Læsetid: 3 min.

Hvad er en klassiker

Debat
10. februar 1999

Klassikere - kendte som ukendte - er til for at blive spillet og pillet ved. Alt andet er museum og i sidste instans kultur-fascisme

TEATER
Ord som fornyelse og nyfortolkning går ofte igen i teaterdebatten. I mine øjne bør i hvert tilfælde fornyelsen være en implicit del af teatret. Teatret må stille spørgsmål, og må derfor være fornyende i sin tankegang, i sin idé, i sit koncept.
Og ordet nyfortolkning må jo betyde - grundet 'ny-' foran, at der er tale om en ny fortolkning af noget der er blevet fortolket før. Således så udelukker ordet 'nyfortolkning' en urpremiere - noget som spilles for første gang i det enkelte dramas historie.
Fornyelse - og nyfortolkning må jo således - i ordenes betydning - ske på baggrund af noget. I dette tilfælde 'dramaet' - 'skuespillet'. Dramatikerens skabte værk. På dette grundlag skaber instruktøren og scenografen en fortolkning af det skrevne ord. Man må derfor skelne mellem ordene 'dramatik' og 'teater'. Dramatik bliver til teater når det bliver til en forestilling som publikum ser. I processen fra dramatik til
teater sker der, hvad enten man vil det eller ej, en fortolkning - en nyfortolkning.

I disse års teaterdiskusion er ordet 'ny dansk dramatik' et andet ord der meget ofte dukker op - og ment som en modsætning til 'klassikerne'. Jeg ser ingen modsætning mellem disse to. Jeg vil have at den teaterforestilling jeg ser berører mig, at jeg bliver grebet, at den skaber omtanke, at den vedrører mig.
Dette leder naturligt hen til spørgsmålet: Hvad er en klassiker? En klassiker er jo ikke bare en klassiker fordi den er klassisk. En klassiker er en klassiker netop fordi den har evnen til at lade sig nyfortolke, således at den - på trods af sin alder - fungerer i samspil med nutiden. Fordi den - på trods af sin alder - siger os noget om os lige nu.

Da Shakespeare, Molière, Holberg, Eugene O'Neill, Tennesse Williams, Ibsen osv. fortalte deres historier til datiden, var det næppe med skumle bagtanker om at skabe en klassiker. De skrev deres værker fordi de håbede på at kunne skabe en historie som kunne medrive og underholde et samtidigt publikum. De ønskede med deres dramatiske værker at skabe den samme kontakt, genkendelighed og spejling med publikum, som dramatikeren vil i dag. Tilsvarende skriver Line Knutzon, Jokum Rode og Lars Norén m.fl. næppe med det for øje, at deres skuespil spilles om 100 år.

Men tilbage til fortolkningen. En moderne dramatiker kan i sit værk sagtens tage højde for alle de tekniske muligheder som en teaterproduktion kan gøre brug af i dag.
Den moderne dramatiker ved, at det er muligt at oplyse hele scenen i rødt skær for sekundet efter at lade hovedpersonen barndom oprulle i en videomontage i baggrunden. Den moderne dramatiker ved også at nutidens publikum er vant til hurtige skift i tid og sted. Vi tager lynhurtigt forskelligartede indtryk til os.
Modsat er tingene indimellem lidt omstændelige i klassiske skuespil. Men værkets fortolkere kan til gengæld gøre brug af nogle af de virkemidler - både rent tekniske og også i forhold til publikums opfattelsesevne - som var ukendte for datidens dramatikere. Altså nyfortolker de.

Klassiker-fundamentalisterne vil nok mene, at de klassiske dramaer skal spilles i krinolinekjoler og andet til faget henhørende. I mine øjne er det udtryk for den værste kulturfacisme, der henviser teatret fra at være en levende kunstart til at være et stykke museum der fremviser verden som den var engang, snarere end at give det, man først og fremmest må forvente af teatret - nemlig muligheden for at fortælle os noget om os lige nu.
Derfor synes jeg, at man må opstille tre parametre i forhold til fortolkninger af dramatiske klassikere:
*Publikums konventionelle forventning skal brydes;
*Publikums referencenødvendighed til originalværket må brydes;
*Publikums samtid må tydeliggøres.
Fornyelse og nyfortolkning. Begge dele er livsnødvendigt for at teatret fortsat skal være en levende kunstart.
Instruktøren Emil Korf-Hansen sagde i forbindelse med premieren på en Holberg-opsætning: "Klassikere - kendte som ukendte - er til for at blive spillet og pillet ved".
Jeg tillader mig at digte lidt videre på hans ord: "Al dramatik - kendt som ukendt - er til for at blive spillet og pillet ved". At det ikke altid lykkes er en anden sag, men når det lykkes er det for mig det allerbedste i verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her