet, og sigøjnerne blev spærret inde i Marzahn. Nazisternes opfattelse af sigøjnerne som urene, asociale og tyvagtige har holdt sig så godt, så sigøjnernes skæbne næsten blev glemt. Antallet af myrdede sigøjnere anslås til en halv million.
Nazisterne brød sig heller ikke om fysisk og psykisk handicappede, og derfor indførtes love mod arvelige sygdomme. Også i Danmark var (og er) det svært at respektere handicappedes ligeværdighed, og nazisternes forbrydelser mod handicappede udløste ingen danske reaktioner. 200.000 blev myrdet, fordi de havde ladet sig føde som et menneske med det der blev betegnet som en arvelig sygdom.
Den tyske straffelov forbød homoseksualitet mellem mænd. Der var tale om spild af tysk sæd, rasede nazisterne. Mellem 20.000 og 100.000 homoseksuelle blev myrdet.
250 Jehovas Vidner blev henrettet, mens 1.500 døde af andre - tit mere udmarvende - årsager.
Nazisterne myrdede altså flere end seks millioner - de blev blot ikke mindet, som jøderne blev det efter 1945. Udlandet - også Danmark - havde i tide nægtet at tage imod de jødiske flygtninge, og jøderne accepterede deres skæbne. Efterhånden havde de næppe noget valg. Således kom de til at passe ind i offerrollen, da historien skulle skrives, og derved adskilte de sig fra mange andre af nazisternes offergrupper. Derfor fokuserede efterkrigstiden på jøderne - og dem der benægtede jødernes skæbne blev anklaget for historieforfalskning. I

Først protest i München
Men regnestykket er ikke gjort op endnu. I Kiel, i Slesvig-Holstens Landdag kan til den 14. februar ses udstillingen Vernichtungskrieg. Verbrechen der Wehrmacht 1941 bis 1944. Udstillingen blev først vist i Hamburg i foråret 1995. Men det var da udstillingen efter to år nåede München, at den store protest udbrød. Dette var en til-svining af de tyske soldater i Værnemagten, lød det fra soldaterforeninger, det yderste højre, CDU-politikere og andre trætte tyske mænd.
Nu vises udstillingen for 30. gang, og det er anden gang, det foregår i en landdagsbygning. Alligevel kaldte CDU's landsformand, Kurt Würzbach, det for landdagspræsident Heinz-Werner Arens hidtil største fejltrin at give husly til udstillingen, som ifølge Würzbach diskriminerer en hel generation og 19 millioner soldater.
Det forholder sig lige omvendt: Udstillingen præsenteres passende i landdagsbygningen, som blev bygget som marineakademi. Nu holder lokalmagten til her.
Udstillingen er også blevet kritiseret for at rumme skræmmende billeder. Også det forholder sig omvendt: Fotografier af en syttenårig, der bliver hængt i et træ, mænd, der bliver hængt højt i byens lygtepæle eller grupper, der bliver hængt, mens alle andre skal følge rædslerne - de er ikke skræmmende. Skræmmende er den, der kunne udtænke, udføre og forsvare henrettelserne. Fotografierne er optaget af tyske soldater i bøddeluniform.
Da jeg besøgte udstillingen sad og stod mange ældre. Unge var også optaget af at studere plancher, video og fotografier - og mange af dem var klædt i mørk marineuniform med og uden vinkler. Tavse tyskere så noget af det, der skal ses. Marinernes tilstedeværelse virkede opmuntrende, så absurd det måtte lyde.
Udstillingen er ikke videnskabelig, lyder kritikken. Men det kan ingen udstilling være. En udstilling skal kunne ses på et par timer, og det levner ikke plads til videnskabelige fodnoter.
Men det lykkes udstillingen, det tykke katalog og den omfattende diskussion med mange foredrag (tidligere overrabbiner Bent Melchior talte ved åbningen og professor Karl Christian Lammers fra Københavns Universitet skal tale 26. januar) at slå fast: Allerede før Hitler angreb Sovjetunionen 22. juni 1941 havde han besluttet at føre en krig af ideologiske årsager mod menneskene i øst, fordi han havde dømt disse slaviske folk som uværdige til at leve.

Massakre på massakre
Udstillingen udelukker ikke, at enkelte soldater optrådte i overenstemmelse med de folkeretlige regler for 'lovlig' krig, men den er en skarp kritik af Værnemagten som forbryderisk organisation. Det var massakre på massakre. De har navne hver og en, og de er vel blevet begrædt engang, men vi kender dem ikke.
Historien om folkedrabet på millioner af mennesker i øst blev fortrængt, for heller ikke den passede ind i vores vestlige verdensbillede, da koldkrigen buldrede. Vesttyskland skulle ind i varmen og 'dem' østpå skulle dæmoniseres. Og i det magtspil blev sandheder ofret. Når der nu åbnes, når regnskaberne nu gennemgås, så krakelerer vore drømme- og fjendebilleder.
Endnu mangler desertørerne, endnu mangler en rehabilitering af de tyske soldater, som under Anden Verdenskrig risikerede deres eget liv, fordi de nægtede at slå deres medmennesker ihjel. 50.000 tyske soldater tog livet så alvorligt, at de deserterede. Mange blev skudt på stedet, men endnu lever et par hundrede.
Deres historie er stadig for farlig at udstille. Men den dag, det sker, vil det være en opmuntring til andre om at nedlægge våbnene og nægte at deltage i krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her