Abort findes altid - det handler kun om hvordan. Som nu den kvinde, min mor fortalte om, der forblødte efter en eller anden kvaksalvers tåbeligheder
SEX.
En aften for ganske få dage siden overgav jeg mig til at flyde ud i sofaen foran tv ganske tidligt på aftenen. Og hvad tonede frem på skærmen i to firkanter:
Først en midaldrende herre, præstesøn, med jord til-overs i Vedersø.
I firkanten ved siden af en kvinde, nogenlunde i samme alder, med næsten samme holdning til den ideologiske kamp mod fri abort, dog ønskede kvinden andre midler i kampen og kunne bestemt ikke gå ind for, at der skal være en mindelund for aborter.
Jeg ventede, ikke så længe, for det gør man jo ikke på TV2. Men nej, der kom ingen indslag fra 'den anden side' - ingen tilhængere af fri abort blev draget frem i den forbindelse.
Som om diskussionen nu ikke så meget er et spørgsmål om retten til fri abort, men om på hvilke måder vi kan tillade os at stille spørgsmål til den ret.
Og på hvilke måder, der kæmpes for at få retten gjort suspekt og måske helt afskaffet, hvis det står til de mere ekstreme.
Lige nu tilbydes der tre positioner i debatten:
*Vi kan, som mange yngre mennesker være fortalere for at abort bestemt ikke er et præventionsmiddel og mene, at det også er skrækkeligt at så mange får abort, men alligevel synes, det nok er meget godt, at muligheden er der. Altså en blid måde at være aborttilhænger på.
*Vi kan, som manden med for meget jord i Vedersø, kæmpe for en mindelund og en debat, hvor målet er afskaffelse af en ret, som kvinder har kæmpet meget længe for at få. Altså være modstandere og forklare det med at abort er mord.
*Eller vi kan, som Rebel, lave sagen om til en happening, som handler om at vise, at der to køn om at producere grundlaget for en abort.
Det synes jeg ikke er nok. Heller ikke selvom enhver ret naturligvis skal kunne diskuteres. Og selv om Rebels initiativ var velkomment og befriende. Vi mangler nemlig en stærk og historisk bevidst platform, hvorfra det skal klokkeklart og uden mellemregninger skal råbes ud:
At ja, naturligvis skal vi have fri abort. Vi skal på ingen måde ikke tilbage til strikkepindsmetoden på de snavsede køkkenborde for de mindre privilegerede og rejserne til England og Polen for de privilegerede, som vi havde i tiden lige op til aborten blev fri.
Selvfølgelig har vi ikke rigtig fri abort i Danmark - det er ikke et frit valg, om vi vil have børn eller ikke. Det er også et økonomisk valg, som alle bestemt ikke har lige muligheder for at vælge.
Men vi har legal abort, dvs. ret til at få afbrudt uønskede graviditeter i de første 12 uger. Den ret har vi ikke haft ret længe, men praksis om svangerskabsafbrydelse har eksisteret i århundreder og vil, legalt eller ej, blive ved med at gøre det.
Derfor skal vi som samfund sikre, at abort sker på sundhedsmæssigt forsvarlige vilkår og holde op med at mistænkeliggøre de kvinder, der har brug for abort. Et sådant indgreb bruges ikke for sjov, som prævention eller fordi man er for dum til at sikre sig. Det bruges når uheldet er ude - og det kan som bekendt ske for os alle. Derfor skal det være en ret.
Min mor, som hverken var feminist eller særlig progressiv, har grundlæggende lært mig hvorfor vi som samfund og offentligt system skal kæmpe for kvinders ret til abort:
I gamle dage - tresserne og tiden før - hvor hun arbejdede som sygeplejerske på københavnske hospitaler, fik de ofte kvinder indlagt, som var ved at forbløde på grund af illegale abortforsøg. Kvinder, der ofte havde meget hårde liv med mange børn og få penge og som blev ydmyget på det groveste af de omgivende systemer, som ellers skulle hjælpe dem. Det er der alt for mange, der alt for hurtigt har glemt.
Heldigvis var der fornuftige læger og sygeplejersker, som gjorde meget for at sikre disse kvinder en abort - og for at redde deres liv, men det var ikke normen - og i øvrigt ofte langt ud over kanten af det lovlige.
En af de historier min mor fortalte gjorde særlig indtryk på mig: En aften fik de en kvinde ind på intensivafdelingen. Hun var ved at forbløde efter en eller anden kvaksalvers tåbeligheder. Hun græd og var bange, havde fire børn i forvejen og fortalte, at de altså ikke kunne nytte noget med flere børn. De havde ikke råd. De sparede sammen. For "Vi vil så gerne have en Folkevogn", sagde hun til min mor, som holdt hendes hånd. De ord blev hendes sidste. Og hun er ikke den eneste. Tusindvis af kvinder er døde eller blevet invalideret efter tumpede indgreb.
Og det er alternativet til den såkaldt fri abort, vi har i dag.
Derfor kan det ikke nytte, at vi ikke sørger for at markere meget klart, at fri abort er en nødvendighed, uanset at vi kan diskutere hvorvidt og på hvilke måder vi kan begrænse antallet af indgreb.
Det nytter ikke at glemme historien, slet ikke i en sag som denne. Det nytter heller ikke at misbruge historien og tage afdøde præster fra 1940'rne til hjælp, uden samtidig at fortælle om de kvinder hvis liv og krop som samtidig blev ødelagt af illegale aborter.
Derfor er det en glidebane, når vi tillader en offentlig debat mellem to positioner af modstand, uden at tage ordentlig fat i forklaringerne på hvorfor den legale abort er en nødvendighed i en kultur, hvor vi også har sex mellem kønnene for fornøjelsens skyld.
