Kronik

Red pensionen - støt børnefamilierne

12. januar 1999

Vi får brug for flere unge til at forsørge fremtidens mange, mange gamle. Det enkleste er at støtte unge i at få børn. Lige nu

Retfærd & velfærd
Som bekendt er hovedmiséren i pensionsklemmen, at der bliver mangel på arbejdskraft. Og her synes politikerne at have glemt den gamle sandhed, at der er en slags forbindelse mellem generationerne:
Kun ved at producere flere børn vil vi på langt sigt kunne komme ud af klemmen. Sagt helt kort og formel-agtigt: Hvis vi skal redde pensionerne, må vi støtte børnefamilierne.
I modsætning til nu, hvor man appellerer til den indre kalkulerende, fornærede, individualiserede svinehund (hvilket selvfølgelig kun kan medføre konflikter og interessekampe mellem generationer), kunne et generationsoverskridende forslag få den fordel at være både smukkere, enklere og lettere begribeligt.
Hovedprincippet heri er nemlig, at de enkelte generationer skal sørge for hinanden i den rækkefølge, de historisk optræder på scenen. Det er derimod næsten tragi-komisk at se unge nyuddannede mennesker med alvorsfulde miner gøre sig bekymrede overvejelser, om de skal gå på pension, når de er tres eller først lidt senere. Og dog kan man dårligt bebrejde dem det, for de tvinges jo til at tage stilling til, om de vil deltage i opsparingen. En ny platform for den kalkulerende og fornærede fornuft er skabt.

For ikke længe siden kunne ældreorganisa-tioner fortælle, at folk i halvtredserne var deres bedste rekrutteringsgrundlag for nye medlemmer. Mit gæt er, at den alder nu nedsættes med adskilligt flere år.
Bortset fra en enkelt sætning hos Bjarke Møller (den 12. dec. 1998) har ingen mig bekendt, i den offentlige debat herhjemme, taget den generationsmæssige sammenhæng alvorligt, siden Kirsten Auken skrev et par tankevækkende kronikker i Information i slutningen af tresserne. De havde overskrifterne: ITP og det børnefjendske samfund (13. dec. 1967) og Bliver vi en nation af gamle? (10. jan.1968).
Til orientering for nye læ-sere betyder ITP indtægtsbestemt tillægspension, og allerede da forslaget blev forelagt, rejste Kirsten Auken spørgsmålet, om de store investeringer heri ikke ville komme til at gå ud over børn, samtidig med at hun kunne konstatere, at børnetallet nu faktisk begyndte at falde. Hvor bekymret ville hun da ikke have været i dag, hvor der årligt fødes tyve tusinde færre end dengang? Hendes svar på, hvorfor der fødtes færre børn var bl.a. at "den unge børnefamilie formentlig er den gruppe, som har haft mindst gavn af de gode tider", og hun advarede mod at undervurdere den følgerisiko, der bestod i "faren for en almindelig stagnation på andre sociale områder, hvis den udfordring, som ligger i en jævn befolkningsvækst, elimineres".

Netop det er blevet et problem, at der er opstået en næsten uoprettelig mangel på demografisk balance mellem generationerne. Tyngdepunktet i den såkaldte forsørgerbyrde er skiftet radikalt fra den unge til den ældre generation. Når ældre bliver så mange flere, og når de skal have ordentlige levevilkår - hvilket de selvsagt skal - så kunne man måske tro, at det var en fordel, at de bliver flere, fordi deres valgbasis styrkes, men det er i al fald kun på kort sigt rigtigt. På længere sigt er det også til de ældres fordel, at befolkningsstrukturen genvinder sin pyramidalske form, for ellers vil der ikke på langt sigt være nogen til at sørge for dem - hverken med penge eller omsorg. Den indsigt ligger vel også bag finanslovsforliget.
I økonomisk forstand er det muligt og endda sandsynligt, at teknologien vil berede yderligere produktivitetsfordele. Om de slår til, ved dog ingen. Under alle omstændigheder vil teknologien, kun i begrænset omfang, kunne erstatte mennesker af kød og blod på den omsorgsmæssige side. Vi bliver ikke blot en ældre befolkning, men ældrebefolkningen bliver i sig selv meget ældre. Ifølge den seneste befolkningsprognose vil de over 80-åriges antal i 2030 været steget med 100.000 til godt 300.000, dvs. med 50 procent - og så vil de arbejdskraftintensive plejebehov vokse i samme takt.
Vi får altså brug for mange flere hænder, som gerne skulle have tid og varme. En norsk undersøgelse antager, at hvis kvaliteten af omsorgen forbliver, som den er i dag, indebærer det, at en femtedel af ungdomsårgangene i Norge må vælge ældreomsorg som livslangt erhverv i de kommende 30 år - det er dobbelt så mange som i dag. Er det realistisk at få så stor en andel til at påtage sig præcis den opgave? Da måtte lønnen i al fald stige kraftigt!

Der er altså ikke andet for end at producere flere hænder for at nedbringe andelen af omsorgspersonale. Vi er nødt til at erkende, at forpligtelserne generationer imellem har ændret sig radikalt. Nok er vi stadig optaget af, at vores
forældre skal have ordentlig pleje, men vi forventer, at det sker via offentlige kasser. Ingen gamle har så at sige krav på omsorg fra egne børn, og ingen gamle forventer deres pensioner udbetalt af netop deres børns pengepung.
Men selvom det ikke er tilfældet, er der intet ændret ved, at gamle mennesker skal støttes af den efterfølgende generation. Problemet i den stærke individualisering af pensionsvilkårene er, at denne generationssolidaritet svækkes - ingen føler sig forpligtet på en samlet løsning, men kun på sin helt egen pension. Den tendens er med finanslovsforliget kun styrket. Og når der således skal investeres mere og mere af hensyn til egen pension, så svækkes incitamentet yderligere til at få børn, da man jo ikke kan bruge pengene to gange. Den onde cirkel er sluttet.
En forudsætning for, at mit forslag vil kunne få virkning, er selvsagt, at forældre faktisk vil få flere børn, hvis de belønnes for det. Opinionsundersøgelser både nationalt og internationalt tyder på, at gennemsnitligt hver andet par gerne ville have et barn mere, om forholdene (tid, penge, arbejde) var lagt til rette for det. Forældreorloven herhjemme var en succes, indtil den blev beskåret. I Sverige havde man faktisk indtil krisen - og med generøse børne- og familiepolitiske ydelser - nået så højt et fødselstal, at man kunne reproducere befolkningen (lidt mere end to børn pr. kvinde). Da kriseforanstaltningerne kom, faldt fødselstallet straks og dramatisk til et godt stykke under dansk niveau, som p.t. er 1,8 barn pr. kvinde.

Nu er det så heldigt, at der politisk er et udtrykt ønske om at forbedre børns og børnefamiliers vilkår - man synes blot ikke, at man har råd. Spørgsmålet er, om man på langt sigt har råd til at lade være - netop hvis man erkender det som en forudsætning for at redde pensionerne og ældreomsorgen. Den gamle sang om, at børn er en privatsag, hjælper os ikke, når de foranstaltninger, der vedtages, belønner dem, der ikke får eller kun får et enkelt eller højst to børn. I praksis betyder det, at gamle med ingen eller et enkelt barn forventer at blive passet af andre folks børn, hvis for-ældre bestandig bliver foreholdt, at de da må regne med at skulle suge på labben nogle år, når de letsindigt og sådan helt privat har tillagt sig børn.
Det kan da ikke være rigtigt, som Pia Kjærsgaard ville have sagt. Forresten er princippet for længst gennemhullet, al den stund der faktisk overføres mange ressourcer til børnefamilierne. Men det er helt åbenbart ikke nok i et generationsperspektiv - som allerede Kirsten Auken observerede.
På kort sigt vil det koste penge, som kun findes ved at fordele dem, vi har, på en anden måde. Her plejer politikernes fantasi ikke at fejle noget, så det synes jeg, vi skal overlade til dem.

Jeg vil dog advare mod, at man fortsat skaber det indtryk, at enten må børn holde for, eller også må gamle, som om de skulle være i krig med hinanden om ressourcerne; min pointe her er tværtimod, at de deler et skæbnefællesskab, som er gået fløjten med pensionernes individualisering. Det vil utvivlsomt også blive nødvendigt med overgangsordninger. Generelt må man dog gå ud fra, at ægtepar mellem 45 og pensionsalderen har flest ressourcer til rådighed (i gennemsnit). To indkomster, ingen hjemmeboende børn, nedbetalte huse etc.
Min påstand er altså, at pensionsdebatten og lovgivningen i dens kølvand kun er egnet til at skabe konflikter mellem generationerne, fordi idéen om solidaritet og kollektivt ansvar generationer imellem er gået under til fordel for den enkeltes kalkulerende fornuft. Og jeg tvivler på, at det er denne enkeltes ønske, at det skal være sådan.
Tværtimod føler jeg mig overbevist om, at de fleste ville finde det langt mere meningsfuldt, hvis også alderdomssikringen så at sige fulgte med dette, at man tillagde sig børn. Ikke at man skal instrumentalisere børn for at få pension, men snarere at det blev en del af vores kulturelle forståelse, at der findes denne sammenhæng mellem generationerne: Man får børn, fordi man har lyst og i forventning om, at der er plads og råd til dem. Og heraf følger pensionen som ekstragevinst, fordi der er flere til at udrede den. Det er aldeles meningsløst, at unge forældre skal bruge tanker og ressourcer på pensionen, når der er meget mere behov for begge dele til at få og have børn.
Man kunne virkelig ønske, at hele dette teater om pensionstænkningen, hvis eneste sikre vindere er bankrådgivere, revisorer og advokater, kunne høre op til fordel for en gennemskuelig løsning, som er begribelig for gud og hvermand.

Jens Qvortrup er ph.d. og docent ved Syddansk Universitet, Esbjerg.

APROPOS
Klemmen
Det skal blive interessant at se, hvor mange der beslutter at erhverve sig det, som statsministeren kalder et efterlønsbevis (som om han ikke allerede havde lovet mere end nok). At dømme efter journalisters højst urepræsentative gadeinterviews vil langt fra alle tage imod det, bl.a. pga. frygten for, at de nok alligevel bliver snydt i den sidste ende. Også mange vil hellere selv spare op, og banker og pen-
sionsselskaber lover som sandt for dyden ikke mindre end Nyrup Rasmussen. Som om der er garanti for, at vi får vores privat opsparede midler tilbage, helt eller halvt.
Når man kan have medlidenhed med statsministeren, så er det, fordi han optræder mildest talt uelegant i sin iver efter at skaffe den større arbejdsstyrke, som skal redde os ud af pensionsklemmen. Denne gode sag har længe været kendt af kyndige folk, men man må betvivle, at den har ligget regeringens folk på sinde. Nok lige så lidt som fleste andre politikere, der ikke sagde Lykketoft imod, da han for ikke så længe siden affærdigede netop folk, som havde deres tvivl om, om vi nu også havde råd til pensionen på længere sigt. Set med finansministerens teknologioptimistiske blik ville tekniske fremskridt sørge for fortsatte produktivitetsforøgelser.
Nu synes både stats- og finansminister dog at have indset, at der må gøres noget. Og nogen fantasi har regeringen bestemt lagt for dagen.
Ét bud er - eller var indtil finanslovsforliget - at sætte pensionsalderen op. Og dét skal dens arkitekter dog have: Det var kreativt at foreslå den nedsat for at opnå samme virkning, selv om pisken ikke længe kunne skjules bag guleroden. Naturligvis ville en forhøjelse af pensionsalderen have nogen virkning - dog næppe som langtidsholdbar løsning; desuden ville løsningen være numerisk helt utilstrækkelig.
Et andet forslag har været at åbne grænserne for flere indvandrere. Det er dog næsten for kynisk. Dels fordi - som enhver p.t. kan forvisse sig om - vi ganske enkelt ikke vil have dem; dels fordi det let kan blive set som imperialismens sidste (krampe)træk-(ning): Først stjæler vi deres råstoffer; dernæst lokker vi deres bedst uddannede folk til os med høje lønninger - for sluttelig at kapitalisere deres fattigdom ved at lade dem vaske og made vores forældre for dårlig betaling.
Endelig kunne en konsekvens være - som Vismændene påpeger - en dramatisk forhøjelse af skatteprocenten.
Jens Qvortrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu