Læsetid: 3 min.

Forskellighed kan blive en styrke

Debat
3. februar 1999

Det er vigtigt at signalere, at der er plads til forskellighed og en reel åben debat. Og det er vigtigt for partiernes troværdighed, at man også i enkelte tilfælde kan blive enige om at være uenige

POLITIK
Politikernes oplevelse af egen loyalitet er efter min mening ikke længere i overensstemmelse med befolkningens holdning. Spørgsmålet er derfor: Skal den politiske loyalitet fortsat følge "gamle dages" partistruktur med fodslag, eller vil der i vort moderne demokrati og i moderne partier fremover blive mulighed for en nyacceptering afloyalitet, nemlig politikerens direkte loyalitet overfor vælgerne konkret udøvet ved individuel stemmeafgivning, f.eks. i mærkesager?
Det største politiske problem for demokratiet i dag er, at der kun er ca. 240.000 danskere, der er medlemmer af et politisk parti. Uanset det lille antal medlemmer bygger vort repræsentative demokrati fortsat på partier, som for de flestes vedkommende er bygget op omkring en struktur, som passer bedre på 1950'erne end 90'erne. Vælgerforening, partiets øverste ledelse, og "så holder vi takten"-mentaliteten er hvad især partierne betegner som loyalitet. Men er det misforstået loyalitet, hvis vi ikke samtidig forstår at kombinere en god partitrofasthed med en udvidet tidssvarende ret til at leve op til strømningerne i befolkningen?
Strømningerne er klare nok. Folk vil ikke længere godtage marionetdukker. Man vil ikke sættes i bås. Denne mentalitetsændring betyder, at politiske partier må sende et signal om, at sådan er det ikke at være med i et parti i dag.

Selvstændige politikere
Det er vigtigt at signalere, at der er plads til forskellighed og en reel åben debat. Og det er vigtigt for partiernes troværdighed, at man også i enkelte tilfælde kan blive enige om at være uenige. Denne ændring betyder selvfølgelig ikke, at de enkelte partiers naturlige og nødvendige sammenhold nedbrydes, men dagens "robotlignende" politiker skulle gerne opleves og handle som en selvstændig tænkende, troværdig politiker.
Det forhindrer ikke, at partiet alligevel optræder som et team.
Og man har jo valgt sit parti, fordi man er enig i partiets overordnede målsætning.
Nogle vil sikkert påstå, at det risikerer, at blive partiernes død, hvis de udvikler sig til rene diskussionsklubber og ikke kan byde på klare svar, som man kan vælge mellem.
Tværtimod.

Den nye politiker
Jeg tror, at partierne vil vende tilbage til at genudvikle en skarpere partiprofil, for med en klar profilering vil der også være plads til uenighed. Det kan vælgerne sagtens finde ud af, for de ved, at på arbejdspladsen, i foreninger, i hjemmet og i partierne er der ikke bare én holdning til tingene.
Den nye type politiker bliver en person, som koncentrerer sig om konkrete problemer. Det bliver en ny type, som ikke bare venter på protester eller på at blive inviteret ud til møder, men det bliver en type politiker, som på eget initiativ aktivt blander sig i debatten "på gulvet".
Den type politiker, som bare har ventet på besked "ovenfra" om, hvad man skal mene om forskellige samfundsforhold eller lokalsager, vil efterhånden uddø.
Det er oplagt, at den sideordnede opstilling er mest tidssvarende, fordi den sikrer den enkelte vælger større direkte indflydelse på, hvem der bliver valgt, idet de personlige stemmetal er afgørende.
Dette medfører så, at den enkelte politiker "tvinges" til at være mere synlig. Men hvorfor opfattes det af nogen som odiøst, at en politiker profilerer sig på holdninger og enkeltsager - al den stund det ligger inden for partiets ideologiske grundlag. Er politikeren da ikke valgt for at repræsentere vælgerne og meget gerne for at stå ved de mærkesager, de føler sig valgt på?

Pressens ansvar
Pressen har også et meget stort ansvar for, at der kan komme en ny åben partidebatkultur. En sådan åben politisk debat skal nemlig ikke gøres til sensationspræget splid, men helst til mediernes accept af en ny demokratisk facon.
Jeg er helt overbevist om, at vi om få år vil kunne opleve en legaliseret, politisk ret til forskellighed inden for det samme parti. Der vil også blive en større forståelse for, at forskellige synspunkter i samme parti, kan være en styrke og en faktisk udvidelse af demokratiet samt en udvidet loyalitet overfor vælgerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her