Læsetid: 4 min.

Eksklusion af Næstved-psykolog var nødvendig

Debat
19. februar 1999

Af JOHANNE BRATBO,DANIELLE MIKKELSEN formand hhv. næstformand i Dansk Psykolog Forening

Dansk Psykolog Forenings formand og næstformand afviser alle teorier om heksejagt og undertrykkelse af ytringsfriheden

PÆDOFILI
"Stop heksejagten", lød den 5. februar 1999 en opfordring i Information fra et lille panel af psykologer, sexologer og andre, der så faretruende tendenser i, at Dansk Psykolog Forening har ekskluderet psykolog Bent Petersen, og at Næstved Kommune har fritstillet ham.
Begge parter har, hedder det, ladet sig rive med af den folkelige panikstemning og gjort deres til at placere en i forvejen vanskelig debat på et unødig lavt niveau.
Næstved Kommune må svare for sig selv. Foreningen orienterede kommunen om eksklusionen, fordi det var bedre, at oplysningen kom gennem os end gennem pressen.
Dansk Psykolog Forening bifalder skribenternes opfordring til at føre debatten på et nuanceret grundlag. Med nuancerne som redskab må vi derfor allerførst afvise teorien om, at vi "lader os rive med af den folkelige stemning", og at udtalelserne er så tabubelagte, at "det omgående medfører eksklusion ..."

Længe undervejs
Beslutningen om eksklusion har været undervejs hele efteråret 1998, og ordet "omgående" får en mærkværdig betydning, når man betænker den proces, der er gået forud. Det uetiske ved udtalelserne i Euroman adskiller sig ikke fra karakteren af de udtalelser på TV2, der i 1996 førte til foreningens første påtale. Bent Petersen var altså fuldt ud vidende om, at han var på kollisionskurs.
Undervejs i processen har Bent Petersen blandt andet været til møde i foreningen om sine holdninger, og han har haft rig mulighed for at tilbagekalde sine udtalelser, påpege citatfusk, eller hvordan han nu ønskede at godtgøre, at synspunkterne ikke var hans.
Interviewet med Euroman, som er en del af foreningens beslutningsgrundlag, blev af journalisten læst op for Bent Petersen og godkendt af ham. (Det er da et problem for dem, der støtter postulatet om, at han er blevet helt misforstået.) Det blev aftalt, at han skulle dementere, hvis han mente sig forkert citeret, men lod være. Et fortsat forsøg på dialog strandede: Bent Petersen returnerede efterfølgende foreningens post uåbnet. Da - og først da - besluttede foreningen sig for eksklusion.
Beslutningen blev truffet af en enig bestyrelse. Siden er foreningens etiknævn nået frem til en helt tilsvarende konklusion.

To pressemeddelelser
Heksejagt? Hetz? Rive med? Dansk Psykolog Forening har udsendt siger og skriver to pressemeddelelser om sagen, nemlig til Ritzaus Bureau den 12. og 15. januar 1999. Den første var følgebrev til lederen i Psykolog Nyt, den anden blot en teknisk kommentar til en pressemeddelelse fra Bent Petersens advokat Merethe Stagethorn. I foreningens blad Psykolog Nyt blev sagen præsenteret uden navns nævnelse. Først efter at pressen via Næstved Kommune har fået kendskab til sagen, markerer foreningen sig udadtil i et ganske beskedent omfang.
At vi trods alt har deltaget i debatten, herunder i TV2's "Rigets Tilstand", skyldes et eneste anliggende for foreningen i denne sag: At sikre, at samfundet fastholder, at voksnes seksuelle omgang med børn er og bliver et overgreb.
Der er selvfølgelig også nuancer i overgrebet, således at domstolene for eksempel graduerer alvoren i overtrædelsen efter barnets alder og overgrebets karakter. Men at et otte- eller tolvårigt barn skulle tage ansvar for, om han eller hun indgår frivilligt eller ufrivilligt i et seksuelt forhold til en voksen og senere i livet kan se tilbage på en lykkelig oplevelse eller i stedet er blevet påført et traume, er en absurd tanke - når den empiriske forskning i den vestlige verden viser, at seksuelle overgreb har alvorlige psykiske og sociale konsekvenser. Alle børn har deres seksualitet, men den skal voksne ikke gøre til redskab for deres.

Ikke om ytringsfrihed
Sagen handler ikke om ytringsfrihed - dette halmstrå, vi så nemt griber til, når alle argumenter er brugt op. Dansk Psykolog Forening forsvarer gerne Bent Petersens ytringsfrihed, der jo imidlertid også indebærer, at han må stå til ansvar for sine ytringer. Omvendt forventer vi også respekt for foreningens demokratiske vedtægter og etiske regelsæt.
Vi er ikke vidende om, at foreningen tidligere i sin næsten 52-årige historie har taget et sådant skridt, men i den aktuelle sag fandt vi det nødvendigt. Enkelte psykologer har udtrykt betænkeligheder eller direkte modstand, men altovervejende er vi blevet mødt af åbenlys opbakning fra medlemsside.

Grove fornærmelser
En undtagelse er cand. psych. Bjørn Herring, der i Information den 11. februar 1999 luftede det synspunkt, at Dansk Psykolog Forenings formand bør gå af, at hun har gjort rituelle slagtninger til sit varemærke, at hun har forsøgt at afskaffe foreningens generalforsamling, at hun som psykolog ikke har nogen reputation osv. Der er mange grove fornærmelser i indlægget, til gengæld er der umådelig langt mellem sandhederne. Bjørn Herring tager afsæt i "Stop heksejagten", hvis forfattere dog ikke skal lastes for dette forvrøvlede efterspil.
Et enkelt eksempel: Den "nybagte, intetanende og usikre kandidat", foreningens formand angiveligt skulle have hængt ud i tv i forbindelse med PMI-sagen, har tyve års anciennitet og er vist nok glad for den advokatbistand, foreningen siden har givet ham.
Så meget kan måske akkurat interessere Informations læsere. Det helt foreningsinterne kunne passende have været sendt til Psykolog Nyt, hvor der føres en åben og ucensureret debat om psykologers virke og holdninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her