Læsetid 8 min.

Den daglige dosis danskhed

19. februar 1999

Hver dag sin danske verdensmester - i hvert fald, hvis man skal tro tv's nyheder en tilfældig uge i januar

Hver dag sin danske verdensmester. Det er den besked man får, når man ser de to tv-stationers nyhedsudsendelser kl. 18.30 og 19.00.
I en tilfældig uge i januar (uge 4) mødte vi adskillige danske verdensmestre. Pompøst præsenteret på begge kanaler. Samt en række andre historier om danskeres særlige fortræffeligheder. Mindst en om dagen.
Mandag var den store nyhed på begge kanaler, at Thomas Vinterberg ikke havde vundet en pris ved Golden Globe-uddelingen. Det er ellers den 'næst-fineste' amerikanske filmpris, og alene nomineringen til prisen placerede Vinterberg mellem "filmverdenens Grand Young Men," fortalte DR1.
TV 2 kunne supplere med, at Vinterberg var spået gode chancer for at blive nomineret til Oscar-uddelingen, "bl.a. af en begejstret Steven Spielberg." Næsten at være nomineret for så måske at vinde er også en slags verdensnyhed, som danskerne ikke kan leve foruden.
TV 2 kunne samme dag præsentere endnu en dansker, nemlig "den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon", som har tegnet en ny bygning til kunstmuseet Louisiana. Dagen efter blev det uddybet i en længere historie, hvor projektet blev betegnet som Jørns Utzons "monument her i landet."

Da Pia Tafdrup tirsdag fik tildelt Nordisk Råds Litteraturpris var der til gengæld tale om en rigtig dansk mester. Helt rimeligt blev historien dækket af begge kanaler. Vi hørte Tafdrup læse op af sine digte, og hendes forfatterskab blev kort præsenteret. Helt rimeligt. Men vi skulle også have at vide, at Tafdrup er den ottende dansker, som får prisen. På TV 2 blev historien introduceret med ordene "En dansk digter løb i dag med prisen..."
DR1 afsluttede sin nyhedsudsendelse med billeder fra Sydney, hvor australierne fejrede, at det var 211 år siden, de første bosættere kom dertil. Vi så skibene i Sydneys havn og fik et glimt af 'monumentet', som vi allerede var blevet mindet om dagen før - med denne kommentar: "Og det er jo lige ved Jørn Utzons berømte operahus, det foregår..."
Onsdag var der ikke rigtig nogen verdensmester på nyhedstapetet. Det tomme hul blev udfyldt med hyggelige sådan-er-vi-danskere-historier. Her var der frit slag for redaktionerne, og de havde hver sin version. DR1 kunne fortælle, at forældrene nu foretrækker navnene Cecilie og Frederik til deres nyfødte. TV 2 havde et længere indslag om, hvordan nostalgien breder sig i Danmark, med genudgivelse af Ib Henrik Cavlings Landsbylægen som tillæg til Ugebladet Hjemmet og Carlsbergs lancering af en ny øl "som vor far drak den" som eksempler. "Det er ren Morten Korch og lige hvad danskerne vil have."

Heller ikke torsdag kunne byde på en rigtig dansk verdensmester, men igen fik vi i stedet på begge kanaler historier om dansk fortræffelighed. DR1 kunne berette om et interessant nyt initiativ i Ribe Amt, hvor blinde unge nu får mulighed for at chatte med andre unge på nettet. Der bliver nemlig koblet et skærmlæserprogram til deres pc. Det var en god historie fra virkeligheden, den sætter spot på en gruppe (de unge blinde), som sjældent har mediernes bevågenhed. Fint.
Men hvorfor skal den afsluttes med en selvforherligende spådom om, at "det varer ikke længe, inden blinde i hele Europa kan mødes på nettet"? Der blev hverken sagt, at de unge i Ribe er de første blinde på nettet - eller at de ikke er. Men vi fik bekræftet, at danskere er bedst - også til at få unge blinde på nettet.
TV 2 havde - ligesom de danske rumforskere - satset på, at det denne torsdag ville lykkes at få Ørsted-satellitten sendt op. Vi fulgte den spændende nedtælling, forskningschefens lykkehat - og aflysningen i sidste sekund. Undervejs havde vi fået at vide, at vi var vidne til "de sidste sekunder inden Danmark stiger ind i rumalderen...", men sådan gik det altså ikke helt.
Fredag blev der stjålet et Rembrandt-billede fra Nivågård-samlingen. Historiens vinkel var oplagt. "For få timer siden blev Danmarks med sikkerhed eneste ægte Rembrandt stjålet..." Det sensationelle i historien var ikke, at en Rembrandt nu var forsvundet fra det offentlige rum. Men at Danmarks eneste Rembrandt var forsvundet. Ikke et ord om billedets betydning for forståelsen af Rembrandts arbejde. Derimod fik vi flere gange oplyst, at billedet var vurderet til "et flercifret millionbeløb", og at det var "uerstatteligt". Sikken et tab for Danmark. Men vel også for kunstverdenen?

Samme fredag kunne DR1 prale af en dansk verdenssensation. En dansk forsker har nemlig bevist, at livets udvikling var 300 millioner år tidligere på den, end man hidtil havde troet.
Det er da vældig interessant, men hvorfor er det interessant, at han er dansker? Først langt inde i indslaget fik vi at vide, hvem denne fremragende dansker er, nemlig Minik Rosing fra Geologisk Institut. Forskere i hele verden opdager hele tiden et eller andet, som kunne ændre vores verdensbillede radikalt, hvis vi altså vidste, hvad de fandt ud af. Men mest interessant er det, hvis forskeren er dansk.
Denne fredag blev der sat kulderekord i det nordlige Sverige. TV 2 fejrede det med at sende en reporter derop - for at efterlade et dansk tissespor i sneen: "TV 2".
Lørdag kunne begge kanaler berette om en "debut for et dansk tøjfirma, der som det første nogensinde skulle prøve kræfter med den internationale modeverden i Paris", nemlig Bruuns Bazar.
DR1 trak også en anden danskerhistorie op af hatten, den med Anja Andersen, der kan score mål. Historien kom helt frem i den indledende oversigt over nyheder, selv om indslaget først blev vist kl. 19.07. TV 2 afsluttede sin udsendelse med billeder af nuttede marsvin i "verdens eneste forskningsprojekt om marsvin", som selvfølgelig foregår i... Danmark!
Søndagens verdensmestre blev hentet i sportens verden. DR1 kunne fortælle, at "Danmark fik i nat sin første internationale tennistitel i 51 år." Den 17-årige Kristian Pless har vundet de åbne australske tennismesterskaber. Selv om det "kun var i juniorrækken", satser han på at komme på Top Ti i de voksnes verdensrangliste. En del af nyheden består i, at Danmark måske har en chance for at blive verdensmester i de voksnes rækker.
TV 2 indledte sin verdensmesterhistorie således: "Danskeren Morten Andersen skal i aften i kamp i en af verdens helt store sportsbegivenheder."
Storsindet medgav studieværten, at "de færreste danskere" kender noget til SuperBowl-finalen i amerikansk football, men vi fik at vide, at "amerikanerne kalder SuperBowl for verdensmesterskabet". Og vi fik i øvrigt også en sober kommentar om SuperBowls betydning i den amerikanske kultur.
Morten Andersen skulle spille for et amerikansk hold, men at han alligevel er dansk blev udførligt dokumenteret i et interview med hans gamle gymnastikkammerat fra Struer. Der blev vist fotos og læst op af et julekort fra Morten i Amerika.

Resultatet af vores lille undersøgelse er langt mere entydigt, end vi havde forventet. Vi havde på forhånd udvalgt denne tilfældige uge, den sidste i januar, og har her fortalt om, hvad vi så, mens vi sad i vores sofa.
Begge udsendelser havde de fleste dage mindst én historie, hvor pointen var, at en dansker havde gjort et eller andet epokegørende, vundet en pris, gjort en opdagelse, næsten vundet en pris, næsten haft succes, eller at der skete noget i nærheden af et sted, hvor en dansker engang har gjort noget særligt.
Og da der midt i ugen ikke var nogen aktuelle verdensmestre, blev den tomme plads udfyldt med historier om, hvem vi danskere er og hvordan vi dog er.
Af reelle nyheder blandt verdensmester-historierne tæller vi kun to: Pia Tafdrups litteraturpris og røveriet af Rembrandt-maleriet. Begge historier kunne glimrende have klaret sig uden at blive klistret ind i dansk verdensmester-mentalitet.
Der skete naturligvis meget andet i den uge, også i følge nyhedsudsendelserne. Danmark blev rystet af den ene afsindige og helt utrolige skandale efter den anden. Thorsen og de falske garantier fra PFA. Adskillige eksempler på myndighedernes dilettanteri, bl.a. den om borgernes kamp mod 'systemet' i anledning af aflyste ekspropriationer i Arden. Eller den om landbetjentenes rapporter, som skal skrives to gange. Eller den om friskolernes kamp for at fortsætte deres uafhængighed af statslig kontrol, nu forklædt som evaluering. Masser af den slags historier.
Alligevel lykkedes det altså næsten hver dag at udråbe en dansk verdensmester. Pointen er, at så dilettantisk Danmark end tager sig ud, står det alligevel ikke så slemt til. Der er altid en dansker, der er bedre end resten af verden.

I stedet kunne man måske have prioriteret udlandsstof, hvor danskerne kunne møde andre folks genistreger, systemer, eller bare idéer. Så man kunne få et mere realistisk indtryk af, hvordan de er, dem der ikke er danskere. Vi har mistanke om, at pressens stof om andre landes folk i høj grad kører på klicheer, som bliver videreført ved at udlandsstof - udover katastrofer og storpolitik - kun bliver interessant, hvis der sker noget, der bekræfter klicheen. Men det er en anden historie.
Vi lader os provokere af dansk selvgodhed, som den bliver fremstillet i nyhedsudsendelserne, fordi vi er bange for, at den forhindrer - eller besværliggør - kritisk refleksion af, hvad der foregår blandt danskere og i resten af verdenen.
Dansk selvgodhed og følelsen af dansk overlegenhed gør det overflødigt at kommunikere med ikke-danskere. Det er ikke vigtigt at finde ud af, hvordan andre tænker.
Der er sandsynligvis ikke mange, der tror, at dyrkelsen af det danske kan blive farlig i international sammenhæng. Danskerne er jo også "verdens mest hyggelige folk". I ugen efter disse nyheder var en af historierne, at der er en reel risiko for at unge får bank i byernes natteliv. Det kan overhovedet ikke bringes i forbindelse med denne form for danskhed. Og det gjorde tv-avisen heller ikke.
Pressen kaldes "den fjerde statsmagt". Pressen har (burde have) en integreret funktion i demokratiet som kritisk kommentator, som stedet hvor kritiske vinkler præsenteres.
Men vil nyhedsudsendelserne virkelig gøre krav på at blive taget alvorligt i den demokratiske debat, så længe de formidler et så tåbeligt billede af en selvforherligende danskhed?

*Ulla Weber er M.A. og Else Hansen er. ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu