Kronik

Ud af tavshedens fængsel

Debat
6. januar 1999

Det er en menneskeret at udtrykke sig. Dagens skribent har erfaret, hvordan billeder åbner for en personlig udtryksform hos mennesker, der savner et sprog

Hvem skulle tro, at en gruppe udviklingshæmmede mongoler kan danse ballet og og blive kunstnerisk accepterede for deres udtryksform? De findes i Madrid.
Og hvem vil umiddelbart tro, at udviklingshæmmede har et kunstmuseum, hvor deres udtrykkende virksomhed er anerkendt på højt niveau? Det findes i Liege.
Som kunstterapeut for udviklingshæmmede har jeg oplevet mange eksempler på, hvorledes en person finder eller genfinder tabte sider af sig selv i forbindelse med billedskabende processer.
Det genfundne kan bruges til ny erkendelse om ens personlige livssituation. Bl.a. fordi, det visuelle udtryk kan danne basis for en dialog og kommunikation ikke alene med sig selv, men også med omverdenen. Der sker med andre ord en frisættelse af noget allerede eksisterende, som blot har været tavst. Personen synliggøres bort fra følelsen af isolation.

Tilsvarende oplever jeg - som jeg også er inde på i dagens Apropos - udpræget Picassos maleri Guernica som udtryk for hans egne indre psykiske processer, ikke blot for den konkrete ydre begivenhed, bombardementet af landsbyen Guernica.
Mit primære budskab her er imidlertid ikke at beskrive Picasso eller Guernica. Men maleriet Guernica og dets historie har været drivkraft for mig i mit studium af det visuelle udtryk, som et sprog, der på mange måder fortæller meget mere end det verbale sprog. Et sprog, som kan bruges ikke alene af kunstnere og i kunstneriske sammenhænge, men også af mennesker, der har vanskeligt ved at udtrykke sig verbalt. Jeg betragter samtidig ethvert kreativt udtryk som en projektion af den skabende person og dennes indre virkelighed. Med andre ord som udtryk for en sproglig visualisering og en indre dialog, som udøveren fører bevidst eller ubevidst med sig selv.

Den viden, jeg har tilegnet mig gennem mit studium, har jeg udnyttet pædagogisk og kunstpsykologisk i et forsøg på at få udviklingshæmmede til at udvikle eller tilbageerobre et sprog og finde et sprogligt udtryk. Det gælder mennesker, for hvem det at udtrykke sig og kommunikere er en del af handicappet. Det skal bemærkes at jeg her anvender begrebet udviklingshæmmet, skønt begrebet, der dækker en gruppe mennesker med særlige behov, nu er ved at ændre sig til funktionshæmmet).
Lysten til at formidle nogle tanker om de erfaringer, jeg har gjort, skyldes et meget givende, mangeårigt samarbejde med fysisk og psykisk udviklingshæmmede i skabende processer, som også har udmøntet sig i bogen Kunsten at forme et sprog - om udviklingshæmmede og den billedskabende proces.

Min interesse for sprogliggørelse er har dog ikke kun baggrund i tanken om den personlige betydning i Picassos maleriske udtryk. Den er også opstået som følge af en personlig oplevelse af, at verbalsproget og det at give tanker og følelser form og udtryk, ikke er naturgivent, men tværtimod er noget, der skal stimuleres og arbejdes med hele livet igennem. I mit arbejde med udviklingshæmmede har jeg erfaret, at alle mennesker har et indre sprog, som i nogle tilfælde ikke får mulighed for at finde udtryk. Det kan være en næsten uoverkommelig kamp at gennembryde fængslets mure for at slippe fri. Men at få denne mulighed for at formulere indre oplevelser og erfaringer er ethvert menneskes ret.
Er et menneske handicappet, så det ikke kan klare at finde udtryk på egen hånd, har det krav på, at der er en vejleder, og at et hvilket som helst sprog, der er personens personlige udtryksform, afdækkes, trænes og udvikles.

Følgende eksempel, som er omtalt og uddybet i min bog, beskriver, hvordan personer kan komme i kontakt med deres egne indre ressourcer og egenforståelse. Det sker gennem det, som Birgit Kirkebæk i sin bog Det musiske menneske - og det amputerede kalder det æstetiske udtryk:
"Det æstetiske udtryk - dvs. udtryk for oplevelser baseret på sansemæssige erfaringer - formidler forbindelsen mellem krop og sjæl som eksistentiel erfaring og mennesket giver gennem æstetiske udtryk en symbolsk fortolkning af bl.a. konflikter i hverdagen."
Processen er igangsat i forbindelse med undervisning i et ti måneders kunstskoleprojekt for ti udviklingshæmmede elever, og ved hjælp af fortællingen om ulvekvinden "La Loba" fra Clarissa Pincola Estees bog Kvinder som løber med ulve. "La Loba" betyder ulvekvinden eller benkvinden, som forvandler ben og knogler til ulve. I fortællingen løber ulven gennem en skov, efter at den er forvandlet fra ben og knogler til en levende ulv. Da den kommer til et cirkelformet åbent område midt i skoven, rammes den af af lyset og strålerne fra den opgående sol og forvandles til en ung smuk kvinde.

Tegningen inspirerede eleverne til at producere stærkt forskellige billeder. Det eksempel, der er vist her i avisen, belyser især betydningen af den stil, eleven har brugt. Denne elev er en meget lukket person, som har vanskeligheder med verbal kommunikation. Den lukkede struktur opleves i gentagen processer, bl.a. under fremstilling af et træ i ler. Træer er et symbolsk udtryk for personligheden. Træer synliggør de indre psykiske strukturer og tilstande såvel som den ydre fysiske bevidsthed og de vanskeligheder, der ligger i kommunikationen med omverdenen. Elevens træ afspejler denne lukkede struktur.
Alt, hvad denne elev ser og oplever i løbet af en dag, tegnes og udføres som små skitser eller billedlige dagbogsnotater, hvor der er mange små forskellige figurer uden egentlig sammenhæng. Figurerne på tegningerne er nøje afgrænset med en tydelig sort kant, og det er meget vanskeligt for eleven i starten af forløbet at male udenom disse streger.
Men ved hjælp af en bestemt metode, hvor baggrunden på billederne males med en grundfarve før selve motivet, erfarer hun, at det ikke er farligt at male udenom sine figurer eller at male stregerne i andre farver end sort.
Forløbet skaber udvikling for denne elev, både i det formmæssige udtryk og i personlig formåen. Det opleves som om den intense og fordybende billedskabende proces bryder nogle synlige grænser. Den formmæssige og billedmæssige bearbejdelse får indflydelse på ubevidste strukturer i det personlige område. Der sker en egenomsorg som følge af billedskabende processer, hvor det tavse, som rumsterer i personens indre, får sprog.

Noget tilsvarende skete for en anden elev, der dengang var en ung mand på 21 år. Han har svært ved at udtrykke sine behov, så de forstås af andre og svært ved at udtrykke sig visuelt. I hans tilfælde var det ikke så meget en bestemt malestil som en verbal dialog, der satte fart i den billedskabende proces.
Efter i lang tid at have arbejdet med en serie 'kærestebilleder' rettes elevens interesse mod fodbold. Han fortæller ofte begejstret om fodbold og drømmer om at blive en stor fodboldspiller. Jeg spørger, om han har lyst til at tegne sin 'drømmehelt', fodboldspilleren? Han påstår hårdnakket, at han ikke kan. Men i fællesskab lykkes det os at nå fra tændstikmand til en udtryksfuld tredimensionel figur på mindre end en halv time, da han først overvinder sin angst. Opmuntret af sin succes omsætter eleven sin tegnede fodboldfigur fra A5-størrelse til fire ca. 70x100 cm store fodboldmalerier. Billedserien illustrerer både elevens glæde over at opdage, at han kan, og hans begejstring for fodboldspillet i almindelighed. Med andre ord både et æstetisk udtryk og en følelsesmæssig og sanselig dimension.

Er man kunstner, vil man naturligt betragte billeder og andre udtryksformer ud fra en vurdering af, hvorvidt disse er kunst eller ikke.
Men betragtet ud fra min synsvinkel - den kunstpædagogiske og kunstpsykologiske - er visuelle udtryksformer et sprog og et redskab til dialog og kommunikation for mennesker, som besidder en tavs viden og et tavst sprog.
At forme dette sprog er i sig selv en kunst - og en ret.

*Kis Henriksen er stud.pæd. i billedkunst v/ D.L.H. og kunstterapeut. Har netop udgivet bogen 'Kunsten at forme et sprog - om udviklingshæmmede og den billedskabende proces'.

Apropos - Guernica eller kaos

I 1995 blev Picassos Guernica flyttet fra New York til Madrid. Hidtil havde det været beskyttet bag panserglas og med vagtposter døgnet rundt. I Madrid blev panserglasset fjernet. Da jeg læste om denne forflyttelse under overskriften "Guernica uden glas", undrede jeg mig voldsomt over, hvad dette billede dog kunne have fremprovokeret af følelser, siden det måtte beskyttes så drastisk. Det var begyndelsen til et studie af Picasso og specielt billedet Guernica. Men jo mere jeg fordybede mig i Picassos produktion og specielt hans visuelle udtryksform, jo mere ændrede relationen til Den Spanske Borgerkrig sig fra at være en beskrivelse af en hændelse til at blive et udtryk for en sansemæssig oplevelse af nogle følelser og indtryk, Picasso allerede kendte til i forvejen.
Samtidig læste jeg en analyse af Alice Miller, hvor hun konkluderer, at Guernica også kan skildre Picassos subjektive, fortrængte oplevelser i forbindelse med et jordskælv, han og hans familie oplevede, da han var fire år. Og jeg læste en beskrivelse i Arianna Stassinopoulus Huffingtons bog om Picasso, hvor Picasso beskrives som en person, der fra fødsel til død levede i en dæmonisk kamp med tilværelsen, og alene dette, og ikke politiske forhold og engagement, var Picassos kunstneriske drivkraft.
Picasso havde i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i sommeren 1937 fået til opgave at lave et billede, der skulle hænge i den Republikanske/Spanske Pavillon, men var tilsyneladende ikke inspireret til at gå i gang med opgaven. Da bombardementet af byen Guernica fandt sted den 26. april 1937 påbegyndte han skitser allerede et par dage efter. Billedet Guernica ca. 3,5x7,8 meter stort stod færdigt den 4. juni.
Når man derfor som ovenfor nævnt sammenholder Picassos produktion, vil man se, at de figurer, som optræder i Guernica, alle er figurer, som Picasso har arbejdet med i sine tidligere arbejder. Han kendte så at sige figurerne, inden han skabte Guernica. Dermed giver billedets provokative element mening, idet det kan forstås som et arketypisk billede, der skildrer ikke alene Picassos, men menneskets indre Guernica - eller kaos.
Kis Henriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her