Kronik

Nytår 1969 - 29 år efter

4. januar 1999

Efterkrigsgenerationen spurgte: Hvad kan vi gøre for samfundet? 68-generationen spurgte: Hvad kan samfundet gøre for mig? Nutidens ungdomsgeneration spørger: Hvad kan jeg gøre for mig?

HISTORISK SET
I en kronik i Information den 30. december 1969 gav jeg udtryk for min forståelse for de kræfter, der havde fremkaldt det såkaldte 'ungdomsoprør' i 1968. Men også for mine betænkeligheder ved de konsekvenser i form af nærdemokratiske styreformer, som den nye veluddannede ungdom ville drage af sin følelse af undertrykkelse.
Man forvekslede 'autoritet' med 'autoritær' og undervurderede betydningen af regler til sikring af alles og helhedens interesser.
Inden for rammerne af et sådant regelsystem er det muligt at tage hensyn til samfundet, organisationernes og virksomhedernes ansatte gennem et vidtgående kommunikationssystem, idet den ideelle ledelse er den, som faktisk er den vigtigste kommunikationscentral.
Derfor må organisationerne brydes ned i mindre enheder. Mennesker er genetisk indrettet til at leve i udvidede familiegrupper på 50-100 individer, og derfor disponerer vore følelser os for, på godt og ondt, at træffe konkrete, ikke generelle afgørelser. Det er derfor, F. Hayek i sin Law, Legislation and Liberty (1982) advarede os mod at stole for meget på vore følelser, som er indrettet på 'det lille samfund', når vi skal tage stilling til problemer i 'det store samfund', som er skabt af menneskets intellekt.
Begrebet 'modstandsret' anvendte især Herbert Marcuse som legitimation for ungdommens oprør. Marcuse fandt sin inspiration i middelalderens moralfilosofi og den protestantiske naturretsteori i 1600-tallet. Imidlertid beskæftigede disse sig med befolkningers og ikke med individernes ulydighed, f.eks. den 'civil disobedience', som amerikaneren T. Thoreau legitimerede sin skattenægterbevægelse med. I nutiden er det klart, at der ikke er tale om 'rettigheder' i en juridisk forstand, men om moralske krav til lovgivningen.
'Lovliggørelse' kalder man det i dag, når myndighederne efterfølgende godkender begåede ulovligheder, især i lokalpolitikken. Fra den ældste tid har man anerkendt, at der bør være overensstemmelse mellem regel og adfærd. Derfor bør man ikke lovgive mod moral og fundamentale interesser og kræfter (f.eks. kønslivet). På den anden side kan man ejheller tolerere massive lovovertrædelser. Ifølge en karakteristisk anekdote kaldte ejeren tre gange forgæves på sin hund, hvorefter han beordrede den til at blive, hvor den var: "For lystre, det skal du"!

Et væsentligt element i 1969 var ideologikritikken, som understregede positivismens fejlagtige forudsætning om sprogets objektivitet. Hvis ikke sproget er objektivt, kan man ikke 'verificere' en videnskabelig påstand, og derfor måtte samfundsvidenskaben afvise 'vurderinger' som uvidenskabelige.
Allerede i løbet af 60'erne havde den 'etablerede' videnskab forkastet positivismen ud fra den hermeneutiske opfattelse af sproget som et instrument, hvormed vi teleologisk behandler og ikke blot beskriver virkeligheden. Når ungdommen i 1968 ville slå 'positivismen' ihjel, var det altså et lig, man ville myrde, og den tolerance, som var en del af hermeutikkens pluralisme, blev hurtigt fortrængt af en militant marxisme, som ville gøre marxismen til den sande videnskab, som ikke skulle 'beskrive' men 'forandre' verden.
Det var denne marxisme, som dominerede den følgende tids akademikere, og som under dække af sit 'socialistiske' indhold - men med henvisning til den unge Marx' utopiske socialisme - forfægtede en anarkisk socialisme, som ville få kapitalismens undertrykkelse samt alle retsregler til at forsvinde af sig selv, når blot man 'lagde beslutningerne ud til menneskene selv'.
Dette såkaldte nærdemokrati var i værste fald 'de højttalendes terror', idet de formelle 'stormøder' blev manipuleret af en lille militant gruppe. I bedste fald blev nærdemokratiet 'medarbejdernes' og ikke samfundets eje, med risiko for, at 'medarbejdernes trivsel' i fuldt alvor blev gjort til f.eks. universiteternes 'kvalitetskriterium'.
Meget hurtigt viste det sig da også, at ideen ikke virkede i de forretningsmæssige dele af bevægelsen (Studenterhus, Kantine og Boghandel), idet de i modsætning til staten kunne gå fallit.
Postterminalen var et andet eksempel på hurtige ændringer i nærdemokratiet. Posten kom ganske enkelt ikke ud.

Da det hurtigt stod klart, at venstrefløjspartierne ikke kunne overtale vælgerne til at give dem den parlamentariske magt, valgte man en 'ikke-parlamentarisk' strategi. Nogle gik på gaden og foranstaltede happenings og fysiske blokader (f.eks. Konsistoriums mødelokale på Aarhus Universitet), da Styrelsesloven i 1971 ikke gav 'én mand én stemme', men dog indførte et betydeligt magtskifte fra et ansvarligt embedsstyre til et politisk interessestyre.
Det politiske interessestyre blev domineret af de 'yngre lærere', som ved følgende lov-ændringer gradvis fortrængte de ikke-akademiske medarbejdere (TAP'ere) samt de studerende fra indflydelse. I 90'erne nåede vi følgerigtigt frem til en styreform, underordnet bureaukratiets pedantiske værdisæt - det gælder primærvirksomheden på f.eks. læreanstalter, hospitaler og andre offentlige institutioner. Som i sin tid påpeget af filosoffer som Spinoza og Kant: Den fuldkomne frihed fører altid til frihedens ophævelse.

Det er forudsigeligt, at 'nærdemokrati' fører til, at de implicerede er disponeret for at fordele værdierne ligeligt og til fælles gavn. Det indebærer også, at fordelene må maksimeres og de gensidigt stillede krav minimeres. Det betød også, at forsøg på at skille sig ud gennem kvalificeret arbejde blev betegnet som 'egoistisk præ-stationseufori' eller 'morakkeri' - fagbevægelsens retorik til beskyttelse af de svage i samfundet blev overtaget af de stærke til at sætte sig på magten.
68-generationen var den mest begunstigede ungdom, verden har set både før og siden. Man havde ubegrænsede muligheder for uddannelse og job, ubesværede økonomiske opvækst- og studiebetingelser og store fremtidsmuligheder. Samtidig besad genera-tionen ungdommens behov for at bevise sin selvstændighed ved at sparke åbne døre op og 'politisere' videnskaben. Det havde den uønskede sideeffekt, at man samtidig inviterede politikerne indenfor - med de senere politiske stramninger til følge.

Den fornuftige del af oprørerne begav sig på den lange vandring gennem institutionerne for at skaffe sig magt og indflydelse. Men trods 30 års ihærdig indsats lykkedes det ikke at udrydde de undertryktes falske bevidsthed. Tværtimod dementerede erfaringerne påstanden om socialismens overlegenhed over kapitalismen. De fleste steder går privatisering og kvalitet hånd i hånd. De, der var nyrealister i 60'erne og nymarxister i 70'erne, er nu nyliberalister. Det er det, man selv kalder attituderelativisme, mens andre kalder det opportunisme.
Det gik altså ikke så godt, som de sagde og troede dengang i 1968, fordi menneskene ifølge biskop Balles visitatsbog ikke er så gode, som de burde være. Men det gik heller ikke så galt, som man kunne befrygte, selv om det har været et dyrt eksperiment, at kokettere med 'nærdemokratiet' i stedet for det gammeldags repræsentative demokrati.

En større tvang- og formfrihed er blevet hængende og en større selvstændighed og selvsikkerhed hos børn og unge mennesker. Men også en større selvdisciplin hos en ungdom, som i dag beskyldes for egoisme og selvtilstrækkelighed. Dog til-slører de unge nu ikke egeninteressen med det hykleri, som prægede 68-generationens 'nærdemokratiske' omskrivninger.
Min forudsigelse dengang i 1969 var, at det ville tage en generation, d.v.s. ca. 30 år, at vende tilbage til fortidens kvalitetsniveau på de højere læreanstalter. Det synes at blive bekræftet i disse år. Selv om læreanstalternes bureaukratiske styreformer bremser megen kreativitet, er de dog ikke til hinder for, at en ny målbevidst ungdomsgeneration har fået mulighed for at kvalificere sig efter samfundets strammere kvalifikationskrav.
Efterkrigsgenerationen spurgte: Hvad kan vi gøre for samfundet?
68-generationen spurgte: Hvad kan samfundet gøre for mig? og nutidens ungdomsgeneration spørger: Hvad kan jeg gøre for mig?

Stig Jørgensen er professor, dr. jur. ved Århus Universitet.

APROPOS
Modstandsret
Hvor urimelig skal en lov være, før man har ret til at trodse den? Især i konfliktfyldte perioder kan man direkte opleve det som en moralsk pligt at følge sin overbevisning og samvittighed, uanset om det strider mod samfundets aktuelle love. Modstandsbevægelsen i Danmark er det måske mest oplagte eksempel. Men kan andre perioder sammenlignes med besættelsestiden? - Kan f.eks. tiden omkring 1970 med de borgerkrigslignende optrin, som fornylig har kunnet beses i bl.a. Leif Davidsens tv-serie Danske Drømme?
I 1969 skrev Stig Jørgensen en kronik i Information, netop med adresse til ungdomsoprøret og dets filosoffer, ikke mindst Herbert Marcuse. I dagens Historisk Set vender han tilbage til denne kroniks tanker om fællesskab over for frihed, stat over for individ, magt over for ret.
Nøglebegrebet i 1969-kronikken var begrebet modstandsret - retten til at handle på egen hånd mod forhold, der er ude af trit med befolkningens behov. Modstandsret, mente Stig Jørgensen, er og bør være "et moralsk krav til lovgivningsmagten og det politiske system" - med andre ord krav, som bør søges integreret i samfundet og dets struktur, også kaldet staten.
"Kun i marginalperioderne, hvor man er under opbrud fra den ene statsform til den anden, optræder begrebet modstandsret for straks efter igen at forsvinde. Det er karakteristisk, at begrebet modstandsret opstår i midten af det 16. århundrede ..., og at det pludselig forsvinder i midten af det 19. århundrede med tanken om det repræsentative demokrati og dettes realisering."
Mange dengang så højst tænkeligt netop 1960'erne og 70'erne som turbulente marginalperioder, hvor nye grupper krævede deres ret til at få anerkendt deres synspunkter og behov. Og som det viste sig, overlevede en lang række institutioner faktisk, herunder det repræsentative demokrati, der endda forandrede sig som konsekvens af kravene.
I dag kan de, der ikke nåede at opleve de vilde, glade 1960'ere, måske finde på at spørge, om det præcis var studenteroprøret, der ændrede samfundet? Eller om studenteroprøret måske - lidt groft udtrykt - ideologiserede de muligheder for social mobilitet og øget frihed, som i virkeligheden var skabt af tidens øgede velstand og økonomiske vækst?mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu