Kronik

Fagre frygtelige fremtid

10. februar 1999

Bill Gates kom og rejste igen. Men fremtiden er over os alligevel

Jorden går under den 26. oktober kl. 19.30, dansk tid, år 2028.
Det var historien i den ellers seriøse avis Politiken den 13. marts sidste år. Historien handlede om en kæmpeasteroide på vej mod jorden, med fare for kollision. Der gik dog ikke mere end et par dage, så var faren drevet over, da forskerne viste sig at have begået en lillebitte regnefejl, så afstanden mellem Jorden og asteroiden blev forøget med godt og vel en halv million kilometer, eller sådan cirka afstanden til Månen!
Men historien om kæmpeasteroiden er nu alligevel interessant. Den viser med al mulig tydelighed, at fremtiden er over os. I hvert fald hvis vi skal tro de stort summende mediemaskiner - film-industrien, forlagsbranchen og pressen. Fremtiden er godt stof i medierne, og science fiction er 90'ernes sikreste underholdnings-hit.

Der var engang, hvor forfattere som Aldous Huxley og George Or-well kunne skræmme en hel verden med deres kulturkritiske forudsigelser. Siden er mængden af fakta og fiktion om fremtiden eksploderet.
Vi dyrker fremtiden med stigende intensitet. Hollywood oversvømmer biograflærrederne med den ene fantastiske rumfilm efter den anden: Aliens, Mars Attacks, Independece Day, Terminator, Starship Troopers og Star Trek-serien, ikke at forglemme. Jo, i Hollywood har menneskeheden forlængst erobret universet.
Litteraturen er også ganske godt med - i flæng kan nævnes William Gibsons cyber-trilogi, Douglas Adams kultroman, Hitchhiker's guide to the Universe, og fornylig udkom endnu et kapitel i Arthur C. Clarkes Rumodyssé. I aviser, radio og tv hører vi - foruden om dræber-asteroider - faktuelle historier om de nye elektroniske mediers omorganisering af geografiens sikre begreber om tid, sted og afstand - og med gensplejsede blinde, to-benede frøer bliver vi de ængstelige vidner til bioteknologiens rædselskabinet.

En stor del af historierne er præget af en direkte angst for fremtiden. Om et maskinelt atomragnarok, invasion af knapt så venligt stemte aliens eller kommende økologiske katastrofer, der får El Nino-fænomenet til at ligne et skvulp i et badekar.
Ikke kun fiktionen er med på den bølge. Seriøse filosoffer som den finske professor G.H. von Wright spår et snarligt dommedagsagtigt sammenbrud i den vestlige verden, fordi en lille del af befolkningen har opnået et historisk rigt niveau, en civilisation på sit højdepunkt, hvorfra det kun kan gå galt. Så selv seriøs videnskab bærer ved til bålet, når de som profeter i Roms sidste dage forudsiger katastrofer og pludselig død!

Men vi hører også de positive historier. For der findes også en meget stærk tro på fremtiden. En optimisme som fortæller os, at fremtidens teknologi nådigt vil skænke os utallige nye muligheder for medicin, sundhed, fødevarer, transport og kommunikation.
For Bill Gates, Ole Opfinder-ingeniørerne og deres ligesindede i de erhvervssponsorerede fremtidsforskningsinstitutter er det tusindårige teknorige ganske nær: I morgendagens samfund vil epidemier kunne udryddes med en brøkdel af vore dages omkostninger, Månen bliver koloniseret med det formål at bringe os længere ud i rummet, AIDS- og kræftgåden bliver løst med genterapi, satellit-overvågning registrerer olieforurening af havene, den gennemsnitlige levealder stiger og de nye elektroniske medier skaber en ny oplysningstid.
Så medierne spinder ikke kun guld på vores angst for fremtiden. Vores 'fantastiske fremtid' er også en god historie. Derfor må der være en dybere årsag til, at vi har en så modsætningsfyldt kærlighedsaffære med fremtiden.

Hvis man følger med i Millenium-serien på radioens P1, kan man ofte høre, at det er på grund af det fremtikkende år 2000-skifte, at vi dyrker fremtiden så intenst. Forventningen og frygten for hvad der venter os på den anden side af 2000-nytåret sætter sit præg på tv-fiktionen, på ikke så få åndelige og religiøse miljøer og oven i købet på Nyrups og Clintons politiske taler.
Men er hele den vestlige verdens befolkning virkelig villige til at lade så stor en del af deres medieforbrug diktere af et tilfældigt valgt øjeblik i verdenshistorien?
Et enkelt lille sekund, hvis eneste kvalifikation til at blive mindet, frygtet eller fejret, er, at det har tre nuller i sin betegnelse? Det virker ikke sandsynligt. Forklaringen på vores fremtids-affære er dybere.

Forklaringen er, at fremtiden er de moderne myters land. Det er her, vi finder alle de kulturbærende historier i et samfund, der i materialisme-ræset har mistet enhver kontakt med tradition, slægt og rødder - altså fortiden.
Stadig færre af os kan kongerækken, og selv når det gælder vores private familiehistorie er vi ramt af hukommelsestab og mangel på interesse. Efterhånden ved de færreste nøjagtigt, hvad deres oldeforældre hed, og hvad var det nu lige de lavede, og hvor kom de fra? For bare to, tre generationer siden var det ganske utænkeligt ikke at kunne sin personlige slægtshistorie på fingrene, langt tilbage i bondelandets Danmark.

I dag er vores mobilitet større. Vi slår ikke rødder ret længe samme sted, og sjældent på samme egn som vores forældre eller bedsteforældre. Derfor er det som om, at vi bilder os ind, at vores personlige arvemasse i psykisk og biologisk forstand opstod ud af det blå for en til to generationer siden. En slags individualiseret tidsregning, med vores eget fødselsår som år nul.
Alt før betragtes som et tomt ligegyldigt mørke, som er lidt kedeligt at forholde sig til. For der skete jo ikke noget, i forhold til alt det der venter os, konstaterer vi selv-centrerede. Vi glemmer lige lidt for hurtigt, at vi bag os - i vores forældres og bedsteforældres tid - har et dramatisk århundrede revet op på tværs af kampvogne, krig og et par folkemord, og at vi har en forandring af den danske nation uden historisk sidestykke.
Det er et katastrofalt tab af fortid, når selv krig for de yngre generationer er blevet et historisk fænomen, som vi har svært ved forholde os til som andet end fiktion.
Måske er det også vores fremtidsdyrkelse, der gør de fleste vesterlændige kategorisk ude af stand til at leve i nuet. Langt de fleste af os pantsætter lykken til noget, vi ikke befinder os i nu, i dag - men måske i morgen, i fremtiden, når vi har tjent de mange penge, har gjort karriere, har fået drømmevillaen i forstaden og etableret kernefamilien. En umættelig utilfredshed med det vi har, parret med drømmen om alt det vi gerne vil have. Det er fremtidsorientering, så det basker!

Nej, det er ikke fortiden, der placerer os i universet, giver os identitet og orienteringsevne. Det er fremtiden. Fremtiden er omdrejningspunktet for vores tilværelse. Hypermoderne samfund orienterer sig fremad - og ikke bagud, som for eksempel antikkens Romerrige gjorde.
Fremtidsmyterne placerer os i et univers, hvor vi ikke er alene, men som er befolket af alt lige fra ækle aliens, grønne marsmænd og rare E.T.-væsner.
Myterne om fremtiden fortæller os, at vi har alle muligheder for at skabe et lykkeland, hvis vi gør det rigtige, men at vi ender i apokalyptisk katastrofe, hvis vi gør det forkerte. Nøjagtigt som antikkens myter italesatte værdier, dyder og menneskets placering i et univers befolket af guder.

Det hævdes ofte, lettere blasfemisk, at teknologien i mange sammenhænge er den nye gud. Gud er død, men teknologien lever. Medicinsk bestemmende for liv og død, kommunikations-mæssigt bestemmende for folkelighed, ånd og fællesskab og økonomisk bestemmende for velstand og effektivitet.
Sandt er det også, at det er teknologien, der ifølge fremtidens mytologiske univers kan skænke os frelse. Men det er også den, der straffer os, hvis vi synder: Maskinerne tager magten fra menneskene og slavebinder os, hvis ikke vi passer på.
Der er derfor en ganske klar årsag til, at fremtidens cyborg er delt i halvt menneske og halvt maskine, som Jesus var delt mellem det menneskelige og det guddommelige.
Jo, du på en gang fagre og frygtelige tekno-fremtid, - vi tilbeder dig - thi dit er riget, magten og æren. Men forhåbentlig ikke i al evighed.

*Peter Aagaard er cand.comm.

Apropos - Landet som icke är

Jag längtar till landet som icke är,
ty allting som är, är jag trött att begära.
Månen berättar mig i silverne runor
om landet som icke är.
Landet, där all vår önskan blir underbart uppfylld,
landet där alle våra kedjor falla,
landet, där vi svalka vår sargade panna
i månens dagg.
Mitt liv var en het villa.
Men ett har jag funnit og ett har jag verkligen vunnit -
vägen til landet som icke är.

I landet som icke är
där går min älskade med gnistrande krona.
Vem er min älskade? Natten är mörk
och stjärnorna dallra till svar.
Vem är min älskade? Vad är hans namn? Himlarna valva sig högre og högre,
och et människobarn drunknar i ändlösa dimmor
och vet intet svar.
Men ett människobarn är ingenting annat än visshet.
Och det sträckar ut sina armar högre än alla himlar.
Och det kommer ett svar: Jag är den du älskar och alltid skall älska.

Edith Södergran 1919-20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu