Kronik

... dér har jeg rod

Debat
18. januar 1999

Er man dansker, hvis man er født her? Hvis man har danske forfædre? Hvis man taler sproget eller bare føler sig dansk?

Selve ordet nation er latin og kommer af natio der betyder 'fødsel, afstamning, folk'. Ordets latinske oprindelse viser at forestillingen om nationalt fællesskab opstod før de moderne nationalstater.
Det er dog tvivlsomt om ordet dækkede over samme indhold som i moderne national tænkning. Jøderne såvel som grækerne opfattede sig som afgrænsede folk i forhold til naboerne. Jøderne i kraft af deres særlige religion, grækerne i kraft af deres sprog, der adskilte dem fra alle de ikke-græsk talende som de kaldte 'barbarer' ud fra deres tale 'bla, bla'. Romerne opfattede sig også som et folk (latin: gens) med en mytisk oprindelse beskrevet af Titus Livius under overskriften 'ab origines').
Men romerne havde i modsætning til grækerne succes med deres imperiedannelse, fordi de tidligt etablerede en procedure for at tildele ikke-romere romersk borgerskab. I begyndelsen kun eliterne i de erobrede bystater, men gradvis udstraktes rettigheden til hele befolkningen, der således 'romaniseredes' politisk og efterhånden også kulturelt.

Helt fra begyndelsen var der således to opfattelser af nation og nationalitet: Én baseret på fødsel, den etniske opfattelse; og én baseret på tilskrivning af rettigheder, den politisk-kulturelle nation. Begge disse betydninger fulgte med, da begrebet antog sin moderne skikkelse i europæisk middelalder med sammenglidningen af germanske stammetraditioner og en jødisk-kristen forestilling om 'folk'.
I højmiddelalderen blev grunden lagt til de moderne nationer, med etableringen af de første territoriale monarkier i England, Frankrig, Nordspanien, Danmark, Polen, Böhmen, Ungarn, Kroatien, Norge og Sverige. Forestillingen om en fælles afstamning fra mytiske forfædre spillede en afgørende rolle i de propagandaskrifter, som succesrige kongeslægter lod udfærdige. I Danmark f.eks. Saxo Grammaticus' Gesta Danorum, hvor ordet na-tion optræder syv gange, heraf to i forordet, der også bruger udtrykket fædreland, patria. Nogle af de middelalderlige monarkier udviklede sig siden til nationale stater, andre forsvandt helt ud af historien og atter andre kom igen i moderne tid som f.eks. Bulgarien, Norge, Bøhmen, Ukraine. Nogle af monarkierne udviklede sig til territoriale og sidenhen nationale stater.
Imidlertid var der også andre former for statsdannelser i den europæiske middelalder - nogle mere universelle, andre mere lokale. De universalistiske var først og fremmest kejsermagten i det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, og pavestolen.
Pavemagten har overlevet til vore dage, dog med stadig færre verdslige beføjelser. Den universelle kejsermagt er imidlertid forsvundet, og erindres i dag primært som det 'tysk-romerske rige'. Denne forkortelse skyldes at kejsertitlen i 1400-tallet udvidedes med tillægget af 'tysk nation'. Det skal dog ikke for-stås særlig bogstaveligt.
Kejsertitlen, der stammer fra Rom, Cæsar, var blevet genoplivet i år 800 af Karl den Store, hvis rige havde basis i Aachen på grænsen mellem det moderne Belgien og Tyskland. Hans rige faldt dog hurtigt fra hinanden, men i 900-tallet genopstod kejsermagten, da en saksisk kongeslægt blev valgt til konger af Italien (en nominel titel) og derefter lod sig krone til kejsere.
Selv om kejsermagten først og fremmest blev udøvet i det nuværende tyske og italienske område, var kejserriget universelt. Det var derfor lidt af en historisk tilfældighed at det udelukkende var tysk-italienske fyrster, der blev valgt til tronen, helt frem til 1806, hvor Det Hellige Romerske Rige blev opløst. Så sent som i begyndelsen af 1500-tallet konkurrerede den franske og den engelske konge om værdigheden med habsburgeren Karl. Den sidste vandt, fordi han allierede sig med finanshuset Fuggerne og derfor kunne udkonkurrere de andre interessenter, på størrelsen af bestikkelsen af de syv såkaldte elektorer. Men det kunne altså godt være endt med en fransk eller engelsk kejser i 1500-tallet, lige såvel som det kunne være sket tidligere.

I øvrigt var Karl V ikke særligt tysk, født og opvokset i Ghent i Flandern, konge af Spanien (med Syd-amerika), Italien og så altså kejser med ret og pligt til at mægle mellem de stridende tyske fyrster i den begyndende reformationstidsalder. Mere nationalt var middelalderens Europa altså ikke.
Selv om ordet nation kunne optræde i middelalderlige skrifter, der ofte var affattet på latin, er der stadig langt til den moderne demokratiske nation, som omfatter alle mænd, kvinder og børn på territoriet, foruden de afdøde og de endnu ikke fødte. Dette fællesskab udgør et abstrakt eller forestillet fælleskab, selv om det beskrives ved hjælp af metaforer fra biologien som rødder og blodsfællesskab. Ofte omtales en nation som om dens medlemmer er fysisk i familie med hinanden, men det er kun i overført eller symbolsk forstand til-fældet.
Det moderne nationsbegreb, som indtil i dag har været tæt knyttet til staten og territoriet, udvikledes under og efter Den Franske Revolution.
Siden har nation betegnet en gruppe mennesker, som føler sig beslægtet og forenet af fælles historie, sprog og kultur, selv om de ikke er i familie med hinanden. Folk og nation er fælles om følelsen af en fælles identitet.
Men moderne nationer defineres stadig på to forskellige måder, der idealtypisk kaldes henholdsvis den franske og den tyske.
Det franske nationsbegreb lægger vægten på overbevisning, sprog og kultur (civilisation) og gav indtil 1990'erne automatisk borgerret (indfødsret) til alle som fødtes på fransk territorium (herunder franske skibe og fly), jus soli. Den modsatte opfattelse af nation, som har domineret i Tyskland og blev lovfæstet i Bürgerliches Gesetzbuch fra 1913, lægger vægt på fødsel og afstamning, jus sanguinis.

Denne bestemmelse af nationalitet er stadig gældende i Forbundsrepublikken. Blodsbestemmelsen af tyskere var altså ikke en speciel nazistisk opfindelse, selv om de drev tankegangen ud dens yderste perverse grænse.
Den blodsmæssige definition af tyskerne har medført det paradoks at såkaldte afstamningstyske (Volksdeut-sche) fra Østeuropa og Rusland uden videre har ret til tysk statsborgerskab, selv om de ikke taler et ord tysk. Derimod har det været næsten umuligt for fjerde generations indvandrere fra Tyrkiet, der har levet i Tyskland hele deres liv og taler flydende tysk, at få tysk statsborgerskab - blive naturaliseret eller opnå indfødsret som det hedder med en meget sigende sprogbrug. Dette forhold har den socialdemokratisk-grønne regering fra 1998 lovet at ændre ved at åbne mulighed for dobbelt statsborgerskab.
Samtidig har Frankrig afskaffet den automatiske tildeling af statsborgerskab til børn af indvandrere fra Nordafrika. Så idealtyperne 'tysk' og 'fransk' er gået noget i opløsning. I dag eksisterer de to principielle forestillinger om nationen, den etnisk-biologisk og den politisk-kulturelle, stadig side om side. Alle moderne nationalstater, også den danske, bygger på en nationsopfattelser der ligger et sted på skalaen mellem biologi (i metaforisk eller mytisk forstand), kultur, politik og civilisation.
Danmark har altid ligget den tyske opfattelse af nationalitet nærmest, men de sidste 50 år har det har været lettere at opnå statsborgerskab i Danmark i Tyskland (hvilket ikke betyder at det har været let, uanset hvad Dansk Folkeparti og andre nationalister påstår).
Det skyldes vores historie. Det moderne Danmark er den nedsmeltede rest af et stort multinationalt rige, hvilket i sidste århundrede blandt andet førte til at en stor gruppe dansk-talende i det nordlige Slesvig kom under tysk-preussisk herredømme. For at gøre det muligt for disse danskere at vælge tilknytning til Danmark, blev definitionen af danskhed ændret fra en biologisk til en politisk-kulturel begrundelse.

Grænsen mellem dansk og tysk blev i 1920 trukket efter sindelag. "Minderheit ist wer will" som det hedder i de sønderjyske grænseegne. At det kunne lade sig gøre at finde en så civiliseret løsning på et århundredes modsætninger skyldes især en person H.P. Hanssen Nørremølle fra Sundeved, der ledede den danske bevægelse i Nordslesvig under Første verdenskrig. Som tak kom han i mindretal blandt sine egne, der mente at han havde svigtet ved ikke at indlemme Flensborg - på trods af byens tyske flertal. Flensborgs oprindelige danske flertal var nemlig ændret til et tysk, fordi socialdemokratiet havde erklæret sig neutralt i nationalitetspørgsmålet i anden halvdel af 1800-tallet. Det har danske nationalister som Bjørn Svensson i Åbenrå stadig ikke tilgivet. Afgørelse af nationalt tilhørsforhold er kun let for nationalister, der ikke respekterer hvad folk selv mener.
Den flertydige betydning af begrebet nation genfindes i betegnelserne på de interna-tionale organisationer. Folkenes Forbund fra 1920 hed på engelsk League of Nations og på fransk Société des nations. Denne sprogbrug gled i 1945 med over i de Forenede Nationer, hvis medlemmer ikke er folk men stater, der hævder at være nationalt integrerede.
Rundt om i verden findes mange folkeslag som kæmper for at blive anerkendt som nationer og dermed stater. Nation/ nationalitet er således et dynamisk princip under stadig ændring, uanset hvor meget nationalister af enhver art end hævder det modsatte.

Apropos - Danmark - mit fædreland

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer -
Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England - nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn finder
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

H. C. Andersen. Fra bladet "Fædrelandet", den 3. maj.1850. 41 opr.: Danmark, hvor jeg... 48 Min Kærlighed! - Danmark. Melodi: © Edition Wilhelm Hansen A/S.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her