Læsetid: 5 min.

Politisk Ørestads-hykleri

Politikerne er måske de eneste der ikke kan være forargede over at økonomien skrider
Debat
29. januar 1999

"Hvad sagde jeg-argumenter" er normalt forfærdelig kedsommelige. Så i stedet vil jeg skrive om hvad arkitekt Arne Gaardmand har sagt om Ørestadsprojektet med tilhørende Metro-projekt. Det er vigtigt, ikke mindst nu hvor politiske statsrevisorer og ordførere begynder at lægge luft til et projekt, der mere end de fleste andre bygger på deres egen ønsketænkning og magtdemonstration på det løsest tænkelige økonomiske grundlag.

Arne Gaardmand skrev i 1996 på Arkitektens Forlag bogen Magt og medløb - om mahognibords-metoden og den korporative planlægning. Det var tilsyneladende en let bog at skrive, for som han selv gjorde opmærksom på, rummer Ørestadssagen "næsten alt, hvad der er brug for, når magt og medløbstemaet skal belyses". Bestyrelsen var fra starten håndplukket fra magtens indercirkler, beslutningsprocessen var præget af hemmelighedskræmmeri og hastværk, kalkulationerne var løsagtige, men alle forudsigelser meget selvsikre. Da anlægsloven blev vedtaget af folketinget i foråret '92 havde forhandlingerne ifølge Gaardmand taget 12 minutter.

Mere havde der ikke været brug for mellem partierne. Derimod havde det krævet mere tid og energi at banke blandt andet den socialdemokratiske folketingsgruppe på plads internt. Projektet var imidlertid udviklet og afhandlet mellem en snæver gruppe centralt placerede embedsmænd, politikere fra den daværende konservativt ledede regering samt den socialdemokratiske Københavns Kommune. Der skulle derfor ikke stilles spørgsmål til økonomien eller til demokratiet: Ikke fra politikerne og slet ikke fra befolkningen.

Hovedideen var at give befolkningen det indtryk, at hele projektet var gratis. De store investeringer i Metro og Ørestad skulle finansieres via salg af jomfruelige grunde på det fredede Vestamager. Derfor skulle Vestamager-arealernes status i den vedtagne regionsplan ophæves, så Københans Kommune kunne gå i gang som jordsælger, og derfor skulle banen - trods protester fra Amagers befolkning - placeres, hvor der ingen mennesker bor. Derfor skulle der også bygges kæmpemæssige nye butikscentre som man andre steder i hovedstadsområdet sagde nej til.
Arne Gaardmand skrev allerede i '91 bogen Bro til drømmeland, hvori han beskriver visionerne om Ørestaden i det såkaldte Würtzen-udvalg. De forventede værdistigninger var årsagen til, at kontorchef Erik Jacobsen i Finansministeriets Budgetdepartement kunne få et gigantanlæg finansieret tilsyneladende uden omkostninger for skatteyderne. Derfor kunne det fattige Københavns planlæggere også være med.

I dag er der givetvis en reel konflikt mellem Ørestadsselskabet og entreprenørern Comet om økonomien. Men det er værd at huske, at såvel Ørestadsselskab som entreprenør i denne konstruktion havde en interesse i at undervurdere udgifterne, indtil projektet var nået så langt, at det ikke var til at standse. Der var heller ingen offentlig beslutningsproces om valg af bane og konstruktionsmetode. Officielt er det jo ikke det offentlige, der bygger, men et selskab, der ikke følger offentlighedsregler. Og hemmelighedskræmmeriet har fulgt projektet. På samme måde som politikere og selskab havde interesse i at undervurdere udgifterne ønskede de at overvurdere de forventede indtægter. Officielt hævder selskabet i dag, at det går næsten-godt med grundsalget ude på det tidligere fredede Vestamager, og gennembruddet i salgsindsatsen er blevet proklameret flere gange. Men der er solgt meget lidt, det meste er solgt til det offentlige, og kvadratmeterprisen er ikke kommet op på det forventede og planlagte niveau.
Den 16.-17. jan. kunne Information så fortælle, hvordan man med talmagi slører stigningerne i udgifter (ved at fjerne 900 mill kroners moms fra kalkulerne), og via statslige gaver på jord giver det indtryk af, at indtægterne er større end de er. Offentligheden skal stadigvæk snydes.

Fortsatte offentlige investeringer skal sløre den dårlige økonomi. Hovedstaden kunne f.eks. hjælpe ved at lade Hovedstadens Sygehusselskab køber jord af Ørestadsselskabet. Og nu er der planer om, at Danmarks Radio skal bruges som lokomotiv. Den politiske mafia er i gang med at søge at få Danmarks Radio ud i Ørestaden for at booste grundsalget. Ideen kunne måske være god, hvis den blev diskuteret på grundlag af almindelige fornuftsanalyser, men når en DR-flytning spændes for forsøg på at gøre Ørestadsprojektet mere salgbart, lugter det.
Når et betænkeligt og udemokratisk vedtaget projekt løber ind i forventede vanskeligheder, er der en risiko for, at man aner konspiration i ethvert forsøg på at rette op, og fedt hykleri i ethvert politikerforsøg på at simulere overraskelse over, at det går værre end planlæggerne hævdede, de forventede.

Man bør være en smule forsigtig med at se konspira-tion overalt. Til gengæld er det umuligt at overdrive beskrivelsen af det politiske hykleri i de partier, der stod bag dette magtspil. De var næsten med allesammen. Venstre og konservative i regeringen, socialdemokraterne i opposition. Ikke alle menige politikere fik lov at kende detaljerne, men alle fik ordre til at makke ret - og gjorde det. Nu at høre en konservativ statsrevisor udtrykke betænkelighed er til at få kvalme over.
Undervejs har jeg næsten fået ondt af Ørestadsselskabets direktør Anne-Grethe Foss, fordi det kan se ud til, at hun skal have nogle af pryglene. Men så har jeg tænkt mig om. Hun har trods alt selv været med til at tegne konstruktionen og få sig selv placeret i den. Hun har været med til at forsvare hemmelighedskræmmeriet og de utroværdige beregninger, hun har været med til at få ophævet fredningsbestemmelser i en vedtagen regionsplan og at tilsidesætte almindelige demokratiske principper for fysisk planlægning. Og hun er fortsat med til at sløre forværringen i økonomien. Hun klarer sig nok.

Det hører med, at jeg tror, at nogle involverede - inklusive Anne-Grethe Foss selv - tror på den store Ørestads-vision og på nødvendigheden af at sætte demokratiet ud af kraft. Herunder også fejlprogrammere regnemaskinerne for at få visionen igennem.
Det kan være, historien en gang vil give dem ret. Men det ændrer ikke ved det forargelige i processen.
Husk det næste gang politikere hævder, at de vil gennemføre milliardinvesteringer uden at det skal koste en øre. Og læg mærke til, at lige nu siger Ørestadsselskabet, at de nye 1,3 milliarder kroner da kun er en reserve, mens den nøgterne trafikminister, vi har fået, trods alt siger, at det er "trafikministeriets vurdering at de 1,3 milliarder kroner er tilstrækkelige". Det er dermed antydet, at der kan komme mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her