Læsetid: 4 min.

Topsportens degeneration

Debat
23. januar 1999

Mediernes dækning af topsport burde i virkeligheden henvises til erhvervsstoffet. Og lejlighedsvis til kriminalreportagen

PENGEDOPING

KUN HYKLERE, ignoranter og sportshadere - de virkelige sportsidioter - kan blive overrasket over de løbende afsløringer inden for sportens mærkeligt eksklusive verden - det mest effektive indoktrineringsmiddel.
Mens kritikken af international topsport tidligere mest gik på, at dette næsten hellige område var dybt inficeret af politik, er billedet gradvis skiftet de seneste år. Ikke sådan, at den politiske inficering er blevet mindre, tvært-imod. Men et par gamle sygdomme er dukket op, nu med fornyet styrke - kommercialiseringen og professionaliseringen. De to fænomener er tidligere søgt bekæmpet, især mindre helhjertet. Men med mediernes vækst og tv-teknologiens udvikling fulgte sponsorernes indtog - og med dem de store penge.
Topsport på nationalt og internationalt niveau er gradvist blevet en del af underholdningsindustrien. Top-stjerner i de tv- og publikumsvenlige grene har i dag muligheder for indtjening, der ligger langt over pop-, rock- og filmstjerners. De dyreste omsættes på markedet, som var de deres vægt værd i guld i en raffineret form for slavehandel, der omfatter enhver hudfarve. Her er ingen diskrimination.
Til gengæld bruges efterhånden næsten alle metoder i konkurrencen både på og uden for banerne, når arrangementer, rettigheder eller stjerner skal sikres. Eller konkurrenter bekæmpes.

OM TRE ÅR skal de næste olympiske vinterlege afholdes i Salt Lake City - om alt går vel. Det gør det nu nok, for de amerikanske arrangører har allerede investeret meget i arrangementet.
For meget - viser det sig. 13 medlemmer af Den internationale olympiske Komité (IOC), der består af godt 100 selvsupplerende, fortrinsvis ældre, velaflagte herrer, har arrangørerne fra Salt Lake City investeret rigeligt kontant i for at få dem til at henlægge arrangementet til denne by. I hvert fald er de 13 medlemmer af IOC med de høje idealer bestukket. Det olympiske motto 'Hurtigere, længere, højere' gælder også den ny uofficielle olympiske sportsgren, der hedder bestikkelse.
I februar skal IOC tage stilling til, om de 13 skal ekskluderes og Salt Lake City fratages arrangementet, der er tildelt byen på uhæderlig vis. Udfaldet synes givet. Det første sker nok, det sidste næppe.
Og så tør man næppe nævne doping-afsløringerne i den professionelle landevejscykling. Kernen er, at alle - især de erfarne sportsjournalister, der har dækket feltet - har vidst, hvad der foregik. Men de har af gode grunde - sportsjournalisters indbyrdes broderskab og deres afhængighed af rytterne, firmaholdenes sportsdirektører og deres hjælpere - ikke gået i dybden for at dokumentere, hvad de i virkeligheden har vidst i årevis.
For sportsjournalisterne ville dermed miste deres kilder. De ville ikke få deres sædvanlige historier, og de ville blive frosset ud af miljøet. Så enkelt er det.
Mekanismen kunne aflæses i sommer på tendensen i TV 2-heltene Jørgen Leths og hans efterplaprer Jørn Maders defensivt problemfortrængende dækning af Tour de France. De to var på rytternes og Tour de France-arrangørernes side, da doping-anklagerne blev rejst. Ingen udenforstående skulle komme her med deres analytiske fedtefingre og pege på hulheden i de 'rene' myter, som de to kommentatorer og andre sportsjournalister har været med til at bygge op.
Et problem er, at så mange andre sportsjournalister gennem årene ukritisk har fulgt den Leth'ske-Mader'ske heltedyrkende skole. Specielt fordi de ikke har noget forhold til Leths inspirationskilde - den franske strukturalist og semiotiker Roland Barthes.

I ET INTERVIEW i dette agtværdige blad for mere end 25 år siden udtalte den daværende, nu afdøde generalsekretær i Dansk Boldspil Union Erik Hyldstrup: "Fodbold er forretning."
Det var i de tilsyneladende uskyldige, men internationalt resultatfattige tider, før pengene for alvor havde holdt deres indtog i dansk fodbold med (halv)professionalisme og sponsorer. Men Hyldstrup havde ret, selv om vi dengang stadig var de næsten sidste amatører.
Siden professionaliseringen er brutaliseringen taget til i takt med pengenes indtog. Spillet er også herhjemme blevet hårdere. Gule og røde kort sætter deres specielle kulør på spillet på banen og tilskuerpladserne.
Uden for er konkurrencen ikke blevet mindre barsk. Vi så det i efteråret, da en sportsjournalist, der er dygtigere til at kigge dybt i glassene end til at lave dybdeborende journalistik i Ekstra Bladet kunne bringe historien om FC Københavns hemmelige forhandlinger med konkurrenten og topholdet AB's succes-træner Chr. Andersen.
Det førte som bekendt til succestrænerens brud med AB, netop som klubben stod over for en børsintroduktion, der skulle rejse 75-90 millioner kr. ved aktietegning. Så meget blev ikke rejst efter den historie. For den skabte uro omkring aktietegningen og AB, der pludselig måtte fyre Chr. Andersen og skaffe en ny træner.
Historien om de hemmelige forhandlinger var korrekt, men formentlig plantet. Så kan man fundere over, hvorfra den kom. Vi får aldrig kastet lys over dette interessante forhold, der formentlig kostede AB 10-15 millioner kr.

DE STORE penges indtog i topsporten med sponsorer og intensiv tv-dækning har gjort sport til den mest sete del af underholdningsindustrien.
Samtidig har den introduceret mekanismer og metoder som i det traditionelle erhvervsliv med benhård konkurrence - på og uden for banerne. Glemt er gammel snak om fair kappestrid. Nu er det et gement slagsmål om resultater, der giver penge og profit. Men maskeret bag idealer, der for længst er udhulet og kasseret - undtagen ved rituelle lejligheder. Det egentlige dopingproblem er pengedoping.
Mediernes dækning af topsport burde i virkeligheden henvises til erhvervsstoffet. Og lejlighedsvis til kriminalreportagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her