Læsetid: 3 min.

Farvel til Erwin

12. februar 1999

Hvorfor prøver forhenværende redaktionsmedlemmer at ødelægge et projekt, som de af egen vilje har forladt?

FAKLEN
Under den mildest talt overdrevne etikette, "Faklens Gamle Redaktion" fortsætter Erwin Neutzsky-Wulff og hans følge i Information den 9. februar med at vædre Faklen, som de uden skrupler, men også uden held har forsøgt det i pressen de seneste 14 dage. Faklen fortsætter.
Men hvorfor prøver disse mennesker så af alle kræfter at ødelægge et projekt, som de af egen vilje har forladt? Fordi Neutzsky-Wulff er deres ubetingede autoritet, som de følger i klippefast kærlighed og lydighed.
Den kommandogang ville andre imidlertid ikke være med til. Vi fandt i øvrigt heller ikke, at den harmonerede med vores og Faklens humanisme, ifølge hvilken absolutter er i modstrid med hvert enkelte menneskes forskellighed - vi mener, at hvad der skaber et fællesskab (stort eller lille) først og fremmest er tolerance og solidaritet. Vi sagde farvel og tak og gik så ellers i gang med Faklen nr. 11 med stort set hele besætningen intakt.
I kommentaren i Information hævder de ikke desto mindre, at de nu har bevist deres sandhed og presset os andre til at indrømme dette, efter de som 'dokumentation' har udleveret private breve til pressen. Men selvfølgelig har vi ikke benægtet breve eller breves indhold, hverken før eller siden, ligesom de heller ikke har benægtet de breve og møder, hvori Neutzsky-Wulff forgæves krævede ubetinget lydighed af os andre.
De hævder endvidere at have dokumenteret, at Faklen skulle være "efterfølgeren" til bladet Elsebeth, der udkom 1992-1994 i små 100 eksemplarer og tog udgangspunkt i Neutzsky-Wulffs forfatterskab, med henvisning til, at nogle fra Faklens redaktion har skrevet i dette blad. Ja, det er der nogle af os, der har - og i en række andre blade i øvrigt. Men at Faklen skulle være en efterfølger til noget som helst andet blad har selvfølgelig intet på sig og er omtrent lige så opfindsomt som Neutzsky-Wulffs påstand i Jyllands-Posten den 7. februar, om at Faklen skulle have delt postboks med den satanistiske forening O.T.O. Enhver kan ved en simpel henvendelse til postvæsenet i Århus let forsikre sig om, at dette er usandt.
Blandt Neutzsky-Wulffs mange øvrige udfald er også hans påstande om, at "'venstreorienteret' var det værste skældsord" for de folk, der tog initiativ til Faklen i 1996 (til trods for, at ingen i redaktionen nogen sinde har stemt til højre for SF), og at redaktøren og hans hustru ville "nedlægge Faklen for at bygge en stormoské."
Dette kan næppe karakteriseres mere elskværdigt end som letgennemskueligt vås, og Faklen selv er selvfølgelig det bedste modbevis - men Neutzsky-Wulff fortsætter uanfægtet linjen i et interview i Information den 3. februar: "Der er ikke to sider i denne sag!", "folk var ikke tidligere interesseret i politik", "jeg var også rød i 1992, da no one else was" - "jeg er Faklen." Om man skal trække på smilebåndet eller ryste på hovedet, må stå åbent.
Til Jyllands-Posten den 7. februar bedyrer han tilmed, at "de folk, som er blevet hos Faklen, er dem, som tidligere bare suttede på frimærker".
Fakta er - hvilket enhver let kan konstatere ved et hurtigt gennemsyn af Faklens første ti numre - at de fleste i den nuværende Århusredaktion og i københavnerredaktionen til sammen har skrevet over 80 procent af bladets hidtidige indhold, og at layouteren egenhændigt har layoutet samtlige ti numre af Faklen plus et hav af plakater og foldere ved siden af. Ikke desto mindre er vi altså nu dem, "som tidligere bare suttede på frimærker"
Og hvad er så konklusionen på hele affæren? Er det Neutzsky-Wulff, der er forsmået over at være blevet forladt af gode venner, som ikke ville honorere hans pludselige krav om at blive deres absolutte autoritet - eller er det i virkeligheden Faklen, der er blevet en sekt, ledet af redaktørens hustru, hvis 'åbenbaringer' styrer bladet og adlydes af ti mennesker i Århusredaktionen, fem i Københavnerredaktionen og alle medarbejdere i København, Århus og Vejle?
Er det Neutzsky-Wulff, der er fornærmet over at han er blevet fyret i bibeloversættelsesprojektet, eller er det snarere den af Faklen uafhængige Bibeloversættelseskommissions mange højtuddannede filologers arbejde med Jens-André P. Herbener som koordinator, der har udviklet sig i "en sekterisk, uvidenskabelig retning," som Neutzsky-Wulff hævder i Politiken den 28. januar?
Døm selv - læs Faklen og tag ved selvsyn stilling til det humanistiske blad, som står i centrum af striden. Tænk selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu