Læsetid: 4 min.

Rosa inspirerer stadig

15. januar 1999

I dag for 80 år siden myrdede tyske officerer Rosa Luxemburg. Hun forlangte en socialisme, hvor frihed er vigtigere end systemer

HISTORIE
Rosa Luxemburg er død - Rosa lever! Så kort kan det råbes, og sådan blev der råbt da 50.000 unge og ungdommelige fra nær og fjern søndag formiddag samledes på De Forenede Nationers Plads i Berlin. Nær og fjern, skriver jeg, fordi jeg selv gik med. Opmuntret: Så mange ønskede at demonstrere det uløselige forhold mellem socialisme og frihed. Ledsaget: 150 hjelm-klædte politimænd og politi-frøkner til hest, helikopter og fods, der med mellemrum stoppede op for at arrestere en enkelt der viste flaget fra højhustaget, en friskfyragtig tysker eller en kurder, der havde valgt for tydeligt at vise sit tilhørsforhold til PKK - den slags er forbudt i Tyskland.

Det er firs år siden
Vi gik ad den eviglange og brede Karl Marx Allé til kirkegården i Friedrichsfelde, for at mindes den kvinde der blev skudt med tre skarpe skud efter at tyske officerer havde torteret hende på Hotel Eden, Berlins society-hotel. Det er trods alt firs år siden den 15. januar.
Den lille Rosa var flittig til at sy dukketøj, hun rimede velkomstvers til og sørgevers over sin kanariefugl, og at hun elskede at tegne. Et multitalent på vej. Hun skulle komme til at vise forbindelser mellem skarpånd og følsomhed.
Forbud mod vestlige aviser, polsk nationalfølelse samt jødeforfølgelser var den stærke cocktail, der gjorde, at Rosa atten år gammel sagde farvel til sin familie, sin by og sit land, før myndighederne tog initiativet og satte hende bag tremmer som straf for, at hun havde meldt sig ind i det revolutionær-socialistiske parti. Hun blev medlem, efter partiet havde opgivet den individuelle terrors blinde vej. Rosa flygtede til Schweiz. Det var første og sidste gang hun flygtede fra en arrestation. Senere tog hun fængselsopholdene som politisk aktivitet.
Rosa Luxemburg skulle studere på universitetet i Zürich. Hun indskrev sig på filosofi og på naturvidenskab, men skiftede til statskundskab, økonomi og jura. For hun ville forandre verden. Selv brugte hun udtrykket "at erobre i storm og lidenskab". Hun var den stærke og stolte og enlige kvinde i herreværelset. I SPD, det tyske socialdemokrati, var revisionisterne travlt optaget af at smide de marxistiske analyser overbord og erstatte dem af nye parlamentariske forestillinger. Luxemburg, Kautsky og Bebel kæmpede mod revisionisten Eduard Bernstein, men det var hans linie, der vandt. Rosa Luxemburg agiterede for masselinien, masserne skulle bevidstgøres. For denne oplysningsfilosofi belønnede den borgerlige presse hende med hetznavnet 'Blodige Rosa'.
I 1904 stiftede hun så bekendtskab med et tysk fængsel - hun blev idømt flere måneders fængsel for majestætsfornærmelse og for at opildne til klassehad. Ved udsigten til revolution i Rusland rejste hun dertil for at rapportere. Men hun blev fanget af det hemmelige politi og blev fængslet et halvt år. Hun skrev om massestrejkens betydning. Det blev for meget for hendes partikammerater - og så blev der tre hoved-strømninger i SPD. Hun lå yderst til venstre.

Dolkestødslegenden
Da Første Verdenskrig blev til blodig virkelighed den 4. august 1914, og den internationale solidaritet skulle stå sin prøve, blev den forrådt af SPD. Socialdemokratiet stemte for krigsbevillingerne. Rosa Luxemburg var fortvivlet. Krigens sidste år tilbragte hun i beskyttelsesarrest - det vil sige tilbageholdt uden dom. Tyskland var reelt et militærdiktatur med Erich Ludendorff som diktator. Da det stod isklart, at Tyskland ville tabe krigen, besluttede Ludendorff at overlade til SPD at bede fjenden om våbenhvile.
Den taktik skulle senere skabe grobund for dolke-stødslegenden - at det var de røde, der havde forrådt Tyskland. Da marineofficerer mod regeringens ønske ville fort-sætte krigen greb matroser, soldater og arbejdere initiativet, satte sig til modværge og valgte deres egne råd. Så flygtede kejseren og hans tid var slut.
Som det første beordrede den nye socialdemokratiske kansler Friedrich Ebert, at ro og orden skulle genoprettes. Men masserne ville ikke standses. Eberts partikammerat og konkurrent Scheidemann, råbte da ud af et rigsdagsvindue: 'Leve den tyske republik!' Så blev Ebert rasende, for han håbede stadig inderligt på kejseren. Senere den eftermiddag råbte Karl Liebknecht ud fra et vindue på Berlins slot: 'De af jer, som ønsker at se den fri socialistiske tyske republik og verdensrevolutionen, skal løfte sin hånd til ed!' Hænderne røg i vejret. To dage senere blev våbenhvilen erklæret. Det var den 11.11 kl. 11.

Spartakist-opstanden
Spartakusgruppen med Luxemburg og Liebknecht forlod USPD. Utilfredsheden blandt Berlins socialdemokratiske arbejdere ulmede, og i begyndelsen af januar 1919 opstod en massekonfrontation, der straks fra starten af SPD's ledere blev døbt Spar-takist-opstanden. Således skulle Liebknecht og Luxemburg drages til ansvar for vreden. Den socialdemokratiske regering besluttede at slå hårdt ned på demonstranter og besættere. Han udnævnte partikammeraten Gustav Noske til øverstbefalende for de væbnede styrker, og han allierede sig med de frikorps, der hadede arbejdernes protester, og som længtes efter kejserens gamle klæder. Rosa Lu-xemburg og Karl Liebknecht blev overvåget, afhentet den 15. januar, torteret og skudt. Deres lig blev smidt i Land-wehrkanalen. Den øverstbefalende Gustav Noske - der betegnede sig selv som blodhunden - oplyste senere, at 1.200 var blevet skudt ved denne socialdemokratiske januarmassakre i Berlin. Død uden dom.
Mens Rosa Luxemburg sad i fængslet i Breslau, skrev hun - fire måneder før sin død - en lille bog om den da et år gamle russiske revolution. Hun kritiserede bolsjevikkerne for at have glemt friheden. "Frihed blot for regeringens tilhængere, blot for medlemmer af et parti - måtte det være nok så talrigt - er ikke nogen frihed. Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende." Så skarpt kunne det siges, så skarpt sagde Rosa Luxemburg det, og derfor er hun stadig inspiration. Hun forlangte åbenhed og ærlighed, en socialisme med engagement, en socialisme hvor frihed var langt vigtigere end systemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu