Hvor bliver det 'almenmenneskelige' af i den nye virkelighed? Ét samlet synspunkt kan nemlig ikke tænkes længere. Men alle kan - og bør - deltage i samtalen
Hvad er det for et samfund vi er på vej ind i? Og hvad skal vi mene om det og stille op med det? Er det 'info-samfundet', sådan som Lone Dybkjær og Søren Christensen på vegne af Forskningsministeriet erklærede i 1994? Er det den utopiske 'globale landsby', hvor alle - hvis ellers båndbredden er stor nok - er naboer til alle, sådan som amerikanske info-guruer som Dertouzos (med bogen What Will Be fra 1997) og Negroponte (Det digitale liv, 1996) - og herhjemme, i bogen Stedet som ikke er (1997), Tor Nørretranders - påstår?
Eller er det tværtimod det endelige globale kollaps med 'cyberworld', sådan som franskmanden Paul Virilio - i det mindste ifølge Informations Erik Kjær Larsen - synes at mene? Er det, med et udtryk af Bill Gates (The Road Ahead fra 1995) 'friktionsløs kapitalisme', eller er det tværtimod en kapitalisme, hvis grundlæggende 'systemfejl' først nu afsløres? Er vi, som den tyske sociolog Ulrich Beck foreslår, på vej ind i et 'risikosamfund'? Eller bør dette samfund, som den spansk-amerikanske sociolog Manuel Castells i sit kolossale trebindsværk fra 1996-98 på i alt 1.400 sider (The Rise of the Network Society, The Power of Identity, End of Millennium) argumenterer for, snarere kaldes et 'netværkssamfund'? Som det fremgår: Sært barn har mange navne.
Selv har jeg foreslået en helt anden betegnelse: 'Det hyperkomplekse samfund'. Grundpåstanden bag denne betegnelse er, at vi på vej ind i det såkaldte informationssamfund udsættes for en større og større omverdenskompleksitet. Det er omgangen med en mere og mere kompleks omverden, der er vor tids store udfordring. Vi udsættes som individer og som samfund for en uhyre kompleksitetsbelastning. Vi har, som Enzensberger for nogle år siden skrev, via medierne udsigt til utallige borgerkrige. Vi udsættes for lovgivning der, før den er problematisk i sine konsekvenser, er problematisk i sin ugennemskuelighed. Vi lever i et samfund, som uanset om vi vil eller ej er en integreret del af verdenssamfundet, og som ikke kan reduceres til lokalområdets skelnen mellem de nærmeste versus de andre. Vi er en del af et verdensmarked, hvor valutasvingninger i Singapore påvirker beskæftigelsen på Sjælland. Vores omverden fremstår i risikosamfundets komplicerede optik, hvor det der truer os ikke er enkle farer, som skæbnen har kastet ind over os, men er risici som vi selv - uden at have villet det og af indviklede og indirekte årsager - er ansvarlige for.
Hvor går fronten i et sådant samfund? Problemet er, at kompleksitet ikke kan afskaffes. Vi kan ikke lukke af i forhold til omverdenen og erklære verdenssamfundet for aflyst. Spørgsmålet er derfor: Hvordan gør man denne kompleksitet håndtérbar?
Det er der mange svar på. Nogle hævder, at de nye informations- og kommunika-
tionsteknologier repræsenterer den ultimative årsag: Computere og Internet gøres til skurken, der truer det ellers åh så fortræffelige samfund. Resultatet er en fordummende forenkling af den type, Erik Kjær Larsen begejstret tillægger Virilio: "Informationsteknologien rummer (...) kimen til den største katastrofe af alle, den cybernetiske katastrofe, som vil lamme verden den dag, den virtuelle verdensby, som er målet for en fascistoid teknoklasse, står nøgleklar." (Information, den 29. december 1998) Her har vi både verdens undergang, det dødbringende våben og den ultimative skurk.
Men: 'Den fascistoide teknoklasse'? Hvor gemmer den sig? I Microsofts direktionslokaler? Blandt bureaukraterne i Bruxelles? I akademikernes Akademi? Er billedet end fortegnet, er der dog ikke tvivl om, at det er vidunderligt enkelt og effekten sødt gysende.
Ironisk nok træffer man præcis den samme type forenkling hos tekno-guruer som Bill Gates, Negroponte og Dertouzos. Her er dommedag bare afløst af tusindårsrige, og skurken har fået heltestatus. Alle tre hylder de nettet, fordi det muliggør kompleksitetens (tempoets og rækkeviddens) grænseløse vækst. Bill Gates bruger det hjertegribende begreb om 'frictionless capitalism', dvs. om kapitalisme der via bredbåndsnettet kan speedes op i det uendelige. Og Negroponte fremfører dybt naive scenarier om det globale 'digitale nærsamfund'.
Heroverfor er der god grund til at indvende, at nettet og computerne ikke er årsag, men virkning. Hvis man studerer samfundsudviklingen sådan som den kommer til udtryk i sociologi, filosofi, organisationsteori eller kunst er det tydeligt, at kompleksitetsproblemet kan spores helt tilbage til indgangen af det 20. århundrede.
Men er Internet da bare et 'uskyldigt' eller 'neutralt' redskab? Nej, på forunderlig vis er det både et svar på og en forstærkning af kompleksitetsproblemet. Som decentreret iagttagelses- og kommunikationssystem er det et svar på den kompleksitetsudfordring, som udelukker centralistiske svar. Men samtidig forstærker det elektroniske net problemet, fordi det gør vores kommunikative rækkevidde endnu større, og derfor giver os adgang til endnu flere handlinger, som vi må forholde os til. Den digitale revolution er med andre ord hverken årsag til et friktionsløst tusindårsrige eller til en fascistoid 'cyberworld'. Den er derimod et svar på samfundets voksende kompleksitet, et svar der på ironisk vis både løser og forstærker problemet.
Men væksten i kompleksitet fremkalder ikke blot teknologiske, men også politiske reaktioner, som for eksempel det ganske vist forståelige, men også naive krav om tilbagetrækning, om at sætte udviklingen i stå. Det møder vi i allehånde 'slow life' forslag. For den privilegerede enkelte kan de være meget sympatiske, men som socialstrategi er de helt utilstrækkelige.
Og det læser vi - og nu er det ikke bare uskyldigt-naivt, men dybt skræmmende - hos den faste Informations-skribent Jean Fischer, der over for kompleksitet og uoverskuelighed stiller en førmoderne kommunitarisme, hvor individuel frihed er afskaffet til fordel for pligten mod fællesskabet.
"Det skal gøres sværere at forlade et fællesskab", har han skrevet. "F.eks. bør skilsmisse gøres sværere. Og det skal gøres sværere at blive optaget i fællesskabet. Således bør indvandring begrænses til det strengt nødvendige." (Morgenposten den 1. November 1996).
Endelig har udviklingen konsekvenser for de moderne organisationer. Her slår én regnskabsform ikke længere til (dvs. én optik til at aflæse omverdensrelationer med). Tværtimod suppleres det økonomiske regnskab med et etisk regnskab, et grønt regnskab, osv. Her er det ikke nok med ét beslutningscenter: Svaret er decentrerede beslutningsstrukturer. Her rækker det ikke med stive principper: Nej, fælles læring er en forudsætning for at klare sig. Også på det organisatoriske felt er det med andre ord tydeligt, at udfordringen er omverdenskompleksitet, og at svaret er kompleksitetsduelighed.
Alle disse eksempler - og flere til - inddrager jeg i min bog 'Det hyperkomplekse samfund' for at sandsynliggøre, at det er frugtbart at gøre kompleksitet til en analytisk grundantagelse. Med dette udgangspunkt er det tydeligt, at mange tilsyneladende forskelligartede fænomener faktisk er beslægtede.
Samtidig er det imidlertid også tydeligt, at den traditionelle antropocentriske reduktion ikke længere er tilstrækkelig. Vi er, hvis vi skal håndtere den uhyre kompleksitet, overgivet til en polycentrisme, som jeg ikke lovpriser som nogen lykke-medicin, men analyserer som et resultat af de sidste ca. 100 års udvikling.
Denne fremspirende indsigt er blandt andet resultatet af de erfaringer, vi har gjort med den bureaukratiske strategi. Vi har op gennem århundredet forsøgt at holde stand over for en omverden, der bliver mere og mere kompliceret, ved at udvikle mere og mere bureaukratiske institutioner. Ideen har været, at ét center, én megaloman rationalitet med tilstrækkeligt komplicerede procedurer kan håndtere en nok så kompleks omverden. Hver gang den ydre kompleksitet går i vejret, har vi forøget den indre kompleksitet. Resultatet er blevet et kompleksitetskapløb uden ende.
Denne strategi er som sagt blevet mindre og mindre troværdig. Heroverfor tager en anden strategi udgangspunkt i, at selve ideen om ét center og én ubegrænset rationalitet har nået sin grænse. Verden er i dag så kompleks, at den ikke kan styres af én magthaver eller anskues fra ét standpunkt.
Denne situation har den tyske sociolog Niklas Luhmann analyseret (Pas på - her kommer fremmedord): "Det moderne samfund er et polycentrisk, polykonteksturelt system. Det anvender helt forskellige koder, helt forskellige 'frames', helt forskellige lede-differencer alt efter om det anskuer verden og sig selv fra et religiøst standpunkt eller fra et videnskabeligt standpunkt, fra rettens standpunkt eller fra politikkens standpunkt, fra opdragelsens standpunkt eller fra et økonomisk standpunkt."
Men er det så løsningen? Nej, det er en måde at forholde sig på, der - ligesom Internettet - har fordele og ulemper. Fordelen er, at kompleksitetsdueligheden er større. Men der er også mange konsekvenser at tage stilling til.
En af konsekvenserne er en voksende erkendelsesteoretisk tvivl, for hvad sker der med den almenmenneskelige erkendelse, hvis udgangspunktet er forskellige 'frames'?
En anden konsekvens er en uheroisk og uopbyggelig, mangetydig kunst. En tredje er en offentlighed, som ikke lever op til Habermas' guldalderideal. Og der er flere sådanne konsekvenser, som - undskyld mig - gør situationen indviklet. Ja, som for eksempel forhindrer os i at gentage 70'ernes stuur' stuur' nummer - at udråbe 'proletariatet' til det altgennemskuende verdensstandpunkt.
Men er konklusionen så ideologisk laissez faire? Nej, i bogens afslutningskapitel dis-kuterer jeg, hvad man (og nu ironiserer jeg) kunne kalde en 'transjunktional dannelse':
Man må på den ene side vedkende sig, at man repræsenterer et bestemt socialsystem (det videnskabelige 'Akademi', for eksempel). Men man må på den anden side også bestræbe sig på at indgå i en gensidigt observerende diskurs. Her er princippet, at systemer iagttager andre systemer, blandt andet ud fra den viden, at mit udgangspunkt nødvendigvis også er mit blinde punkt - blindt for mig, men ikke for andre. Denne evne til gensidig iagttagelse, til iagttagelse af iagttagelser, herunder til refleksion og begrundelse af egne iagttagelser, er for mig det, der kendetegner vor tids dannede individ.
Således slutter jeg bogen med en anvisning, som hverken tilbyder eskatologiske gys eller heroisk varme, men som forhåbentlig på anden vis er duelig i en kompleksitetsbevidst samtid.
Lars Qvortrup er professor ved InterMedia-Aalborg, Aalborg Universitetscenter. Han udgav i efteråret 1998 bogen Den hyperkomplekse virkelighed 14 fortællinger om informationssamfundet på Gyldendal.
APROPOS
'Akademisk pædofili?'
Tirsdag den 29. december fejrede Informations Erik Kjær Larsen årsskiftet med at gennemgå tre bøger om cyber-world, herunder min egen Det hyperkomplekse samfund (Gyldendal 1998). Sidstnævnte bog er skrevet som en kombination af akademiske essays om det såkaldte informationssamfund og dialoger med mine tvillingedøtre Ane og Katrine på 19 år. Formen er valgt, dels i et forsøg på at formidle et vanskeligt stof, dels for via døtrene at kunne lægge en selvironisk distance til den akademiske stil.
Det er - for nu at sige det mildt - tydeligt, at Erik Kjær Larsen ikke bryder sig om min bog. Men hvorfor? Jo, bag forsøget på at formidle et vanskeligt stof ved hjælp af kombinationen af essays og dialoger ligger, mener Erik Kjær Larsen, et (åbenbart ikke tilstrækkelig godt skjult) ønske om at forankre udviklingen i mit 'lokale interesseområde' - 'Akademiet'. Bag alle komplekse fænomener ligger med andre ord slette hensigter.
Efter denne 'afsløring' går Erik Kjær Larsen i gang. Til et citat om at kunsten udvikler sig fra en traditionel "unicursal topologi" til en "multicursal topologi" bemærker han, at det sikkert nok skal passe, men at han i så fald "hellere vil have en hof" (at der til citatet er knyttet en forklarende og selvironisk fodnote er tilsyneladende ikke gået op for ham). Og til et andet citat, som refererer til den franske sociolog Bruno Latours forslag om at anskue forholdet mellem menneske og teknologi som et agent-agent forhold, er kommentaren (efter at jeg dog forinden for en sikkerheds skyld er blevet beskyldt for "fatalistisk" at "acceptere" cybersamfundet) den velkendte afslutningsreplik fra amerikanske tv-advokater, der foran nævningene har fået forbryderen på krogen: "No further comments".
Hvad stiller man op med en anmelder, hvis mål er at af-sløre forfatterens slette hensigter, ikke at forstå hvad han har skrevet? Hvad gør man, når man afsløres som 'en sindssygt abstrakt, kommunikationsteoretisk styrvolt', der skjuler sine hensigter bag dialoger med sine halvvoksne døtre? Nærmer det sig ikke akademisk pædofili?
Er der nogen højere instans, man kan appellere til - noget så ufolkeligt som fornuften, for eksempel? Ja, jeg har fået lov til at afgive en beskeden forklaring om, hvorfor det giver bedre mening at snakke om 'det hyperkomplekse samfund' end om 'cyberworld' eller 'informationssamfundet'. Den kan læses til venstre for denne spalte.
Lars Qvortrup
