Kronik

Grønland og det frie marked

16. februar 1999

Det er sin sag at indføre markedsøkonomi i et lille arktisk øsamfund - derfor står mere end ideologier på spil, når grønlænderne går til valg i dag

Der er valg i Grønland - et valg, der sætter en række basale spørgsmål på dagsordenen for de politiske beslutningstagere i Nuuk. Spørgsmålet om økonomisk uafhængighed ligger grønlænderne stærkt på sinde nu 20 år efter, at processen mod øget politisk selvstyre blev sat i gang med Hjemmestyret. I forlængelse af dette ligger også diskussioner om, hvilket økonomisk system man ønsker sig efter 2000. Ejerformer og prisdannelsen er vigtige elementer i denne debat, hvor det er befolkningens levestandard, der angribes.
Grønland er ikke gået ram forbi hvad angår den globale trend i retning af en ukritisk lovprisning af markedet og privatejendommens 'fortræffeligheder'. Man har set anbefalinger, der giver associationer i retning af en 'chokterapi på grønlandsk' uden at skele til de samfundsøkonomiske og sociale konsekvenser.
Den 'transformationsmedicin', man ordinerer er 'turbo-kapitalisme', og dette uanset de drastiske levevilkårsforringelser, den forringede folkesundhed og den øgede fattigdom, der kunne blive resultatet af en sådan behandling.
Både dele af grønlandsjournalistikken og -forskningen har i for høj grad rettet fokus mod det sensationsprægede. Resultatet er, at offentligheden især delagtiggøres i den ideologiske forståelse af økonomi, som visse journalister og forskere har med i bagagen allerede når de lander i lufthavnen i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. Heroverfor er det vigtigt utrætteligt at påpege, at det er de grønlandske betingelser, man skal fokusere på, fremfor at forfalde til ideologiske slagord om laissez faire og privatisering.

Grønland er ikke en selvstændig stat. På trods heraf fastholdes ofte 'to-lande' perspektivet i en typisk dansk fremstilling af forholdet til Grønland. Sagen er imidlertid, at holdningerne til dette spørgsmål er mere nuancerede end som så. Finn Lynges nyligt udkomne bog er et glimrende eksempel på en pragmatisk holdning til spørgsmålet. Hjemmestyret repræsenterer måske den maksimalt opnåelige grad af selvbestemmelse. Alternativet: At lade 'nationen Grønland' opsluge af USA og de transnationale selskaber kan meget vel føre til mindre selvbestemmelse end den, rigsfællesskabet giver.
I Danmark findes der områder - det være sig ø-samfund eller regioner, der næppe kan betegnes som økonomisk selvhjulpne - og ingen kunne vel i den forbindelse drømme om at forlange, at man skulle spænde livremmen ind.
Fremfor at anskue Grønland som et land er det måske her og nu mere korrekt at se på dette enorme arktiske område som et forsyningssystem - et stykke offentlig økonomi, hvor det har vist sig at være en mere økonomisk effektiv løsning at decentralisere opgaverne.
Måske kan Grønland engang opnå forudsætningerne for at opnå en skandinavisk levestandard, også uden store ensidige indkomstoverførsler fra staten. Indtil da må man imidlertid se på det nordatlantiske område, som det er. De specielle geografiske betingelser gør det vanskeligt at skabe en uafhængig økonomi med egen valuta.
Hjemmestyreloven fra 1979 fastslår, at Grønland er et hjemmestyret område inden for rigsfællesskabet. Samtidig knæsatte hjemmestyreloven det grundlæggende princip, at hverken den danske stat eller hjemmestyret skal tjene på overdragelsen af statslige ansvarsområder til Grønland. For hvert overdraget område skal bloktilskuddene fra den danske stat modsvare de udgifter, man hidtil havde haft på at varetage opgaven. Princippet om, at pengene følger opgaven kendes også i forbindelse med de bloktilskud, der overføres fra statskassen til amter og kommuner i Danmark. Grønland skal ses som en del af det samfundsøkonomiske kredsløb i Danmark, hvor Danmark på kort sigt yder tilskud til Grønland.
Ideen bag tilskudsopfattelsen går tilbage til den udviklingsstrategi, der i nogen grad lå bag udviklingsplanerne for Grønland i tresserne, bl.a. hos Mogens Boserup. Heri løser man på kort sigt problemer med kapitaldannelsen ved at trække på opsparingen og overførslerne fra staten.
I virkeligheden burde man dog beregne den ensidige indkomstoverførsel fra den danske stat som en noget mindre nettoudgift, idet meget går retur igen til Danmark som renter, udbytter, lønninger, kapitaloverførsel og eksportindtægter i Danmark. På længere sigt vil udviklingen føre til en værditilvækst i Grønland, og Danmark vil kunne drage fordel af dette, efterhånden som de ensidige danske overførsler udlignes af den grønlandske værditilvækst.
Denne model har været under gradvis afvikling siden 1950 - med betydelig succes: I perioden 1955-90 er Grønland blevet mindre økonomisk afhængig af Danmark og har fremvist god økonomisk vækst. Til gengæld blev denne linje brudt i perioden 1990-1994, hvor de gennemsnitlige tal viste en hidtil uset stagnation. Efter 1994 så vi en fornyet vækst primært som følge af større anlægsarbejder.
Det påstås ofte, at Grønland er endt i en permanent afhængighed af den danske stat. Det kan dog ikke gøres til genstand for en videnskabelig afprøvning. Sagen er, at ingen i dag ved, om det er tilfældet! Skal man øge den økonomiske uafhængighed, skal det ske under hensyntagen til ressourcegrundlaget og de geografiske betingelser. Det indebærer, at man med en BNP vækst på 2-3 pct. gradvist kan afvikle bloktilskuddet over en 40-50 årig periode, uden levestandardsforringelser.

I diskussioner af årsagerne til stagnation og negativ vækst har man fremhævet den høje grad af offentligt initiativ i den grønlandske økonomi. Det offentlige initiativ møder man overalt, fordi det private initiativ i 50'erne og 60'erne blev væk på trods af statslige forsøg på at lægge det private initiativ i 'kuvøse'. Profitforventningerne var den gang som nu ofte lave, medmindre man kan slå sig ned i brancher, som nyder godt af den offentlige efterspørgsel. Resultatet er blevet en særegen erhvervsstruktur domineret af offentligt og privat initiativ rettet mod hjemmemarkedet og med en smal eksportsektor (det offentlige selskab Royal Greenland).
Man skal huske, at der altid er nogle goder, der bedst allokeres af det offentlige. Dels kan der være tale om lavprofitable aktiviteter som private holder sig fra, dels om, at man ønsker at følge en behovsstyret målsætning, der er rettet mod forbrugernes interesse i billige og stabile løsninger.
Der er i Grønland nogle specielle betingelser, der umuliggør markedsøkonomi, og her har offentlig virksomhed vist sig som den eneste måde at gøre tingene på. Arktiske betingelser antyder behovet for en anden allokeringsmetode end den frie markedsøkonomi. Den historiske udvikling antyder, at større organisationer - oprindeligt Kongelige Grønlandske Handel, senere Hjemmestyrets virksomheder og på baserne militæret - bedst har kunnet løse forsyningsopgaverne. Den frie markedsøkonomi er ikke uden omkostninger, hvor det i den grønlandske sammenhæng er sådan, at transaktionsomkostningerne er større end normalt.
Det symptomatiske for de mange argumenter for markedsøkonomi i Grønland er, at man ignorerer dette. Det er næppe tilfældigt at tingene udviklede sig, som de gjorde. Offentlige virksomheder og den usædvanlige blanding af offentligt og privat initiativ antyder, at det måske var og er samfundsøkonomisk dyrere at etablere en markedsøkonomi. Det offentlige initiativ har, både alene og i et samspil med det private, medvirket positivt til at nedbringe afhængigheden af Danmark. Det forklarer på sin side, hvorfor man fortsat i Grønland forlader sig på utraditionelle tiltag.
I øvrigt kan det under alle omstændigheder vise sig at være en dårligere løsning at lade et offentligt monopol overgå til et privat monopol, der er rettet mod profitmaksimering, fremfor at lade forbrugerinteresser være styrende for virksomhedens målsætning.
Med et eksempel: En væsentlig del af den grønlandske forsyningsøkonomi er det solidariske ensprissystem, hvor en vare skal koste det samme, uanset hvor den købes. Ensprissystemet opretholdes ved hjælp af omfordeling af subsidier inden for de offentlige virksomheder.
For tiden er der røster fremme om at afskaffe systemet og skabe mere kostægte priser på vand, varme, el og transport i de økonomiske 'centre', der betaler til periferiområderne i Grønland. Man tror, at de reducerede omkostninger vil resultere i lavere priser, og at dette kan forbedre konkurrenceevnen. Et ensprisudvalg foreslog i 1997, at der oprettes fire økonomiske frizoner i Qaqortoq (Julianehåb), Nuuk (Godthåb), Sisimiut (Holsteinsborg) og Ilulissat (Jakobshavn), mens den resterende del af Grønland fortsætter med ensprissystemet. En afskaffelse uden velfærdstab for udkantsområderne vil dog kræve andre udligningsordninger.
Et af de sympatiske forslag fra udvalget er, at man kan omlægge byrden med hensyn til de sociale udligninger ved hjælp af en skattereform baseret på progressivitet (Grønland har et proportionalt skattesystem). Det paradoksale i anbefalingerne er, at man på den ene side ønsker sig markedsbaserede løsninger som fremmende for konkurrenceevnen, mens man på den anden side alligevel må imødese problemer på grund af den frie prisdannelse.
Priser er ikke fleksible nedad på grund af lønmodtageres og arbejdsgiveres ønsker om at øge deres indkomster. Sænker man omkostningerne i de fire zoner i forventning om, at prisniveauet vil falde af sig selv, må man måske i stedet imødese, at begge parter ønsker at dele omkostningsfaldet med et uændret prisniveau som resultat. Det antyder behovet for offentlig styring af priser og omkostninger fremfor laissez faire.
Alt taget i betragtning: Mon ikke det bliver en tvivlsom affære at fastholde ideologisk betingede argumenter for privatisering og markedsøkonomi? Det kommende Landsstyre skal tage livstag med dette, hvor opgaven kan manifestere sig som en gordisk knude. Det kunne jo være, at man så - i al fald på kort sigt - må 'nøjes' med det, man har.

*Gorm Winther er forskningslektor med tilknytning til Center for Udvikling og Internationale Relationer på Aalborg Universitet og forfatter til bøger og artikler om Grønland.

APROPOS
Påstande om Grønland
Så forskellige medier som Berlingske Tidende, DR's Pengemagasinet og Mellemfolkeligt Samvirkes Kontakt har inden for de seneste måneder lagt spalteplads - henholdsvis mikrofon - til argumenter for at privatisere og indføre markedsøkonomi i et Grønland med store systemproblemer.
Det, mytedannerne ser, er en statsdrevet socialistisk økonomi på linje med Nordkorea og Cuba, og den omsiggribende statsliggørelse har kastet Grønland ud i evig afhængighed af ensidige indkomstoverførsler fra den danske stat.
Der forbruges og investeres mere end egenproduktionen kan bære, og alene traditionelle privatiseringer og markedsøkonomi kan medvirke til at rette op på dette. Fælles for de mange postulater er, at de fremsættes som indiskutable, og det kan desværre ikke helt udelukkes, at de har påvirket valgkampen i Grønland.
Man møder ofte det synspunkt, at det offentlige initiativ og samspillet mellem det offentlige og det private i Grønland per se er en ineffektiv måde at fordele ressourcerne på.
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at der mere er tale om ideologisk ønsketænkning end en tænkning, der tager sit udgangspunkt i faktiske forhold.
Der er intet ved nationalregnskabsdata og data på statens udgifter i Grønland, der tyder på, at det offentlige initiativ ligefrem har skadet udviklingen.
Tværtimod er det fra 1955 og frem til i dag, lykkes at nedbringe afhængigheden af den danske stat, og der har i perioden været tale om en betragtelig økonomisk vækst, der ganske vist har haft sine sociale omkostninger, men som også antyder en effektiv måde at forvalte statslige ressourcer på.
Mytedannelse burde kunne imødegås, men det er få forskere i få og små miljøer, der er engagerede i forskning i den grønlandske samfundsudvikling. Derfor er seriøse samfundsvidenskabelige forskere med interesse for, indsigt i, og respekt for det grønlandske samfund og befolkningen nødvendige for, at vi kan få en sober analyse af grønlandske samfundsforhold.

Gorm Winther

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu