Læsetid: 4 min.

Born to be free

Debat
18. februar 1999

Morten Sabroes forsøg på at iscenesætte Virkeligheden står slet ikke mål med genrens virkelige mester

KLICHEER

MORTEN SABROE, min følsomme kollega, så forleden en politibil sejle ind i kunstakademiets mur på Kongens Nytorv.
Smask, dér stod den! Bil mod mur. Jern mod hjørne. Magt mod ånd.
Jamen det er jo kunst, tænkte Sam. En ren konstruktion. Luk gylpen, Kerouac. Punktér slæden, Dylan. I sne står urt og busk i skjul!
Reporteren blev så betaget, at han spænede hjem til konen efter sit kamera. Næste dag var Tøgerpløkkens side to ryddet til dette sublime monument i sne og skjul, garneret med en billedtekst over trekvart side, hvor Reporteren i jambiske nedslag registrerede detaljerne i tilblivelsen af dette fremadskridende kunstværk. Koldt stål mod varm nakke.
Dog, som Lasse Ellegaard ville skrive. Når han ikke har andet at lave, skriver han "dog."
Dog, Sabroe følte, at der lissom manglede noget. Inden han trykkede sit snapshot af, gik han hen til den snedækkede strømerbil og pissede op på ruden med sine let skælvende lemmer: F-U-C-K.
Så var den der. Virkeligheden overgår alt!

TELEFONEN ringede. Det sker jo. Klokken var henved 23. Det sker også.
"Jeg hører, du interesserer dig for mig," sagde en stemme gebrokkent.
- Nå?
"Ja, jeg kører her på motorvejen mellem Hannover og Hamborg, så jeg ville lige give dig et kald."
- Hvem er du?
"Sagde jeg ikke det? Michael Born."
- Dén Michael Born?
"Naja, dén."
Manden i telefonen var en slags kollega, formentlig den største svindler i fjernsynets historie.

MICHAEL BORN sejlede som tysk sømand til Libanon, hvor han ved et tilfælde opdagede, hvor nogle landsmænd blev holdt som gidsler.
I stedet for at gå til ambassaden eller myndighederne, solgte han tippet til tyske medier. Bagefter blev han hængende i Beirut, hvor han i 80'erne dækkede borgerkrigen for tysk TV.
Michael Born var fremme, hvor kuglerne skreg. Men på de stille dage i kliché så han, hvordan andre tv-reportere gik på skærmen fra et fredeligt gadehjørne og strikkede lortet sammen til noget, der lignede en frontreportage.
Hvaså?, får vi en historie? spurgte gribbene på hans egen redaktion. Så gav han Fanden i det.
Den gamle sømand besluttede at give folk, hvad de ville have. Eller rettere: Hvad redaktørerne troede, at seerne ville have.
Born tog hjem til Koblenz, hvorfra han de næste år ryddede forsiderne med mere end 30 sensationelle dokumentarbrøl. Ene mand afslørede han hvadsomhelst fra klichéanstalten: International narkohandel, ny-nazisme, hemmelige Ku Klux Klan-celler, udnyttelse af indiske børn som slavearbejdere for IKEA, dyremishandling og den ganzen Molevitten.
Rystende skandaler, som blev købt af Stern TV, hvor de sendte seertallene på himmelfart, mens Born selv scorede kasse og berømmelse som tv-mediets svar på Frygtløse Fosdick.
Der var sådan set kun ét Aberdabei: Alle historierne var pure opspind.

MICHAEL BORN havde skabt sit eget lille Hollywood, hvor han hyrede tilfældige statister til at agere i en doku-sovs, der var mixet efter boulevard-pressens cocktail af Sex-Vold-Blod tilsat et stænk angst for blodsugere og dystre sammensværgelser.
Ironisk nok blev hans værker købt af det samme Stern TV, der i 1983 brændte nallerne på de falske Hitler-dagbøger, og det er her, fænomenet Born går i selvsving. Meget tyder nemlig på, at tv-redaktørerne vidste, hvad de gjorde.
Til sit forsvar oplyste Michael Born, at tv-stationerne selv klippede hans råbånd sammen til de færdige programmer, og at de ofte bad ham stramme historien.
Borns reportage om Ku Klux Klan var først baseret på amerikanske arkivoptagelser, men Stern TV ville have tyske klan-medlemmer i programmet.
Michael Born fik sin mor til at sy ti sengelagener om til KKK-dragter, så han kunne filme sine statister, mens de i nattens mulm udstødte tyske besværgelser ud i hovedet på de gysende seere og satte ild til venstresnoede propagandabøger.
Det var i øvrigt denne scene, der førte til Borns fald. Demokratiets vogtere i Verfassungsschutz fandt åstedet for filmoptagelsen med forkullede rester af de samfundsomstyrtende bøger, som viste sig at være knaldromaner af Jackie Collins.
Born ærgrede sig, da politiet kom efter ham, for han var netop i færd med at sælge Stern TV en solo-historie om en hemmelig sovjetisk invasion på Mars.
Efter to års undersøgelser blev Michael Born i 1996 idømt fire års fængsel, ikke for de falske tv-programmer, men for at fremme fascisme ved at lægge nazistiske udsagn i munden på sine medvirkende.
Selv hævdede Michael Born, at han blev knaldet som syndebuk, fordi han åbenbarede hykleriet i en tv-tendens, der forlængst er gået grassat.
Det tv-kritiske miljø har suget ham til sig. Han har fået en ærespris fra bogmessen i Frankfurt, og messens formand Augustus Hoffman mødte op i retten med en rød rose i sørgebånd og forlangte, at "den politiske fange Born øjeblikkeligt sættes fri!"

OG HVAD VAR det så, den prøveløsladte Michael Born ville hin aften, da han på vej til Hamborg fangede mig på mobiltelefonen?
Jo, han havde hørt fra en kollega i England, at jeg interesserede mig for hans virke, og det ville han da meget gerne komme og fortælle om. Det er faktisk det han lever af.
Efter mere end 30 falske sensationer og en dom på fire års fængsel rejser Michael Born nu rundt og scorer fede honorarer på sin egen historie, vistnok den eneste han ikke har behøvet at pynte eller skrive F-U-S-K på.
Fantasien overgår alt!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her