Læsetid: 2 min.

Villa Volvo - og slum

Debat
16. januar 1999

Gaza er ikke blot slum, som Information skriver. Området er præget af vældige klasseskel

GAZA
Pia Fris Jensens besøg i Gaza omtalt i Information den 9. januar fremstår for mig som et eksempel på selvforførelse. Jeg var der omkring nytår og kom ud med et noget andet indtryk.
Det er klart, at der er slum i udkanten af Gaza-by, som så mange andre steder i Mellemøsten, inklusive Israel. Klimaet og kulturen taget i betragtning kan boligsituationen i Mellemøsten ikke sammenlignes med, hvad vi er vant til i det kolde Nord, og derfor er vores ønske om, at palæstinensiske arabere (eller samtlige israelere) bør have fjernvarme og køleskab malplaceret.
Det, der sprang i øjnene på mig, var to ting: Klasseforskel og begyndende korrup-
tion. Der er tiggere på gaden, arbejdsløse, dårligt lønnede, og så er der de mange, der af en eller anden grund bor i moderne, veludstyrede, nybyggede villaer og kører i nye BMW og Volvo. Der er politibetjente, bevæbnede med automatrifler, som benytter lejligheden til at gennemchecke taxachaufførernes papirer, fordi der ikke er andet at lave, eller fordi de har magten til at chikanere. I Gaza bor der mennesker, som i deres religiøsitet opfatter virkeligheden på en måde, som vi i Danmark forbinder med fanatisme og fundamentalisme.

Salg af krims-krams
Der bor mennesker, der lever fedt på handel med den øvrige verden. Og endnu flere der ernærer sig ved at sælge krims-krams fra Kina på markedet.
Social udstødelse findes stort set ikke, måske ikke mindst på grund af den mu-slimske tradition for kollektiv og individuel beskyttelse af familie og trængende.
I Gaza er man ved at opbygge en kvasi-statslig administration, hvor ordenshåndhævere og bureaukrater ikke har den nødvendige forudsætning for at få administration og håndhævelse til at virke efter menneskeretslige og "demokratiske" principper. Tværtimod, påstås det i jordanske aviser, er korruptionen i vild fart. Den palæstinensiske elite sætter sig til rette i det administrative system og politibetjente ud-øver en magt som er borgerne fremmed, bortset fra mødet med israelsk ordens- og sikkerhedshåndhævelse.
Det er ikke mit indtryk, at israelsk sikkerhedskontrol bunder i forfølgelse og chikane. Efter to nylige besøg i Jordan, Sinai og Israel (Hebron, Gaza, Golan, Vestbredden) føler jeg mig tryg ved de israelske sikkerheds-foranstaltninger, selv om de slet ikke lever op til den reelle trussel. Jeg føler mig ikke truet af de arabere, jeg møder, men forventningen om at blive inddraget i et arabisk, palæstinensisk, hellig-krigerisk bombeterrorangreb under en spadseretur i Jerusalem ser jeg gerne reduceret.

95 procent ønsker fred
De israelske hævn-luftangreb er så meget mere forudsigelige, at man kan gardere sig mod dem. F.eks. ved ikke at dele værelse med en terrorist. Jeg skal være den første til at beklage de forvridninger af en fredsaftale, der finder sted på begge sider i den israelsk-palæstinensiske strid. Men grunden til at måske 5-10 pct. af begge befolkninger bekæmper freden er langt mere personlig, økonomisk og karrieremæssigt bestemt, end vi almindeligvis forestiller os. Og det er trist for de måske 95 pct. af arabere og israelere, der først og fremmest ønsker fred.
Pia Fris Jensens artikel er kun med til at styrke den kolde og varme krig i Mellemøsten ved at påpege urimelige sociale og politiske forhold, der har en rimelig kulturel og historisk forklaring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her