Kronik

Bøger skal ses i tv

26. februar 1999

Bestseller og DR's kulturafdeling kunne lære en del af litteraturen - hvis de gad

Måneden op til DR 2's lancering af bogprogrammet Bestseller var præget af en heftig debat om bog-tv i Danmark. Her kom redaktionen bag Bestseller for skade at hævde, at bøger og tv var uforenelige størrelser... Alligevel har de vovet at lave deres program, med det imbecile motto "Bøger skal ses i tv".
Bestseller har været debatteret, og der er derfor ingen grund til at gentage den debat - og programmets begrædeligt lave ambitionsniveau er da også åbenbart for de få, der stadig har mod på at åbne for programmet mandag aften - derimod kan programmet og den førte debat tjene som afsæt til en diskussion af kultur-tv i det hele taget, men med udgangspunkt i de argumenter bestsellerredaktionen har brugt og de udgaver af programmet, der har været sendt, mens dette skrives. Det vil altså sige, at man roligt kan indsætte kultur-tv, hvor der i det følgende står enten Bestseller, litteraturprogrammer eller bog-tv.
Bestseller-redaktionens hovedargument har været, at ingen gider se de 'gamle' litteraturprogrammer, sådan som DR lavede dem tidligere. De er i Bestsellers øjne litteraturprogrammer, "hvor forfattere og branchefolk i bredriflet fløjl og Perle i piben i ro og mag kan diskutere vigtige eksistentielle og filosofiske betragtninger på et intellektuelt højt niveau", og det egner tv-mediet sig - ifølge redak-tionen - ikke til i dag, for "højpandet tv er yt! Keep it simple!"

Men hvordan opfatter DR så kultur i tv? Redaktionen bag Best-seller citerer i en kronik i Berlingske Tidende den 14. december sidste år (hvorfra også ovenstående citater er hentet) en rapport fra DR om kvalitet på tv.
I rapportens afsnit om Kultur på tv står:
"Godt tv kan det samme og skal det samme som historiefortællerne på middelalderens markedspladser. Man skal råbe op med noget interessevækkende, gribe fat om struben på tilhørerne og fortælle dem en underholdende historie med humor, nærvær, en overraskende pointe og en stille, men uafrystelig eftertanke."
"Fjernsynets flygtige natur hos modtagerne stiller betydelige krav til enkelhed og overskuelighed. Det nødvendiggør, at man overholder den journalistiske aftale eller overenskomst, man indgår med seerne, uanset om man laver et smalt eller bredt program."

Citatet rummer to præmisser, der, som det skal vise sig, gensidigt udelukker hinanden, og er styrende for produktionen af kultur-tv i Danmark:
*At godt tv er en fortælling - som via stemningsskift og stemningsopbygning, karaktertegning og så videre skaber baggrund for den "overraskende pointe og uafrystelige eftertanke". Netop tv's karakter af en fortælling, en historie, forankrer mediet i et tidsligt forløb, en række af hinanden følgende hændelser. Men disse må sammen- eller sidestilles i seerens bevidsthed for at skabe det hele, der giver forståelsen. Forløbet kan kun overskues i sin fuldkommenhed retrospektivt, når hele programmet eller indslaget er forbi, thi en historie forstås som bekendt baglæns, som Søren Kierkegaard vist formulerede det.
Det vil altså sige, at en omvendt kronologi gør sig gældende her - eller rettere, at forståelsen af det tidslige forløb fordrer en rumlig sidestilling - hvoraf det følger, at seeren til slut må have det samlede forløb præsent i bevidstheden på én gang.
Det er netop det, citatets anden præmis hævder, at se-eren ikke er i stand til, for:
*Tv er et medie, der er flygtigt - godt nok kun på seerens side af tv-skærmen. For at forstå det, må man gribe tilbage til et andet, ofte fremført argument, nemlig at tv er et billedmedie - og billeder er noget, der opfanges eller for-stås øjeblikkeligt, det vil sige uden nævneværdigt tidsforbrug.
Sådan lyder i hvert fald producenterne af kulturprogrammers argument: Tv egner sig ikke til komplekse, mangefacetterede problematikker, men formår udelukkende at formidle det entydige, der opfattes øjeblikkeligt. Men hvordan skal det så kunne det samme som historiefortællerne på middelalderens markedspladser, der jo netop byggede deres kunst på tilhørernes evne til at kunne overskue et længere tidligt forløb retrospektivt?
De to præmisser udelukker gensidigt hinanden og undergraver dermed tv-producenternes argumenter for ikke at lave ordentligt kultur-tv. Argumenter, der efterhånden blot er blevet selvopfyldende: Det kan ikke lade sig gøre at lave mere komplekse programmer i dansk tv, fordi vi siger, det ikke kan lade sig gøre.
Man får efterhånden en fornemmelse af, at det snarere er, fordi formidlerne ikke gider besvære sig, eller ikke har ambitioner om at udvikle deres fag eller medie. En anden type argumentation for, at argumentationen ikke holder, ses i dagens Apropos om henholdsvis filosofferne Lessing og Dryden.

Alt i alt kan man frygte, at den fladpandede bogdækning skyldes netop dén nedvurdering af seerne, som antydes i anden halvdel af citatet fra DR-rapporten, nemlig "Fjernsynets flygtige natur hos modtagerne" som der står. Og det er en nedvurdering, der næsten må komme, når de, der behandler kulturen i tv, alle som én er formidlere uden faglig indsigt på området.
Bestsellers redaktion er-klærer sig i kronikken i Berlingske Tidende frejdigt som amatører på området, og sandelig om ikke Dorte Fals, der før jul blev udnævnt som den nye chef i DR's Kulturafdeling heller ikke kan andet end at formidle. Til Berlingske den 28. december 98 siger hun, at hun netop er blevet ansat, fordi hun ikke havde en kulturel men produktions-mæssig baggrund.
Men hvad sker der så, når der ikke findes ordentlige fagfolk på redaktionerne (eller når dem, der eventuelt måtte være, åbenbart ikke får lov til at bruge deres viden)? Så får vi kultur-tv designet til udelukkende at fungere på lavest mulige fællesnævner.
Dorte Fals siger for eksempel i ovennævnte artikel: "Jeg mener, at jeg i det daglige kan være den, der stiller de kritiske spørgsmål, så vi som en kulturbærende (sic!) institution ikke glemmer, at alle ikke er på det samme niveau rent kulturelt."
Dét kommer ikke til at betyde, at der skal være et bredt differentieret udvalg, både hvad angår smag og 'smalhed', men netop som Bestseller-redaktionen allerede har proklameret, at "højpandet tv er yt! Keep it simple!"

Men hvad vil det egentligt sige at være højpandet - og eksisterer der virkelig kun de to modpoler?
I den udgave af Bestseller, der rullede over skærmen den 18. januar var der et indslag med forfatteren Jens Chr. Grøndahl, der i sidste måned modtog Boghandlernes gyldne Laurbær. Jens Chr. Grøndahl blev præsenteret som en forfatter, der tidligere havde skrevet 'svær', eksperimenterende litteratur, men nu er begyndt at skrive brede, folkelige romaner.
Men det, Grøndahl gør i sine nyeste romaner, er jo netop ikke blot at skrive folkelige bøger, der er "kept simple". I stedet indfører han flere lag i teksten, så den kan læses på flere niveauer - og ikke kun som en god historie (hvilket der bestemt ikke er noget galt med).
Det havde Bestseller opdaget, hvis blot en enkelt i redaktionen havde haft bare et minimum af faglig indsigt.
Og det er det, der er så forstemmende ved kultur- og bogprogrammerne i tv: Når Dorte Fals siger, at vi ikke må glemme, at alle ikke er på det samme niveau rent kulturelt, betyder det i realiteten, at de få programmer, der trods alt bliver lavet, alle ensidigt går efter den laveste fællesnævner, og kun den - i stedet for, som Grøndahl, at indføre flere lag så det samme program kan ses med udbytte af alle - også af dem, der holder af det mere udfordrende, kald det bare 'højpandet' hvis I vil.
Hvis Jens Chr. Grøndahl kan, kan Bestseller også - hvis de altså gider.

Apropos - Om at se

Hele diskussionen om tv kontra bøger griber tilbage til nogle distinktioner, som den tyske litteratur- og teaterkritiker G. Ephraim Lessing stillede op i sit kunstteoretiske skrift Laokoon fra 1766.
I Laokoon eller om grænserne mellem billedkunst og digtekunst prøver Lessing at skelne mellem tidslige og rumlige kunstformer. For Lessing er digtningen tidens kunst, mens maleriet er rummets kunst, og de to kan ikke mødes: At trække det rumliges kunst, maleriet eller skulpturen, ind i det tidsliges, poesien, eller omvendt er for Lessing en forbrydelse.
Rummet, siger Lessing, er maleriets, og dermed formerne og farvernes element, hvorimod tiden er poesien, og dermed det successives, det på-hinanden-følgende. Successive tegn, som digtningen, ordene, kan kun udtrykke successive ting eller objekter - ligesom sidestillede, simultane tegn.
Nogenlunde sådan lyder Lessings argument, og det er mere end et vagt ekko af dette 233 år gamle dictum man må lægge øren til, når danske tv-folk skal forsvare den elendige dækning af bogstof i tv, og som klinger igen i DR-rapportens anden præmis: Successive tegn, ord (og herunder mere komplekse tanker og argumenter), kan ikke formidles gennem et simultant (billed-) medie, tv.
Men allerede digteren og litteraturkritikeren John Dryden (der døde i 1700, 66 år før Laokoon udkom) var klar over, at maleriets simultanitet kun eksisterede i materialet, i maleriet selv, og ikke i perceptionen eller opfattelsen af det: ".. et maleri bør opfattes i ét nu, på et øjeblik; i hvert fald ville det være sådan, hvis øjet kunne bevæge sig henover så mange objekter på én gang" skriver han. Alle de detaljer, der rummes i et maleri, en skulptur eller et tv-billede eller en -udsendelse, opfattes ikke samtidig, men netop successivt, som når man læser en tekst.
Det vil sige, at også rumlig kunst opfattes successivt, og at det dermed er noget sludder at hævde, at tv ikke kan formidle tanker og idéer af mere kompleks art, der kræver længere argumenta-tionsrækker for at foldes ud. Tv kræver nemlig af sit publikum brugen af præcis det samme overblik som litteraturen. Men så langt ser tv's kulturformidlere af især bogstof ikke, enten fordi de ikke evner eller ikke gider.
Jakob Melander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu