Kronik

Den store surfedag

8. januar 1999

Jeg havde glædet mig til denne stund hele vejen op gennem 90'erne, skriver dagens kronikør, der er spastiker

Jeg indrømmer blankt, at jeg hører til den store gruppe af mennesker, der ihærdigt forsøger at følge med tidens udvikling og dens trends. Jeg har altid haft en overbevisning om at alt, hvad der kom af nye skud på den teknologiske stamme måtte være ensbetydende med en lettere hverdag.
Derfor var jeg også dybt fascineret af tanken om Internet - indtil jeg blev dets forhutlede bruger! Nyheden om Internettets 'tilblivelse' i Danmark gav mig forventningsfulde ideer om tidsbesparelse i mit arbejde. Nu kunne jeg pludselig tilegne mig et mere bredmasket net af informationer og viden. Når min begejstring løb helt af med mig, så jeg uanede muligheder for at kompensere for mit handicap, og hvad det medfører af tidskrævende besværligheder. Jeg svømmede fuldstændig hen over velsignelsen fra denne cyberspaceverden!
Internettet måtte være mirakelkuren, der ganske enkelt ophævede mit handicaps fysiske begrænsninger. Det kunne da ikke være andet, når det pludseligt blev muligt for en spastiker at 'surfe'!
Det vidunderlige i Internettet kunne altså formuleres i en hellig nøglesætning: At spare tid!
Nu kunne jeg bare hente diverse avisartikler hjem fra alverdens lande fra min egen pc, i stedet for at mosle ned på biblioteket. Jeg kunne gemme indlæg fra f.eks. Wall Street Journal på min egen private harddisk. Med tastaturets hjælp kunne jeg selv understrege de vigtigste sætninger i teksten. Jeg kunne sidde med stribevis af tekster på skærmen. Min intellektuelle horisont ville blive udvidet, når jeg pludselig kunne tilrane mig store mængder af viden fra alverdens lærde folks forskning.
Måske kunne Internettet endda blive katalysatoren for, at jeg kunne få den magistergrad, som jeg aldrig fik taget mig sammen til at tage! Oh, hvilken fryd! Fantasien løb helt af med mig.

Denne historie handler om, hvordan det blev alt andet end lykken at være Internetpioner. Samtidig er det også en advarsel til alle jer begyndere på 'nettet', som det så kækt bliver kaldt. Skru ikke forventningerne op i alt for euforiske højder - forventningens glæde kan også skabe bristede illusioner. Så vogt jer!
I starten af februar 1998 blev jeg optaget på et alternativt journalistikkursus.
Kurset henvendte sig til handicappede organisationsfolk, der ønskede at blive mere fortrolige med formidlingens og kommunikationens verden. Kursets arrangører havde en filosofi om, at det ville lette og effektivisere undervisningen, hvis hver kursist blev udstyret med en bærbar computer med Internet-opkobling. Det gav mulighed for en sammenhængende undervisning, fordi kursisterne kom fra alle egne af landet.
Ved at aflevere opgaver pr. e-mail bekendte man sig endnu engang til det eneste saliggørende middel - at spare tid. Kursisterne behøvede ikke at bruge det besværlige postvæsen. Tænk, nu kunne vi bare sidde hjemme i stuerne, skrive opgaver og aflevere dem over dette epokegørende medie. Hurra, hurra!
Kursusarrangørerne ville manifestere Internettets oceaner af muligheder - troede de, men ak! Alle blev klogere. Både kursuslederen og størstedelen af kursisterne (inkl. mig selv) måtte sande, at en Internet-opkobling forpester mere end den forløser.
Skæbnen ville nemlig, at computerforretningen, som havde forsynet hver af de bærbare computere med en Internet-opkobling, lige havde glemt en 'detalje'. De havde ikke tjekket, om alle computere nu var opkoblet korrekt.
Fænomenet med at aflevere opgaver over de elektroniske genveje skulle nemlig først have sin premiere i ugen efter den første kursusuge. Den sparsomme tid, vi var samlet, skulle bruges til kollektiv vejledning i brugen af e-mail-funktionen. Vi skulle også have en teoretisk indføring i e-mail-konceptet. Og sidst, men ikke mindst, en praktisk viden om "det at sende en mail."
Problemet var, at vi ikke var 'on-line', da vi gennemgik teknikken med at sende e-mails. Allerede her hørte logikken op. Undervisningen var ellers foregået efter en meget grundig og detaljeret pædagogik. Det var nærliggende at mene, at alle havde fattet pointen - selv jeg! Med stor entusiasme begav jeg mig den første dag i vores 'hjemmeundervisningsuge' ud i at afsende min første e-mail. Jeg følte øjeblikket en smule højtideligt. Jeg havde jo glædet mig til denne stund hele vejen op gennem 90'erne. Jeg tog papirerne med kursuslederens udførlige instrukser frem. Min hjælper havde naturligvis skrevet alle handlingerne ned. Kursuslederen havde endda også forfattet en overskuelig fremgangsmåde til os. Jeg følte mig helgarderet.
Alligevel gik alting galt. Jeg kunne overhovedet ikke koordinere teori med praksis. Alt svimlede for mig, da jeg sad dér foran den lille skæm. Jeg kunne ikke hitte, hvilken 'menu' jeg skulle tage. Heller ikke den berømte hjælpefunktion på Word-programmet hjalp. Jeg prøvede forskellige nervøse krampetrækninger med musen, men den fór bare hjælpeløst over skærmen.
Jeg ringede derfor til en ven som er computerfreak, og bad ham yde førstehjælp. Han kom beredvilligt til undsætning, og brugte det meste af en aften på at sætte mig ind i afsendelse og modtagelse af e-mails. Alt blev endnu engang grundigt skrevet ned. Så meget for den tidsbesparelse! Imidlertid var det min faste overbevisning, at nu fungerede det hele.

Men ak! Det gjorde det ikke. Nu udførte jeg funktionerne rigtigt, men i stedet var der noget galt med selve tilslutningen til nettet. Modemet ville simpelthen ikke ringe op. Desperat forsøgte jeg alt. Jeg brugte skiftevis de to telefonstik i min lejlighed. Jeg ville afvæbne muligheden for, at stikket kunne være defekt. Det var til ingen verdens nytte.
Jeg var på vanviddets rand. Al fornuft hørte op, i det jeg afsikrede enhver mulighed for, at databehandlingen kunne udføres anderledes. Internettet havde gjort mig til desperado!
Der skulle gå fem lange frustrerende uger før mysteriet blev løst. Det var hverken min lærer eller den famøse computerforretning, der kom med forløsningen. Næ, det var såmænd en af mine medkursister, der så min fortvivlelse og tilbød at tage computeren med sig hjem. Der ville han forsøge at udrede trådene, ved at gå ind i opsætningen for Internet-funktionen. Og her kommer den gruopvækkende sandhed, der er så banal, at det næsten er til at tude over.
Internettet var forkert opkoblet i computeren! Det krævede en minimal justering, og så fungerede det hele perfekt. Sådan kan skæbnen være så grum og ubarmhjertig.
Hvordan får historien så alligevel en happy-end? Det er såmænd ganske enkelt. Jeg må sande, at jeg er og bliver computer-analfabet. Til gengæld har alle mine fortrædeligheder med Internettet gjort mig til en habil 'surfer'.

*Vibeke Baden Laursen er født spastiker og næstformand i Ungdomskredsen, Dansk Handicap Forbund.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Carsten Graff, cand.merc.dat. Aktuel med ny bog: INFOENZA - en satirisk roman om informationsoverførte sygdomme

Apropos - Har vi glemt know-when?

"Jeg vil helst være spastiker på fuld tid," sagde Vibeke, da jeg i foråret holdt en uges kursus for bevægelseshandikappede på Egmonthøjskolen i Hov. Kursets tema var: Levefilosofi i den globale landsby.
Som spastiker er Vibeke hårdt ramt af sit handicap. Hun er 29 år og har aldrig kunnet hverken gå eller spise ved egen hjælp. "På nettet er det let at skjule sin identitet eller et handicap," fortsatte hun, "men hvis jeg bevæger mig ind i drømmen om et andet liv bliver jeg ulykkelig. Mange tror, at computeren og Internettet er en guldgrube for de handicappede. Man siger blandt andet, at det kan bruges til at integrere os bedre på arbejdsmarkedet, men ofte forholder det sig lige omvendt. Ved en computer kan man placeres uden for en virksomhed. På den måde kan virksomhedens ledelse hævde, at de ansætter handicappede, men de bruger ikke en krone på handicapvenlig indretning. I stedet for at blive en del af et fællesskab ender man med at sidde alene derhjemme og kommunikere via en skærm."
Mødet med Egmonthøjskolens handicappede gav mig en hel del stof til eftertanke. Mange virksomheder og skoler bruger i disse år, stik mod al fornuft, formuer på at indføre nye edb-systemer. Debatten omkring de nye medier handler alt for ofte om, at computeren er en teknologi, som skal bruges - nu handler det kun om at fastlægge hvordan. Hvornår og hvorfor den ikke kan bruges, er et område alt for få tør diskutere. En nuanceret dialog om mediernes styrker og svagheder drukner ofte i reklameslogans eller optimistiske reportager om de nye mediers indflydelse på menneskets udvikling.
Når argumenterne for at indføre nye edb-systemer svigter, er der per tradition tre grupper, der bliver fremhævet som potentielle tabere. Det drejer sig om de gamle, de handicappede og børnene.
For et par måneder siden tog forskningsminister Jan Trøjborg fat på at realisere sin plan om at gøre Danmark til et såkaldt Internetland. Blandt andet skulle hjemmehjælperne forsynes med bærbare computere så de kunne hjælpe de gamle på Internettet. Hans forgænger i embedet, Jytte Hilden, tonede frem i medierne for at meddele os, at der nu burde bruges fem milliarder kroner på computere til folkeskolen.
Forskningsministrenes desperation er ikke svær at forstå, hvis man læser aviserne. Den 9. november kunne man i Jyllandsposten læse om en ny satelittelefon, som skulle gøre verden til et bedre sted. Ifølge en ekspert kunne den nye telefon installeres billigt i alverdens fattige landsbyer. Var meningen mon, at man i hungersnødramte områder skulle ringe efter cola, hvis man fik problemer med tørke?
Den 26. oktober kunne man, også i Jyllandsposten, læse en artikel med overskriften: "Sæt børn sammen foran computeren". Under et billede af smilende og engagerede børn, som kigger ind i en skærm indledes et interview med en forsker fra Roskilde universitet. Forskeren fortæller, at det er lige meget, hvilke computerprogrammer børn bruger, bare der sidder to børn foran skærmen. "Børn lærer af den snak, de har med hinanden ved mus og tastatur, ikke af selve programmet."
Hvis dette var sandt, kunne man spørge, om ikke der på baggrund af denne opdagelse var mange penge at spare for skolerne. Måske kunne computeren ligefrem fjernes og erstattes med noget billigere. Man kunne vende børnene 90 grader, så de sad ansigt til ansigt imens de arbejdede. På den måde ville de kunne kigge på hinanden - tolke kropssprog, mimik osv. Hvilken effekt den slags lavteknologiske løsninger ville have på en skoles pædagogiske miljø blev dog ikke taget op i artiklen. I stedet fortsatte man med at fastslå, at børn, som arbejder foran en computer, overhovedet ikke driller hinanden.
"Eleverne sad altid to og to og hjalp hinanden. Kampen om musen blev afløst af en arbejdsfordeling, hvor eleverne hurtigt fandt ud af, hvem der var bedst til hvad og respekterede hinanden for det," fortæller forskeren. At børn som sættes foran en skærm, helt af sig selv begynder at respektere hinanden, har jeg ikke kunnet få lærere med praktisk erfaring til at skrive under på. Måske kunne forskerens resultater begrundes i computerens nyhedsværdi eller den opmærksomhed som tildeles børn som overvåges i forbindelse med en videnskabelig undersøgelse.
Debatten om informationsteknologi får mig ofte til at tænke på det gamle ord: "For en person med en ny hammer kommer alting til at ligne søm." Måske er problemet, at vi er alt for ivrige efter at dyrke vores know-how til også at huske vores know-when.
Carsten Graff

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu