Kronik

Man kan jo ikke vide alt

12. februar 1999

Hvorfor er det så svært at købe en ny computer? Og hvorfor er der ikke længere nogen, der lever op til fortidens ideal om en ægte mange-lærd - en polyhistor?

Før man overhovedet tør træde inden for i en computerbutik, må man drive lidt research. Det er nødvendigt at lære sig et helt nyt sprog og kunne sige "lagermedie", "logitech" og "lydkort" uden at blinke - for slet ikke at tale om alt det andet.
I netop disse dage er jeg nemlig ved at købe en ny computer. Eller en personlig computer, som det kaldes. Det personlige har jeg nu mine tvivl om. Valget står lige nu mest mellem på den ene side en prisbillig Basic med 233 MHz MMX CPU, 16 bit lydkort, minitower AT-kabinet, 2 MB-skærmkort, 3.2 GB harddisk samt 32 MB SD-RAM og på den anden side en lidt dyrere K6-2-300 MHz.
Den sidste, lanceret som "Omega-pakken", har 32 MB PC-100 RAM, 3.2 GB harddisk ultra DMA, soundblaster komp. lydkort, permedia 2 8MB/AGP, 32X cd-rom-drev, 1.44 floppy-drev og AT/ATX-kabinet, ja, og så et 100 MHz bundkort, står der med mindre skrift i brochuren. Jeg kan spare 299 kroner på selv at samle Omegaen, men det har jeg nu ikke tænkt mig!
Jeg er humanist, må jeg bekende, og selv om jeg måske ikke tilhører den faggruppe, man mest forbinder med et opskruet tempo, har jeg min tid for kær til at skulle sidde et par dage med skruetrækker og instruktionsbog for at gøre min computer rigtig personlig.
Det er rigeligt, at der foruden et eksternt Compass 56K Flex voice modem og mine gamle printerdrivere skal installeres Windows 98-operativsystemet. Et sted i USA, der hedder Redmond, sidder 9-10.000 mennesker og udvikler Microsofts programmer. Disse software-ingeniører og programtestere har ifølge koncernens eget, stærkt reklameprægede magasin i løbet af de to år, det har taget at udvikle 98-versionen, konsumeret 47.043 liter kaffe og 16.914 liter popcorn, idet "mange af udviklerne arbejder i døgndrift," som det hedder. Men så består 98'eren også af hele 8.000 filer.
Mine venner, og jeg kan ikke her nævne navne, fortæller mig, at der stadig er fejl i 98-versionen af Microsofts styresystem. Det må - ifølge mine venners konspirationsteori - skyldes, at det ellers ikke ville være muligt igen om et par år at lave en ny, forbedret version, som millionvis af forbrugere verden over tvinges til at købe.

Det er ret ironisk, at man i vore dage - med den fremskredne informationsteknologi - skal bruge det meste af en uges tid på at sætte sig ind i et helt uundværligt arbejdsredskab. Men sådan er det altså, al snak om brugervenlighed til trods. Microsofts bikube i Redmond er et godt billede på den specialiserede fundamentalisme, vi oplever i disse år.
Herhjemme i Unionens dansktalende område sidder en større gruppe specialister og forbereder en tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards værker. 55 bind skulle det blive til! Og manden blev (heldigvis?) kun 42 år gammel.
Det siges, at de har fået ingeniører til at analysere de kommaer, der er sat i manuskripterne, sådan at man kan skelne forfatterens originale tegn fra forlæggernes tilføjelser. På computerinspireret sprog er det en temmelig nørdet beskæftigelse.
Man kunne også kalde det en fundamentalistisk indstilling til teksterne. Den stigende specialisering inden for alle vidensfelter gør det svært at få et overblik over bare ét af dem, og umuligt at overskue dem alle. Som specialestuderende i litteraturvidenskab må jeg selv erkende, at der er mange værker, jeg ikke har fået læst endnu: Dantes Guddommelige Komedie, Vergils Æneiden og James Joyce's Ulysses for eksempel.
I forhold til, lad os sige Kierkegaard, har jeg i mit liv skullet tilegne mig ikke bare den litteratur, der er skrevet efter ham, jeg har også skullet forholde mig til 100 års filmhistorie og en række andre moderne kunstprodukter, og jeg er desuden blevet trukket igennem en tekstteori, der i indeværende århundrede har været i eksplosiv vækst. Foruden altså at jeg har skullet lære computernes krumspring at kende.
Så hvis min dannelse lader noget tilbage at ønske alene på det litterære område, kan der altså være mange grunde, gode som dårlige. Men jeg har trods alt lært at begå mig i den humanistiske verden. Værre ser det ud, hvis jeg bevæger mig væk kunstens, historiens og sprogenes domæne.
Naturvidenskaben har heller ikke stået stille, siden Kierkegaard i 1855 lagdes i jorden bag Assistensens gule mure. Hvad ved jeg egentlig om naturvidenskab? Og er det muligt at danne sig et helt verdensbillede uden at forholde sig til universets sammenhæng, skabelsen, relativitet, livets kode, arternes oprindelse, den syntetiske fornuft, opgøret med den lineære tænkning, kaos og de sorte huller?
Når jeg har 10.000 kaffedrikkende og popcornfortærende Microsoft-folk til at arbejde i døgndrift for mig, burde jeg måske nok kunne integrere lidt mere af verdens mangfoldighed i min tankeverden. Mit bløde mikrokosmos.

Før i tiden var det muligt for én person at levere frontforskning inden for helt forskellige felter. Kunstneren kunne være naturvidenskabsmand eller opfinder, teologen kunne som Steno være geolog og anatom, filologen kunne være kemiker, botaniker og læge. Det var polyhistoren, den mangelærde, der stod for den sublime udfoldelse inden for flere - med nutidens øjne - klart adskilte felter.
Polyhistoren opfyldte mere end nogen anden det humanistiske dannelsesideal, der stammer fra antikken og går ud på, at man skal have en bredspektret dannelse inden for især kunst og viden og være i stand til både at ræsonnere, filosofere og formidle.
I middelalderen formaliserede man dannelsen og lærdommen i kategorierne trivium (grammatik, retorik og dialektik) og quadrivium (astronomi, geometri, aritmetik og musik). Det er for så vidt stadig det vestlige grundskolesystems ideal: sprog og matematik tilsat et drys musik. De små børn skal være 'polyhistorer', mens de voksne omvendt er nødt til at specialisere sig.
August Strindberg var en af de allersidste, der forsøgte sig som polyhistor. Den svenske forfatterrebel arbejdede en overgang med naturvidenskaben (ligesom han også malede hæderlige billeder), men det førte ikke til store resultater.
Modsat var det med topembedsmanden og digteren Goethe, der siges at have betragtet sine videnskabelige studier af farver som mere værdifulde end sit kunstneriske arbejde - gad vide, om han overhovedet skelnede på den måde? Goethes farvelære blev udgivet og videnskageligt anerkendt.
Mellem Goethe og Strindberg er polyhistoren uddød. Polyhistoren er i dag en dinosaur, et uopnåeligt videns- og dannelsesideal, et dyr, der døde, da indgangen til forskningsbiblioteket blev for snæver til dets kolossale korpus.

Det var historiens måske første og største polyhistor, Aristoteles, der i år 334 før Kristus oprettede den vestlige verdens første forskningsbibliotek i forbindelse med Lykeion-skolen. Aristoteles' rolle som polyhistor er tvetydig. Han var oprindeligt beskæftiget med filosofi, botanik og zoologi og skrev i løbet af sit 62-årige liv om logik, filosofi, retorik, litteratur, psykologi, metafysik, fysik, kosmologi, zoologi, biologi, etik og politik.
Men samtidig med, at han selv som person er den, der samler de mange vidensfelter i et visdomssystem, er han også den, der mere end nogen anden spalter videnskaberne ved at grundlægge de enkelte felter. I kraft af hans vidensindsamling, hans kategoriseringer og hans bibliotek blev grækerne klar over, hvor meget viden der egentlig fandtes i (deres) verden, og hvor uoverskueligt det var at skulle beskæftige sig med det hele.
Polyhistorerne efter Aristoteles har karakterisk nok kun haft kundskaber i to, tre eller fire discipliner. Det har været folk med kæmpestor intellektuel kapacitet, folk, der kunne rumme langt mere i hovedet end andre mennesker. De har ikke nødvendigvis samtænkt deres felter, men har haft så stort overskud, at de har kastet sig over andre interessesfelter end deres oprindelige profession.
I dag foregår den maksimale samtænkning, når kunstnere, der har læst et par populariserede fremstillinger af de nyeste teorier om sorte huller, genetik og hjerneforskning (kædet sammen med løs snak om matematiske teoremer), mødes til en konference med naturvidenskabsfolk, der interesserer sig lidt for metafysik, poesi og æstetik. Så bliver de enige foran tv-kameraerne, om at kunsten er en form for eksperimentel videnskab, og at videnskaben også har sin skønhed.

Når det lykkes mig at få installeret operativsystemerne i min nye K6-2-300 MHz - ja, jeg er ved at have bestemt mig for Omega-pakken - er jeg klar til nye store udfordringer. Jeg skal til at arbejde med Den sindrige ridder don Quixote af La Mancha. Der findes en helt ny mulighed for videnskabelig tilgang til romanen. En gruppe fundamentalistiske litteraturnørder fra et universitet i Texas har samlet noterne og kommentarerne fra 35 af de vigtigste tekstkritiske udgaver af Cervantes' værk. Omsider har vi - må de idealistisk mene - et grundlag for at frembringe den endegyldige tolkning, assisteret af texanernes personlige computere og af Bill Gates' programmer.
Er det virkelig alt, hvad vi kan bruge computerne til som humanister? Til at være nørdede bikube-eksistenser uden udsyn til verden omkring os? Mon ikke Don Quixote er for sindrig, trods alt, til at lade diskussionen lukke af computerunderstøttede videnskabelige værker? Det er Texas-litteraterne selv, der kæmper mod vindmøllerne.
Polyhistoren er død forlængst, og lærdommen kommer ikke fra en computer.

*Rune Stefansson er specialestuderende i litteraturvidenskab, medredaktør af tidskriftet HUG og forfatter til bogen Sydamerikas sjæl - reportage og interview.

Apropos - Geniet Leonardo

En af historiens største polyhistorer, måske verdenshistoriens største geni, var Leonardo da Vinci.
Han var ikke bare i stand til at arbejde inden for forskellige felter, men også til at samtænke dem. Han var l'uomo universale, det universelle menneske.
Grebet af den humanistiske ånd i 1400-tallets Firenze var han med til at gøre op med middelalderens dybdeløse maleri og i stedet indføre centralperspektivet, der med den perspektiviske projektion skabte forgrunden, mellemgrunden og baggrunden samt ikke mindst fortalte beskueren, at det i virkeligheden var ham, der var centrum. Leonardo foretog videnskabelige undersøgelser af perspektivforholdene.
Polske Kopernikus fandt ud af, at bevægelsen var relativ - det vil sige, at et legeme altid bevæger sig i forhold til noget andet - og mente, at solen var universets centrum, som Jorden drejede omkring. Uden inspirationen fra Leonardo var han måske ikke kommet så langt.
Leonardo lavede i Frankrig skitser til flyvemaskiner, tanks og bagladekanoner, foruden andre krigsmaskiner. Han var grebet af bevægelser - eller rettere sagt forholdet mellem bevægelse og stilstand. I flyvemaskinen sidder mennesket stille, mens verden bevæger sig, bag kanonen står soldaten stille og følger kuglens bane, på lærredets flade suser blikket ud mod baggrundens uendelige horisont.
Som skulptør og maler fastfrøs Leonardo bevægelsen i et nu, som musiker skabte han skønheden med små, rytmiske bevægelser på stedet, som arkitekt skabte han stillesiddende rammen for både bevægelsen, byens centralperspektiv og stilstanden i rummene.
Engang hang tingene sammen.
Rune Stefansson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu