Læsetid: 3 min.

Frihed for borgerne

Debat
13. februar 1999

Udlicitering er byrådets frihed til at vælge - ikke borgernes. Hvis man ønsker borgernes frihed,er svaret selvstyrende fællesskaber

UDLICITERET
At liberalister mener, at markedet og den private sektor er bedst til at løse også fællesopgaver, er ikke nyt. Derimod er det nyt, når socialdemokrater og endda mennesker, der betragter sig som hørende til venstrefløjen også er begyndt at mene dette, når det gælder omsorgs- og plejeområdet.
For nogle er det givetvis, fordi de er blevet overbevist om markedets og den private sektors lyksaligheder. Andre, f.eks. byrådspolitikere, mener det formentlig, fordi de derved regner med at opnå en økonomisk gevinst for kommunen, eller fordi de ikke selv som offentlig arbejdsgivere vil påtage sig forskellige besværligheder, der følger med som arbejdsgiver.
Når opgaver skal overlades til private, forudsætter det, at der er en profit for ejerne, for at de vil udføre opgaven. Når det offentlige skal udføre opgaven, skal der selvfølgelig ikke være nogen profit til ejerne. Så her er der nogen penge at gøre godt med til bedre service. Afgrænsningen af hvilke fællesopgaver, der skal overlades til private eller til det offentlige, er selvfølgelig ikke objektiv. Den er fastlagt politisk. I nogle tilfælde endda historisk tilfældigt. Men der er tendens til, at omsorgs- og plejeområdet er et offentligt anliggende, mens andre områder, f.eks. busdrift, der minder om erhvervsvirksomhedernes opgaver, i højere grad har ligget i den private sektor. Men selv om omsorgs- og plejeområdet i dag, når vi bl.a. ser bort fra den praktiserende læge, oftest ligger hos det offentlige, har det ikke altid været tilfældet. Fattiggårdene var 'udliciteret' til forpagtere. Plejehjem var tidligere ofte private. Børnehaver var dog i mindre udstrækning private men ofte selvejende institutioner.

Frihed til fravalg
Nu kan man selvfølgelig mene, at det er bedre at give opgaven til private end til det offentlige, fordi det ikke er ønskeligt, som Vejle-borgmester Flemming Christensen har fremført, at kommunen både udfører opgaven og er tilsynsmyndighed. Men er det et problem inden for ældresektoren, må det vel gælde på alle områder, hvor staten, amter eller kommunen udfører opgaver for borgerne, f.eks. sygehuse, gymnasier, folkeskole, børnehaver mv. Ganske vidtgående, men logisk. Men hvis man er bekymret for, at amtet eller kommunen skal kontrollere deres egne uddannelsestilbud, serviceydelser mv., kunne man etablere uafhængige klageinstanser. En model, som vi kender fra patientklagenævnet.
Ved udlicitering vælger kommunen, hvem der skal løse opgaven. Men borgernes valgmulighed øges ikke. Hvis kommunen afskaffer den kommunale hjemmehjælp og udliciterer den til et privat foretagende, fratager kommunen borgerne muligheden for at få en kommunal hjemmehjælp. Udlicitering er borg-mesterens/byrådets frihed til at vælge. Det er ikke borgernes frihed. Hvis man ønsker borgernes frihed, skal man gå en helt anden vej.
I dag har borgerne i en række kommuner en individuel frihed til at fravælge kommunes løsninger, f.eks. kan gamle selv vælge deres hjemmehjælp, og de kan mange steder benytte sig af alternative madordninger på f.eks. den lokale kro. Forældre kan i nogle kommuner med offentlig støtte ansætte hushjælp til at passe børn. Individuelle løsninger, hvor borgerne stemmer med fødderne, og hvor borgere får deres individuelle ønsker tilgodeset. Løsninger som i øvrigt kun få har valgt, hvilket må sige noget om borgernes tilfredshed med de kommunale tilbud.

Den tredje vej
Men der er en tredje vej i form af selvstyrende fællesskaber, som juridisk er private, men er selvejende institutioner. Borgerne har her frihed til at lave deres egne fællesskaber. I stedet for at kommunerne skal bruge deres frihed til at udlicitere omsorgs- og plejeopgaver til private skulle kommunerne sikre borgerne mulighed for og tilskynde borgerne til at lave deres egne fællesskaber, hvis de vil have andre løsninger end det offentliges. Det kender vi fra de frie skoler, men også inden for det sociale arbejde, kulturelle aktiviteter, patientdrevne hospitaler mv., og det kunne sagtens udstrækkes til i endnu højere grad at omfatte omsorgs- og plejeområdet. En organisationsform, der bygger på de samme traditioner, som højskolebevægelsen gør, og andelsbevægelsen og kooperationen gjorde.
At selvstyrende fællesskaber kan være et udmærket supplement, ændrer ikke ved behovet for en velfungerende og relativ stor offentlig sektor, som er garant for solidariske løsninger. Det ændrer heller ikke ved, at det er vigtigt, at den offentlige sektor skal fungere bedre, være mere smidig og mindre bureaukratisk.
Den offentlige sektor skal i langt højere grad bygge på medarbejder- og brugerindflydelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her