Læsetid: 5 min.

Bræk

24. februar 1999

Bræk og lort er lige så vigtigt som solnedgange

KUNST
Ekstra Bladet har gang i en uhørt personlig og grov kampagne mod to professorer ved Kunstakademiet, Claus Carstensen og Peter Bonde. Både deres lønningsforhold, undervisning ved akademiet og deres kunst, gallerier og salg til diverse museer bliver inddraget. De bliver beskyldt for at tilhøre en mafia, der har sat sig på toppen af dansk kunstliv, og der tager sig betalt på alle måder.
Ekstra Bladets problemstilling er i det væsentligste den samme som Rindals i sin tid: Offentlige penge bliver brugt til at forgylde større eller mindre charlataner. Ekstra Bladet taler efter egen mening på skatteydernes vegne, og så mere skjult: Til fordel for de kunstnere, der ikke får offentlig støtte. Alle de oversete slidere, der også kæmper for at få opmærksomhed og salg.
Det ligger imidlertid også i opsætningen af kampagnen i avisen og i artiklerne, at Carstensens og Bondes kunst er forargelig. Bondes reduktion af maleriet til dets allermindste udtryk, og hans påtegning af lærrederne med ord som shit, fuck osv. appellerer til den almindelige kunstfjendtlighed: Sikke noget smøreri. Og når så Carstensen pisser på sine billeder, hvorfor skulle Ekstra Bladet og publikum så ikke også gøre det.
Den mere kunstkritiske side af den primitive kampagne trækker på almindelige konventionelle opfattelser - at billeder skal være pæne, også selv om de ikke forestiller noget. Den kunstneriske problematik hos Carstensen og Bonde er slet ikke gået op hverken for Ekstra Bladets journalister eller det publikum, avisen henvender sig til. Hvis tiøren var faldet, ville hele kampagnen også være blevet et slag i luften. Men den bliver jo taget alvorligt: Tv-mediet tager sagen op. Og en enkelt såkaldt kulturpolitiker har indtil nu prøvet at profilere sig på kampagnen.
Avisens sensationsartikler fortæller således indirekte, hvor radikale de to malere er i deres kunst, i den store offentligheds øjne. Og følgelig hvor nødvendigt, at baggrunden for denne radikalitet bliver gjort forståelig.

Værker af Peter Bonde
Dette skulle være indledning til en analyse af de to kunstneres mere eller mindre fælles kunstsyn i det følgende. Jeg vil bruge værker af Peter Bonde som eksempler. De er blevet vist i New York i midten af 90'erne - jeg henter netop dem frem, fordi udstillingen efter sigende blev en fiasko og lidt af en skandale. Det skal ikke være for let at tale Bondes sag.
Bondes udstilling viste, at han tager den modernistiske tradition op, der begyndte med Jackson Pollock, nemlig at investere sin fysik i den kunstneriske skabelsesproces på mere end den sædvanlige måde - at svinge penselen. Inspireret af de amerikanske indianere dansede Pollock på sine lærreder, mens han trykkede maling ud af poser, så det dryppede ned på lærredet. Det blev til hans berømte "drip paintings".
Bonde spytter maling på sine lærreder, kaster op på dem, dypper næsen i maling (vel at mærke efter at have taget en plasticpose over hovedet) og tørrer den af på det.
Men selv om Bonde således lader tilfældet råde, hvordan værket falder ud, så foretager han selvfølgelig en udvælgelse af resultaterne af hans virksomhed til sidst. Hans bræk og spytklatter er ikke i sig selv kunst - det ved han nok. Men virkningerne af hans virksomhed på lærrederne kan være kunstnerisk interessante. Nye former for stoflighed, rumillusion, farveklang osv. - alle de klassiske former for værdier i billedkunsten.
Det er ikke anderledes her end i al anden kunst. Det er, ikke hvad billedet forestiller, der betyder noget, men hvordan det forestiller noget - hvis det overhovedet gør det. Kun må man tilføje: Selvfølgelig er det ikke uden betydning, at bræk, lort og lignende forholdsvist hyppigt forekommer i moderne kunst. Kunstnerne vil have hele virkeligheden med, især efter at disse menneskelige affaldsprodukter i så mange år har været gemt væk: Nu skal det slås fast, at pis og lort er lige så meget en del af livet som blomster og solnedgange. Og i naturens orden ikke mindre værdifuld.
Ser man nærmere på de tre inside-down/inside-out-malerier fra 1994, der var med på DCA-udstillingen i New York, er det tydeligt, at kan man abstrahere fra Bondes bræk, må man slå fast, at de er smukke. Den gulgrønne galle har gjort maveresterne rosa og gyldne. På den næsten sorte baggrund gløder de som udbrændte bål i natten. Man kan udmærket sammenligne billederne med Wols' berømte tachistiske lærreder, der har næsten samme maleriske ide som Bondes billeder. Og i mangt og meget det samme udtryk. Men Wols brugte oliefarver til at få sit udtryk frem med. Det generer ingen.
Ren æstetik hos Bonde kan man også finde i denne provokerende periode: I stedet for at spytte malingen ud på lærrederne er det selvfølgelig lettere at bruge spray. I tre andre malerier på DCA havde Bonde sprayet et dekorativt gittermønster på grå eller grøn bund, så billederne lignede bladhang op mod en lysere nattehimmel.
Af angst for ikke at blive banal har han derfor altid provokationen parat. Store rosa eller orange lærreder synes ren farveeskapisme, tror man, inden man får set titlen. For der sparker Bonde os i skridtet ved at kalde dem "Penis Dummy". Ja, mig krænker det ikke, for jeg ved godt, at det organ, jeg vogter så meget om, har billedernes farver. Men nogle vil nok ikke kunne lide at blive gjort opmærksom på sammenhængen. Det mærkelige er dog, at disse folk især holder til på Ekstra Bladet.
En særlig type næsten monokrome lærreder har fået påført lidt dekorativt snavs, eller der er blevet kradset i malingen, så små streger er blevet synlige. Det er virkelig minimalkunst. - Mere for synet har de lærreder på DCA, hvor penselstrøgene danner en større hvirvel, som om vi var i en lysning i mørk skov. Næsten naturromantik. Naturen lurer næsten allevegne på Bonde.

Der er pæne billeder nok
Man behøver således ikke at opsøge den provokerende Bonde, hvis man ikke er til den slags. Der er pæne billeder nok i hans produktion. Men man må selvfølgelig ind-rømme, at i de fleste får man de frække ord smækket lige i synet. Mellem bølgende penselstrøg, der får lærrederne til at gynge, ridser han gloser som "shit", "piss" og "berserk" ind i malingen. De svulmende penselstrøg ser tilfældige ud, men det tilfældige er nok beregnet og skal dække over de stoflige udskejelser, som Bonde tillader sig selv at lave, nemlig de smukke virkninger, der kommer når strøgene trækkes ind til grundingen og afsætter Lysere spor.
Ikke alle Bondes værker er lige interessante. Antiæstetikken slår nogle gange så voldsomt igennem, at der ikke bliver meget tilbage af æstetikken. Det gælder ofte for Bondes skulpturer på DCA-udstillingen, eller også er jeg bare ikke modtagelig nok. Jeg må indrømme, at jeg har skiftet mening om hans værker adskillige gange. Men altid fra minus til plus. Måske vil det gå Ekstra Bladets journalister ligeså, efterhånden som Bonde bliver forstået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu